tempo il Ministro dell’Istruzione Merete Riisager (LA) le norme devono essere costruite, non prese d’assalto (ideologie come le tempeste di norme creano conflitti solo in 4a elementare)

Konservativ klovn siger hvad?

Jeg synes at Riisagers kronik er forudindtaget og virker mest af alt som et forsøg på at slå på den gamle tromme om “pas på *~~kulturmarxisterne~~* *de woke*!!!1!” efter de borgerlige går tilbage i meningsmålingerne. Om det hjælper sådan at fortsætte LA’s deroute ned i reaktionen, ved jeg ikke.

Riisager misrepræsenterer også Normstormernes pædagogik. Deres projekt handler jo netop om at bryde hierarkiske normer ned, for at lade børn blive bevidste om, at forskellighed og afvigen fra normer, ikke er noget man skal være bange for. Faktisk siger Normstormerne netop det, som Riisager gerne vil have hendes “normbyggere” til også at sige: “Her gør vi sådan, fordi det skaber tryghed.”

Og sådan er det på mange måder. Normstormernes projekt er jo netop til for at styrke fællesskaber, for at give alle plads, for at undgå eksklusion. Riisager vil have “Normbyggere” der siger, “at fællesskaber er noget, vi skaber sammen, og vi må alle bidrage med noget for at få tingene til at fungere. Det handler altså ikke kun om, hvad den enkelte kan få til sig selv, men i høj grad også om, hvad man hver især kan bidrage med.” Det er som taget ud af Normstormernes bog: Vi er forskellige, der skal være plads til forskellighed, og vi bidrager med forskellige ting.

Det som så bliver slående er, at det hun vil have Normbyggere til at bidrage med, ret hurtigt kan vise sig at være en form for skolegang der hører gamle dage til. Hvor man skal lære, at der er rigtige og forkerte måder at være dansk på, at der er bestemte institutioner der skal hæves over kritik, osv. osv. Når bestemte lukkede normer bæres frem, vil der altid være nogle, der falder udenfor. Om det er transkønnede, jødiske eller rødhårede børn. Riisagers “normbygger”-projekt kan hurtigt ende netop med at blive et konformistisk-disciplinerende projekt, der alt andet lige skaber “et fragmenteret samfund præget af mistillid, konflikter og stammetænkning,” som Riisager ellers påstår hun ikke ønsker. Riisagers ønske om normbyggere er også identitetspolitisk, selvom hun bruger ordet som skældsord. Det handler bare i højere grad om en konformistisk dansk identitet, end det handler om eksempelvis seksualitet eller andre minoritetsforhold.

Jeg synes også at der er noget direkte uærligt i, at Riisager, som er så typisk for nogle, at påstå, at kun “de andre,” i det her tilfælde Normstormerne, er ideologiske. Riisagers projekt er lige så meget politisk aktivisme og ideologisk som Normstormernes er, det er bare et andet projekt. Den her trætte tendens til at skulle male andre som ideologiske og politiske, mens man selv ikke er det, er trættende at være vidne til, igen og igen.

Enhver der har brugt bare 1 semester på en historiefaglig uddannelse, ville eksempelvis kunne fortælle Riisager, hvordan der er ideologi og politik i, hvilke fortællinger og hvilke historier vi fortæller hinanden og hvordan vi fortæller dem. Der er ideologi i hvordan historiske kilder er skabt, og de er skrevet i en ideologisk konteskt selv. Det er ikke et eller andet “woke” koncept. Men anerkendelsen af historicitet og historiske indlejring, samt det det bærer på af sociale forhold, er et af grundvilkårne for at kunne bedrive det meste humanistiske videnskab.

Er du gal en omgang politiker-plader – jeg nåede til bunden og tænkte, jeg er ikke rigtig blevet klogere på, hvad det er Merete Riisager egentlig mener.

Jeg kan nok læse det mellem linjerne, men hun er for politisk bevidst til at turde sige det ligeud.

Spild er ord, strøm og tid.