I dati elettorali mostrano una distanza nettamente maggiore tra le aree rurali e quelle urbane
Le cifre relative al blocco rosso e blu mostrano che la polarizzazione geografica cresce agli estremi. Nelle aree rurali, il vantaggio del blocco blu rispetto al blocco rosso è cresciuto da 6,7 punti percentuali a FV22 a 12,8 punti percentuali a FV26. Nel centro della città lo sviluppo è andato in direzione opposta: qui il vantaggio dei blocchi rossi è cresciuto da 33,2 a 34,0 punti percentuali. E se si considerano gli isolati singolarmente, il divario tra il distretto rurale e il centro della città è diventato più ampio sia per gli isolati rossi che per quelli blu. La Danimarca quindi non è divisa solo politicamente e geograficamente. La Danimarca è diventata semplice politicamente geograficamente divisa.
https://valgtal.dk/analyser/valgkloeften-bestaar-fv26-foelger-i-fodsporet-af-kv25
di mloDK
6 commenti
Den nye kampplads kommer helt bag på mig, det vil vel betyde valgløfter til disse områder?
“Mindre byer og parcelhusområder er ikke bare et mellemrum mellem land og storby. Det er blevet en egentlig politisk kampplads. Rød blok er fortsat størst, men forspringet snævrer ind, og blå blok rykker tættere på. Det gør dette område særlig interessant, når yderpunkterne (landdistrikt og storby) bliver mere polariserede. Det er her, vælgerne i højere grad kan flytte sig mellem blokkene, og det er her, store nationale forskydninger vil vise sig først.”
.
Det giver ikke mening at tale om blå eller rød blok. Det er de røde byer der finansierer gildet, så den klassiske højre/venstre-dikotomi giver ingen mening.
Budskabet er, at landdistrikterne vil beholde alting som det var – konservativt nok, OK – men det er byboernes røde og postmoderne succes, der skal betale for det. Og det der med at leve for andre folks penge er nu ikke blå filosofi. Det er populisme uden farve. Lidt brun og sort, måske.
Det er åbenlyst for alle, at ingen blå partier har realistiske bud på hvordan man skaber selvbærende vækst derude. Kræve og brokke sig, det kan de. Men komme med konstruktive ud-af-boksen-forslag til at skabe stærke og levedygtige landdistrikter – not so much.
Det er en uudholdelig diskurs med jernmarker og selvynk og det skaber grobund for alle mulige mærkelige og udanske os/dem-tankesæt og *det kommer fra den blå side* og slet ikke fra røde mænd i kjoler eller trans-kvinder i elitesport. De sidstnævnte er formentlig kreative skafferdyr, der betaler en formue i skat og forbruger på livet løs i 2100 og skaber omsætning og dynamik.
For nej, når vi skrottet møllerne og jernmarkerne og fjernet alle farvede fra markerne for at tilfredsstille den Morten Korchske folkesjæl, så er landbruget stadig ikke fremtiden. I forhold til tilskud fra EU og staten, kapitalinvesteringer, -intensitet og lav beskæftigelse er det en gigantisk underskudsburger.
Tragisk at vi har skabt et land, så centraliseret, at det kun giver mening at bo i de store byer.
Det er sgu stærkt interessant læsning!
At parcelhusene er den moderne politiske kampplads, og der hvor stemmer kan flyttes, ser man også i USA.
Burde man flytte hovedstaden til Jylland? Et sted omkring trekantsområdet, udnytte det eksisterende jernbane og motorvejsnet.
Det ville kunne flytte rigtigt mange statslige arbejdspladser, samt diverse hovedsæder, industrier osv der naturligt vil være tæt på statsapparatet. Det ville også afhjælpe bolig manglen i København og sikre at udviklingen bliver mere jævnligt fordelt i Danmark
Jeg er egentlig ikke synderligt overrasket. Socialdemokratiet formåede ikke at genvinde stationsbyerne, og stemmerne er blevet spredt ud til sikkert SF, DF, eller andre partier, der lige kan samle nogle afarter af tidligere socialdemokratiske vælgere op.
Det der er mere interessant, for mig at se, er hvad der kommer til at ske med venstrefløjspolitik, i takt med at det, tidligere SF-formand Sigurd Ømann kaldte “ligusterfascismen” igen fremblomstrer. Det virker ikke til, at det nødvendigvis er den mest holdbare taktik for folkesocialister og socialdemokrater (eller Enhedslisten, for den sags skyld,) at ville forsøge at være familiepartierne. Det slår ikke nødvendigvis solidt igennem i middelklassen.
Enhedslisten vedtog allerede sidste år, på årsmødet, at klassebegrebet skulle centreres i partiets politik, men det er ikke rigtig nået dertil i denne og sidste valgkamp. Men kunne man forestille sig at partier som Enhedslisten og SF, eksempelvis, bliver mere fokuseret omkring fagforeningsspørgsmål, lejerrettigheder, arbejdsmarkedsvilkår, rettigheder, osv. osv. end tidligere, for ikke at tale om diverse forsøg på at afbløde den skæve udvikling mellem rurale og urbane områder? Det tror jeg. Måske begynder man endda at se partierne lave center-periferi-analyser igen, som i halvfjerdserne.