A me sembra incredibilmente strano incontrarti con i tuoi amici solo per eseguire aggiornamenti di stato. Quando leggo un articolo del genere, non riesco a capire se questo è effettivamente il modo in cui funziona il mondo oggi o se siamo tornati nell’indifferente ruota del criceto dei media.
Come vedi gli amici? Perché vedo i miei amici quasi solo con uno scopo, dove facciamo qualcosa insieme e nessuno ha la pressione necessaria per raccontare come le cose sono collegate su tutti i fronti.
Ora sono anche un uomo, quindi probabilmente anche questo ha molto a che fare con questo.
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/caroline-var-traet-af-venskaberne-blev-til-kaffeaftaler-saadan-ses-hun-nu-med-sine-venner
di Landsby
10 commenti
Pool og bajer er meget bedre.
Jeg ser aldrig venner til kaffeaftaler. Er det virkelig noget folk gør?
Er helt almindelig socialisering med bekendtskaber virkelig noget vi skal til at italesætte som en uværdig måde at bruge tid på?
Det er da både normalt og fint, at man mødes med sine venner til konkrete formål og til ukonkret snak henover kaffe. Alt behøver ikke være hæsblæsende oplevelser.
Med det sagt er mine aftaler med venner blandede, og afhænger lige så meget af, hvor meget tid der er i hverdagen. Et tjek-in er også en måde at fortælle andre på, at man stadig værdsætter og interesserer sig for dem, selvom der er meget andet at se til lige nu.
Det er lidt sådan det er blevet i min vennegruppe faktisk. Efter jeg læste artiklen gik det op for mig, hvorfor jeg var begyndt ikke at se frem til det længere. Vi har ikke så meget til fælles mere. Det tager uger, måneder om at aftale noget, og det skal altid være på en hverdag, de gider aldrig gøre tid i weekenden. Vi snakker om deres nye boliger, nye rejser, job opdateringer, partner problemer, planer om børn.
Gud, hvor er det blevet kedeligt.
Jeg tror det måske hænger meget sammen hvor man er i livet. Jeg har en masse børn og dermed en del forpligtigelser som lægger beslag på tid og økonomi, så de der “statusmøder” er jo en måde rent faktisk at få set sine venner og følge lidt med i hinandens liv. Hvis man altid skal afsætte en halv eller hel dag og 700-800 kroner til aktiviteter, så vil jeg bare ses færre gange mine venner.
Godt for Cecilie at det kan lade sig gøre for hende og det er da absolut også fedest, men jeg synes det bliver lidt sat sort og hvidt op.
Jeg bruger kun kaffeafaler til professionelle bekendte, altså folk man for det meste kender fordi ens virksomhed arbejder med deres, og man lige skal se om der er noget der skal gøres. Det kan nås på en halv time.
Til venner skal man som regel spise noget. Jeg finder på to-tre venner jeg vil mødes med, finder et sted og et tidspunkt, og så inviterer jeg tilfældige andre bekendte med, der enten er fri eller ikke er. Det ender med at man er 5 til 8, og så sidder man og snakker under måltidet. Måske også drinks bagefter.
Der er altid nogle der ikke i forvejen kender hinanden, jeg kender mange og prøver at blande folk såvidt muligt.
Ud over fysiske venner holder jeg også kontakt med alle mulige jeg kender via chat apps. Fx har jeg mine gamle venner fra gymnasiet, folk fra området, diverse kolleger, osv, som jeg skriver med når tanken strejfer mig. Jeg har faktisk en liste jeg bruger til Jul, hvor jeg lige tjekker hvem der skal hentes opdateringer fra.
Når jeg er ude at rejse kigger jeg lige, om der er en bekendt i området.
Gennem en årrække brugte jeg også FB til at holde netværket underrettet, men det døde langsomt. Folk bruger det ikke rigtigt, alt det gode er blevet oversvømmet med reklamer og gylle.
Som en fra provinsen (ved ikke om det har noget med noget at gøre, men det tror jeg), så har jeg aldrig haft en kaffeaftale. Vi tager hjem til hinanden, 1-2 gange på en måned, catcher up, ser en film, spiser lidt mad. Er i midt trediverne, og det bliver mindre og mindre, jo mere fokus vores liv og familie tager.
Kunne ikke forstille mig noget mere overfladisk end en aftale om at snakke, bare for at snakke, over en dyr croissant. Kan det blive mere opsat. Noget jeg elsker allermest, er bare at være tilstede med mine venner.
Jeg inviterer venner på tur med hunden eller spiser hjemmelavet mad med dem. Der er naturligvis lidt catch up snak, men mest synes jeg at samtalerne går ind i dybere emner om os mennesker.
Personligt er jeg altid igang med en eller anden udvikling i mig selv, så jeg bringer ofte en form for psykologi på banen. Derudover er mange af mine venner internationale, så kultur og samfund er ret store emner. Jeg kan varmt anbefale at vi danskere åbner vores liv op for flere internationale. De bliver så glade for at blive inviteret ind i vores liv og de har en masse at byde på.
Indimellem kunne det også gavne, at man overvejede om mennesker bare er forskellige og har forskellige behov. Jeg har mange “kaffeaftaler” med veninder. Jovist, når vi har mulighed for det, kan vi tage ud på en lille oplevelse eller lave noget fælles. Men, kaffeaftalerne passer godt ind i min tilværelse; med børn der skal hentes og bringes, med et arbejdsliv, med gøremål og pligter osv. Så foretrækker jeg hellere en time på en cafe over en kop kaffe end slet ikke at ses. Jeg synes det kan noget, at man ses fremfor at man bare skriver sammen.
Ja så snart vi alle fik voksenjobs og nogle også børn, så er mine venskaber blevet til “kaffeaftaler” eller nogle gange at spise frokost eller aftensmad ude. Vi ses ikke hjemme hos hinanden eller til praktiske aktiviteter særligt tit. Det er mere statusrapporter, der aflægges og vendes. Nogle gange kan der gå måneder imellem.
Jeg kan godt savne den intimitet man havde i venskaber som unge, hvor man typisk på studiet brugte mange timer sammen, og også bare chillede. Man var også mere fysisk intim, hjemme hos hinanden, drikke af den samme flaske, dele tøj og makeup og så videre. Men når folk bliver voksne og får parforhold, så prioriterer de det over venskaber, både i forhold til tid og intimitet (og nej, jeg mener ikke sex). Det er for eksempel mærkeligt nu at ligge og chille i nogens seng, når man godt ved at det er en seng der deles med en ægtefælle. Man sover ikke lige hos hinanden efter en bytur, men tager hjem til sig selv (eller, let’s be real, byturene er der jo ikke mange af når folk først er blevet kærestekedelige).