Quando le donne falliscono, è colpa del patriarcato. Quando gli uomini falliscono, è colpa loro

Man kunne også lave overskriften: når kvinder mistrives, er det patriarkatets skyld. Når mænd mistrives, er det patriarkatets skyld.” Patriarkatet er ikke lig med “mænd”, så den sidestilling der er noget skæv i mine øjne.

Det er jo patriarkets skyld at alle køn mistrives.

Der er, rent idéhistorisk, borgerlig-patriarkalske kønnede idéer om den “ægte” mand som patriark, som en stoisk type, der ikke lader sig påvirke, der ikke har følelser udadtil, og som kæmper sine egne kampe, osv. osv. Det ser vi også i sprog, med begreber som “tøsedreng,” altså, at manden feminiseres, fratages sin mandlighed, når han ikke er tapper nok, eller taler for åbent om sine følelser. Den franske teoretiker og filosof Simone de Beauvoir var inde på det i *Det andet køn*, eksempelvis. Men også Judith Butler har bidraget til forståelsen af mandekønnet, bl.a. i *Kønsballade*, hvor netop det der gør én til mand, det at “performe” en mand, også undersøges som led i hvad, der er med til at undertrykke mænd.

Skribenten rammer derfor hovedet på sømmet når hun skriver:

> Den egentlige udfordring er en anden. *At vi mangler et fælles sprog for at forstå køn som en faktor, der kan skabe ulighed i flere retninger på én gang.* Det kræver, at vi kan holde to tanker i hovedet samtidig: At kvinders ligestilling fortsat er et uafsluttet projekt – og at drenge og mænd samtidig i stigende grad oplever systematiske udfordringer på andre områder.

Det handler om sociale strukturer og indlejrede ideer, om ideologi, i begrebets marxistiske betydning (som hos Zizek,) og det er derfor vigtigt, at vi flytter fokusset på mænds problemer, til den borgerlige individideologi, til en kritisk forståelse af samfundets relationer.

Er der nogen kvinder, der nogensinde har accepteret, at de selv er en del af patriarkatet, eller er det blot noget vi leger?

hvor vover du at udpege det åbenlyse. Det kan vi altså ikke lide