(…) per decenni abbiamo investito massicciamente in ciò che possiamo misurare e contare – crescita economica, efficienza e salute fisica – mentre ciò che dà alle persone significato, coerenza e orientamento nella vita è stato progressivamente declassato.
Ci è stato dato molto per cui vivere, ma ancora meno per cui vivere. Il benessere mentale e sociale viene trattato come un problema individuale che dovrebbe essere risolto attraverso il consumo, le prestazioni o le esperienze esterne, piuttosto che come una preoccupazione condivisa che richiede investimenti nella lingua, nella cultura, nella storia e nelle capacità relazionali.
In questo senso, l’erosione delle discipline umanistiche non è solo un problema universitario, ma un sintomo di una crisi sociale più ampia.
Se il cosiddetto riarmo spirituale deve essere qualcosa di diverso da uno slogan politico, deve riguardare proprio queste forme di conoscenza. Le discipline umanistiche non sono un lusso che possiamo permetterci in tempi buoni, ma un prerequisito per una società che funzioni non solo tecnicamente, ma anche umanamente.
Cosa ne pensi? Che ruolo/valore hanno le discipline umanistiche nella società?
Personalmente penso che questi siano alcuni punti su cui riflettere nel post e che sia un peccato che continuiamo a tagliare e tagliare.
https://www.information.dk/debat/2025/12/forskerne-maa-faa-oejnene-verden-uden-universiteterne-humaniora-overleve
di approachin
17 commenti
Selvfølgelig. Kapitalister har brug ikke brug for mennesker, der har en hukommelse og kan kritisere magt.
> Når det er sagt, må humaniora også se indad. En oprustning bør ikke alene handle om flere midler, men også om en tydeligere forpligtelse til formidling. Alt for ofte fremstår humanistisk forskning elitær, indforstået og uforståelig for almindelige mennesker – ikke nødvendigvis af arrogance, men som resultat af interne normer, hvor kompleksitet forveksles med dybde, og hvor formidling ikke belønnes.
> Hvis humaniora igen skal opfattes som en fælles samfundsressource, må forskere blive langt bedre til at kommunikere deres indsigter i et sprog, der kan deles, diskuteres og anvendes uden for universiteternes mure. Ellers risikerer vi, at humaniora selv bidrager til den afstand, som i dag truer dens eksistens.
Det er isoleret set rigtigt nok, men det kræver jo netop, at der er kanaler til rådighed, og det koster igen penge. Eksempelvis valgte man jo at slagte et stjerneformat som Danmarkshistorien.dk, fordi fakultet for Arts på AU skulle spare over hele linjen. Hvad skal faghistorikerne gøre i sådan et tilfælde, når en direkte åre mellem dem og offentligheden kappes?
Det er i hvert fald et generelt problem at vi som mennesker underprioriterer ting der ikke lige sådan kan måles og vejes, især dem vi ikke lige kan se foran os. Det er også frustrerende at skulle forholde sig til sådan nogle bløde koncepter, det tror jeg vi alle synes til dels – men det betøder sandeligt ikke at alle de ‘bløde’ ting ikke er vigtige.
Jeg synes vi som samfund skal være bedre til at tage os selv i opløbet og anerkende at der kan være værdi i mange ting, selvom det er lidt svært at måle og veje. Det ved vi jo alle sammen godt inderst inde – men når vi diskuterer politik bliver det for ofte glemt.
Hvilken værdi har humaniora for samfundet? Aner det ikke – men jeg tør også godt gå planken ud og sige at det ikke betyder at der er ingen værdi i at folk er uddannet bredt og har brugt en masse tid på at udvide deres horisonter på alle mulige faconer – flere af dem! – også dem der har gjort det gennem de bløde fag der ikke er umiddelbart henførbare til et job.
Kan godt se at den gamle bitre naturvidenskabsmand her skal til at abonnere på informeren igen… 🙂
Ingen kvaler når andre betaler regningen, der skal helst ikke være nogle krav. Vi skal bare blive ved med at betale også for ting vi ikke kan være sikre på at det rent faktisk gavner samfundet.
Det virker meget som nogle typer der gerne vil have andre til at betale gildet, så de kan fortsætte deres meget nemme priviligeret liv, tit med høj løn og uden reelle krav, men de vil ikke selv yde noget for at vise om det de laver rent faktisk har værdi.
Jeg forudser at vi har en gruppe mennesker med for meget tid som nok skal fylde os med deres søforklaring om hvorfor de skal blive ved med at blive understøttet af samfundet. Det er utroligt hvordan folk kan lave ulogisk mentalgymnastik når deres løn og levestil er afhængig af det.
Man skulle jo endelig ikke ud og have et arbejde hvor der bliver stillet konkrete krav til at man skal levere eller gavne samfundet. Det minder lidt om Eramus Montanus, lidt for høje tanker om sig selv og lidt for lidt virkelighedssans, tror man er eliten, men kunne ikke være længere fra det.
