Sette insegnanti su dieci ritengono che la quantità di considerazioni speciali per gli studenti abbia preso il sopravvento. Gli insegnanti devono tenere traccia di troppi accordi speciali, e questo va oltre sia l’insegnamento, l’ambiente di lavoro degli insegnanti e la comunità nella classe, mostra un nuovo studio.
https://www.folkeskolen.dk/ny-undersoegelse-laerere-drukner-i-for-mange-saeraftaler-med-eleverne/?fbclid=IwY2xjawRoFLNleHRuA2FlbQIxMABicmlkETFacUQzN0ZnYmRkclVFa2w2c3J0YwZhcHBfaWQQMjIyMDM5MTc4ODIwMDg5MgABHpwePfhmMAp93Eumar_j0hvlgUNgq-9xbxc_OMYkrNgKaoFwKsBaPkVVncS9_aem_f3JXcSxT0MnoTNAzEmgbkA
di Cosmos1985
23 commenti
Lærere skal forsøge at sejle et krydstogtskib med en spiseske.
Det er så rigtigt. Min kæreste har undervist en dreng som havde en aftale om at han måtte bruge sjippetorv midt i undervisningen, fordi han havde adhd. Altså… det er gået for vidt med de hensyn..
Jamen enig (med overskrift såvel artikel). Jeg tror, vi er mange lærere, der ganske enkelt har sagt farvel til folkeskolen, fordi selve kerneopgaven er blevet en lille, bitte biting ved lærerjobbet. Eller rettere: det som burde være kerneopgaven.
Heldigvis er der mange andre spændende jobs til lærere, men min erfaring siger mig, at det er de dygtigste kollegaer, som søger væk fra folkeskolen disse år, bl.a. på grund af det, som artiklen sætter fokus på.
Sådan har jeg det faktisk også, bare det at skulle tage en kage med på job.
Nogle har glutenallergi, nogle spiser ikke kage og vil have et sundt alternativ, nogle kræver det der med økologiske æg, andre at mælken er uden det der med B..
Jamen jeg orker ikke.
Alle de særhensyn. Jeg bliver så drænet.
Det er virkelig god men også skræmmende læsning. Det er utroligt hvad moderne forældre forventer af en lærer i en klasse. Det er skammeligt. Der er virkelig sket et skifte hos den nye generation af forældre. De er langt mere fokuserede på deres egne eller deres barns behov og der er en langt lavere grad af opmærksomhed på fællesskabet. Der er en konstant skuen indad og en nærmest komisk mangel på forståelse for hvordan man skaber et ordentligt fællesskab. Når man er ude i samfundet, om det er skolen, arbejdet, legepladsen, togstationen, så er det altså fælleskabets regler der bør stå øverst.
Og stakkels de børn der vokser op og vender sig til, at verdenen omkring dem skal bøjes efter deres behov – de får sig godt nok en overraskelse når de rammer arbejdsmarked og eller højere uddannelse. Det er absurd at tro at det er til de fleste børns fordel at blive pakket ind på den måde. Hvordan skal en lettere nervøs ung person lærer at præsentere eller tale foran andre, hvis de ikke bliver tvunget til det en gang imellem og lærer at det er helt ufarligt? Deres forældre gør dem virkelig ingen tjenester, det er skammeligt.
>Lærerne og børnehaveklasselederne skal for eksempel huske på, at en elev har en aftale om at ”slippe for at skifte fra udesko til indesko”, en anden ”skal have mulighed for at beholde sin telefon”, selv om skolen er mobilfri, mens en tredje ”selv må bestemme, hvor han/hun ønsker at sidde”.
I debatter om folkeskole, undervisningssektor generelt, er der mange, der gerne vil projicere enhver problemstilling ned til noget med “nedskæringer”, “utilstrækkelig bemanding” osv. Mange krumspring for ikke at konfrontere spørgsmål om holdning, kultur, disciplin. Er det her noget der kan løses med flere penge?
Jeg er er enig i at forventningerne til at man kan få specialaftaler og specialhensyn er steget afsindigt meget.
Når det så er sagt, så synes jeg også at hele skoleregiet er blevet for svagt med at give efter for disse “krav”.
