Come madre di un bambino in cura psichiatrica, sei sola e abbandonata

Det er man også tit som patient i psykiatrien. Især hvis man lider af noget der ikke er så hyppigt. Det er utroligt hvor dårlige vi er som land til at tage os af de psykisk syge og udsatte.

Bevares, vi er bedre end mange andre lande men ved hvor ondt det gør hvis man sidder med psykisk sygdom men ikke kan modtage behandling andre steder end den anden side af Danmark, eller det man har er invaliderende men ikke “vigtigt nok” eller “velkendt nok” til at man kan komme i behandling.

Hvad så som far. Er det anderledes?