Det kan have værdi. Men størstedelen af den akademiske humaniora er navlepillende, arrogante og perfide, og når simpelthen ikke ud til den brede befolkning.
Der er undtagelser, naturligvis, som danmarkshistorien.dk og lignende, men hvis man har været på humanistiske fakulteter og talt med forskerne og studerende, så forstår man også at det er mennesker, der lever i deres egne små mikrokosmos – både mentalt og geografisk – og at de ikke har en mental tilgang der tilsiger, at man skal nå ud til befolkningen og vise sin værdi. Det er som regel befolkningen som skal vågne op og indse hvor vigtige og dygtige de altså er, og her hopper kæden helt af.
Anderledes er det for fx jurister, som laver lovgivning vi andre er ramt af om vi vil det eller ej, eller ingeniører der lever broer, som vi alle kan gå på. Humaniora *beskriver* rigtig meget den verden vi lever i, men det påvirker sjældent selvsamme verden.
Der er, med andre ord, ikke en naturlig koblingen mellem det øvrige samfund og humaniora, og hverken samfundet eller humanioraen gør sig store bestræbelser på at nå hinanden.
>*Vi har fået meget at leve af, men stadig mindre at leve for.*
Passer det her?
Jeg er skeptisk over for, at befolkningen som helhed, skulle have oplevet et “tab”, sammenfaldende med at befolkningen som helhed har fået mere at leve af.
Ja, men af lidt andre årsager end hvad indlægget tilskriver.
Hele vores forståelse af uddannelse, årsagen til at ville lære og attituden mod at intellektuelt forbedre sig er blevet reduceret til en konstant samtale om hvad det er værd og hvad det kan bruges til.
Dannelsesidealet iboende den Grundtvigske skole, som vores uddannelsessystem er bygget op omkring, er langsomt blevet udvandet til et kapitalistisk spørgsmål om hvorfor – Hvorfor lære noget jeg ikke skal bruge til at tjene penge på?
Det har reduceret det humanistiske til processtyring under monetær evaluering, og forkastet af samme årsag.
– Hvorfor skal jeg læse skønlitteratur?
– Hvorfor skal vi se den her røvsyge film?
– Hvorfor skal jeg lære om ioner eller klima?
Spørgsmålet er jo reelt nok, men svaret vil altid være af så abstrakt karakter at de fleste forkaster det som pjat.
Almen dannelse og alsidig udvikling er ikke særlig tilfredsstillende svar på et motivations spørgsmål. Effekten vokser eksponentielt fordi vi i samfundet har skabt en mentalitet hvor penge er den eneste måde at se tingene på.
Det var meget nemt at investere i humaniora dengang Danmark og europa var på toppen.
Men innovation og økonomien lider under mangel på god naturvidenskab.
Mens USA og Kina investerer tungt i fremtidens teknologier, bruger vi vores humaniora eksperter til at spænde ben for dem herhjemme som gerne vil med nye regler, love og skatter.
Det er godt at være på toppen med humaniora når man sætter dagsordenen, men udueligt når man ikke gør. F.eks. verden er ligeglade med hvad Kenya synes AI skal eller må bruges til. Hvor lang tid går der før verden er ligeglad med hvad Europa synes.
Du skærer din citering lige der hvor læserbrevet bliver interessant som svar på den kronik /u/wolfetones456 [delte i går](https://old.reddit.com/r/Denmark/comments/1pnzs6n/forskerflugten_p%C3%A5_de_danske_universiteter_er/). Det efterfølgende afsnit lyder:
> Når det er sagt, må humaniora også se indad. En oprustning bør ikke alene handle om flere midler, men også om en tydeligere forpligtelse til formidling. Alt for ofte fremstår humanistisk forskning elitær, indforstået og uforståelig for almindelige mennesker – ikke nødvendigvis af arrogance, men som resultat af interne normer, hvor kompleksitet forveksles med dybde, og hvor formidling ikke belønnes.
På den måde placerer Werngreen sig midt i en evig debat om akademisk formidling. Hans påstand om at humanistisk forskning ofte *fremstår* “elitær, indforstået og uforståelig,” er en gammelkendt kritik af humaniora. Som om det der laves i diverse humanistiske felter ikke formidles ordentligt nok. Ikke formidles så “[…] almindelige mennesker^(tm)” ^[*Hvem*?] kan forstå det. Det er en diskussion de fleste humaniorastuderende møder allerede det første semester på deres studier.
