Secoli di potere socialdemocratico sono crollati da un giorno all’altro: è successo a porte chiuse

Mette Frederiksens ledelsesstil og regeringens kontroversielle beslutninger har udløst et makro-narrativ om Socialdemokratiet som egenrådigt og magtfuldkomment. Det narrativ er blevet en legitim ramme for lokale aktører, der nu kan ekskludere Socialdemokratiet fra konstitueringer uden selv at tage det moralske ansvar.

—
Kommunalvalget viste et mønster, der adskiller sig markant fra tidligere år. Socialdemokratiet blev i stort tal holdt uden for konstitueringerne, selv i kommuner hvor partiet traditionelt har været en naturlig del af samarbejdet. For at forstå hvorfor, må man se på de psykologiske og organisatoriske mekanismer, der forbinder national ledelse med lokale politiske dynamikker.

Vælgernes opfattelse af Mette Frederiksens måde at lede på har over tid dannet et stærkt nationalt narrativ. – Noget der matcher 1:1 med Pernilles personlige stil.

De seneste års store sager, blandt andet minkforløbet, afskaffelsen af Store Bededag og kritikken af både processen OG effekten af kontanthjælpsreformen, har efterladt et indtryk af en centraliseret og kontrollerende tilgang til magtudøvelse. Man kan se de afvisende og ligeglade kommentarer fra ministerholdet.

Man kan diskutere substansen i sagerne, men deres politiske effekt er ubestridelig.

Der har udviklet sig en bred oplevelse af, at Socialdemokratiets top ikke er særligt inddragende, og at beslutninger træffes hurtigt og ofte uden den grundighed, vælgerne forbinder med demokratisk legitimitet. Det er præcis hvad der også er Pernilles problem.

—
Fra København til Din lokale kommune

Denne oplevelse bliver ikke liggende på Christiansborg. Den spreder sig ud i hele det politiske system, hvor Socialdemokratiet i mange kommuner bliver mødt med mistillid, længe før der forhandles om konkrete lokale spørgsmål. Psykologisk fungerer det sådan, at vælgerne og konkurrenterne ikke ser de lokale socialdemokratiske kandidater som uafhængige personer, men som repræsentanter for den kultur og stil, de forbinder med den nationale ledelse. Det betyder, at Socialdemokratiets lokalpolitikere mister en del af den tillid, der normalt udgør fundamentet for de pragmatiske aftaler, der historisk har præget kommunalpolitik.

Det forklarer den bemærkelsesværdige udvikling i konstitueringerne. I flere kommuner valgte man bevidst at placere Socialdemokratiet uden for indflydelse, ikke nødvendigvis fordi de lokale kandidater havde gjort noget forkert, men fordi det nationale narrativ gav andre partier en legitim begrundelse for at vælge et andet samarbejdsklima.

Altså – Det er decideret usædvanligt i dansk lokalpolitik, hvor det brede samarbejde ofte har været et ideal.

I år var der tilsyneladende en politisk fordel på tværs af alle kommuner – i at markere afstand til Socialdemokratiet. Det kan kun lade sig gøre, når den nationale fortælling allerede har skabt en oplevelse af, at partiet ikke er en naturlig samarbejdspartner.

—
Det er en omvendt Lego/dansende Knudstorp effekt:

Det samlede billede er en klassisk top-ned-effekt.

En personlig ledelsesstil på landsplan præger opfattelsen af hele organisationen. (Dvs Socialdemokratiet).

Det betyder også, at lokale socialdemokrater bliver vurderet på parameter, der intet har med deres egen adfærd at gøre. Den negative stemning omkring partiets nationale ledelse bliver dermed et strukturelt vilkår for lokale forhandlinger, snarere end en konsekvens af de konkrete kommunale forhold.

Kommunalpolitik fungerer bedst, når tilliden er intakt. Når vælgerne oplever, at processerne er åbne og beslutningerne forankrede, smitter det positivt af på samarbejdet lokalt. Når den nationale ledelse mister den tillid, forplanter det sig til kommunerne.

Det er præcis, hvad Socialdemokratiet oplevede ved dette valg. Fra København til Middelfart. Hvis partiet vil genvinde sin lokale styrke, må det genopbygge tilliden til sin demokratiske kultur.

Det er hverken et spørgsmål om strategi eller kommunikation alene, eller om de store bommerter (hvad fik vi ud af store bede dag? Af mink skandalen?) – men om en grundlæggende måde at udøve ledelse på.

Der ligger en opgave i at vise både vælgere og lokale aktører, at Socialdemokratiet igen kan være et parti, man naturligt indgår aftaler med. Og som lytter og vil samarbejde.

En ny fortælling må begynde i toppen, hvis den skal slå rod i bunden. Og bunden, rent vælgermæssigt, den har vi ikke nået endnu

Jeg får lyst til at indskyde, selvom det selvfølgelig ikke er hovedpointen i teksten, at jeg har oprigtigt ondt af Moderaternes Ellen Emilie som de kort nævner, der under ret svære omstændigheder (deres tidligere spidskandidat trak sig, og hun blev først kørt i stilling for få måneder siden) førte en rigtig fin kampagne og kun manglede 0,1% for at komme ind.

Der er ellers som bekendt langt mellen snapsene i det parti, men her har de da til en forandring fundet en dygtig og sympatisk kandidat, der ikke bare er en lykkeridder eller afdanket partihopper. Hun var også principfast og insisterende i sagerne med Jon Stephensen og Fonseca, modsat flere andre partifæller, respekt for det. Hende har vi i hvert fald helt sikkert ikke hørt det sidste til.

jeg forstår ikke hvorfor barfod/enhedslisten troede det nogensinde kunne blive dem