Det er i denne kontekst mere interessant at spørge: “Hvem arbejder for at humaniora *fremstår* ‘elitært, indforstået og uforståeligt’?” Når man stiller det spørgsmål, åbner der sig i hvert fald en ny vinkel på problematikken, der stiller skarpt på borgerlige politikere, kapitalinteresser, virksomheder, osv. Eksempelvis da Anders Fogh gik til angreb på “ekspertvælde” og “smagsdommeri,” når Hummelgaard taler om at “forskere lever i en forskerverden,” eller når Landbrug og Fødevarer gang på gang går til angreb på forskere (ikke engang bare fra humaniora,) fordi forskningen går deres kapitalinteresser imod.
Der har i mange år været en, i højere eller lavere grad, bevidst bevægelse hen imod undermineringen af *særligt* humanioras, men også akademia generelt, rolle som autoritet på menneskelige forhold. Vi har i stedet haft en dobbelt bevægelse, hvor akademia er blevet banket grundigt på plads, ind på universiteterne, i instrumentaliserede former og samtidigt at udviklingen af viden om menneskesamfund når det kommer til politikudvikling, i højere grad overlades til økonomer, hvilket fører til, at dette enes felt interne logikker (der i øvrigt kan og bliver kritiseret af matematikere, sociologer, filosoffer, antropologer, osv. osv.) er blevet gjort almengyldigt i den offentlige samtale.
Samtidigt er det også ofte borgerlige politikere og interesseorganisationer som Landbrug og Fødevarer, som er hurtige til at forsvare de udefinerede “almindelige mennesker,” som Werngreen også henviser til, imod alt det “elitære” forskning. Men virkeligheden i Danmark anno 2025 er jo, at stadigt flere mennesker har stiftet bekendtskab med uddannelser og studier, hvor humaniora som felt, har spillet en enorm rolle. De fleste danskere kender til Pierre Bourdieus sociologi, de fleste mennesker har (uden at vide det, måske,) kendskab til Foucault, og bruger et Foucault-begreb som “italesætte” i deres daglige tale.
Humaniora er ikke i sig selv elitært og indforstået, men *fremstilles* som sådan af de, der har interesser i, at humaniora ikke får for udbredt indflydelse. Om det er fordi humaniora *ofte*, men på ingen måder altid, forholder sig kritisk til samfundet, dets strukturer, normer, idéer osv. skal jeg ikke kunne sige. Men når sociologer og kriminologer der arbejder med hvad der fører til kriminalitet affejes, fordi det går imod politiske interesser, eller endda stiller spørgsmålstegn ved hele de retoriske kasteller som nogle politikere bygger op, vidner det mere om at der er nogle der ikke tør have en kritisk autoritet at skulle stå overfor, end at humaniora i sig selv har trukket sig op i et eller andet elfenbenstårn.
Er der nogen statistikker til at underbygge dette? Lyder mest som en enkeltpersons opfattelse snarere end en reel undersøgelse og analyse
Hvis nu russerne og kineserne begyndte at drage vild fordel af humanister, først der ville en taber regering som den danske gå op i det. Så er den lækre sikkerhedsliggørelse på plads!
Ja.
Jeg kan desværre lidt for godt nikke genkendende til at humaniora kan være for indforstået og elitært. Jeg har en del venner der har studeret forskellige former for humaniora på universitetet, og de har bare et kæmpe kommunikationsproblem.
Jeg tror dog ikke det indforståede er et unikt problem – programmører er også meget indforståede, men når der så kommer nogen og spørger “hvorfor er det egentligt at vi har 1000 af jer ansatte”, så kan man gestikulere vagt i retning af et produkt.
Nogle dele af humaniora tror jeg heller ikke har problemet – pædagogik, f.eks. Men når man tager listen af [bachelor uddannelser fra det Humanistiske Fakultet](https://hum.ku.dk/uddannelser/bastudier/) så er der en del hvor jeg tror de vil have svært ved at forklare hvorfor de er vigtige og praktisk brugbare.
Når der så kommer forskning ud derfra er kommunikationsniveauet så lavt at det er til grin. Der virker tit til at være mere fokus på at få smidt nogle fancy ord ind end rent faktisk at se på hvordan man får kommunikeret på en måde der er brugbar. Og det er man nødt til, for man kan ikke pege på et andet produkt end kommunikationen.
De sidste to paragraffer i læserbrevet rammer lige på.
Synes det er et symptom på at samfundet er ved at hele igen. Humaniora har sin plads, men når det udvikler sig til forrådelse, så er det godt, der bliver sat en stopper for det.
Udhulning
Så er den skåltale da vist også skrevet!
Humaniora dækker som begreb over rigtigt meget, og uddannes dele af kandidaterne til udbredt arbejdsløshed, jammen så skal der skæres.
Det er fint at der er en andel af den Danske befolkning som kan skelne mellem Ioniske og Doriske søjler, men hvis anvendelsen ikke kan omsættes til et levebrød er det overflødigt.
For uddannelses systemet er ikke et vi har råd til at indrette efter hobbier.