Vi må jo starte et sted, det sted kunne vel være ved læreren selv som simpelthen siger nej til de her specialhensyn. Hvis ledere så påtvinger en at tage de her hensyn, så må man jo gøre det under protest. Jeg synes dog godt man kan begynde at sige fra og tage en fin samtale med forældre om hvad man kan forvente og kræve i den almene folkeskole, ellers bliver det nemlig skruen uden ende.
Jeg synes, dette her citat siger det meget godt:
”Jeg kan godt mærke, at inklusionsdagsordenen er rykket op i folkeskolen. Mange af de omtalte elever ville ikke have gået i en almen skole for fem år siden. Elever med angst eller skolevægring kunne vi have fanget tidligere og undgået den situation, de er havnet i.”
Det er nemt at sige, at det er gået over gevind, men hvad er alternativet til særaftalerne? At børnene så ikke kan komme i skole fx?
Der kunne jo være, at man skulle finde nogle mere bæredygtige løsninger, for børn som har det svært på den ene eller anden måde, skal jo ikke udelukkes af fællesskabet. Da min far startede i skole i starten af 60’erne var han syv år gammel og gik i en almindelig klasse med 14 elever i alt. Da jeg startede i skole i starten af 00’erne var jeg fem år gammel, og vi var 24 elever i klassen. Ja, jeg siger det bare…
Det er lige præcis argumenter, jeg bruger, i disse dage, da jeg vil have min datter ud af almen undervisning. Hun skal ikke deltage på en række særregler, bare for at være der.
Undervisning af hende er ikke-eksisterende, mens tiden de bruger på at forsøge, er spildt, og tages fra de øvrige elever.
Hun er 10 år og har Infantil Autisme.
Hun bruger mere tid på pauser udenfor klassen.
Alligevel vil ledelsen indkalde til endnu et inklusionsråd velvidende, at datter kæmper for at overleve dag for dag.
Da jeg bad dem om at lave en underretning, fik jeg at vide, at de da lige skal vende det med inklusionsvejleder 🤦
Det er synd for lærerne også. Vi forsøger at hjælpe dem af med udfordringen, mens ledelsen fastholder sig retten til at “forsøge andre tiltag”, alm inkluderer lærerne og til at “se tiden an”.
Når børnene, som tydeligvis ikke passer ind i den almene skole, tvinges til det, er der ikke noget at sige til, at udviklingen ser ud, som den gør.
#fejlslageninklusion
#ekskluderinklusion
Da jeg var lærer havde jeg en klasse med 5 børn som skulle tages ekstra hensyn til. Det betød, at jeg havde 5 handlingsplaner jeg skulle sørge for imens børnene lyttede til en e-bog i 10-15 minutter. Hvis der havde været én eller flere konflikter henover pausen, så skulle de selvfølgelig også behandles. På samme tid, skulle man også gøre klar til undervisningen. Jeg var nød til at droppe egne pauser og komme tidligt på arbejde for nogenlunde at nå det. Spørg mig, hvorfor jeg ikke er lærer længere…..
Som en der havde det rigtig svært da jeg selv gik i skole, dengang der ingen hensyn blev taget, synes jeg det er godt der er kommet opmærksomhed diversitet og særlige behov.
Men… jeg synes det er gået alt for vidt.
En del af dannelse er også at lære hvordan man tilpasser sig og fungere i et fællesskab, og at der skal sluges kameler, ellers ender du ud som et menneske ingen kan holde ud at være i selvskab med fordi alt handler om dig
Der var engang en simpel løsning
Jeg tror desværre at alle de hensyn ikke er med til at gøre vores børn stærke.
Nu er det sådan at når man er ved at gå på pension, så kan man få et skånejob. Men jeg tror at skånejpbbet også vil blive udbredt til de nye unge som skal prøve hvordan det er at starte på en arbejdsplads. Jeg tror mange oplever det som en voldsom overgang fra skole til job.
Der hvor jeg er leder, forsøger vi at droppe særaftalerne i vid grad, og egentlig ændre formen for vores standard undervisning.
Visuel understøttelse, nedbrydning af opgaverne i mindre dele, faste grupper, faste pladser, gode ugeplaner, klar forberedelse af ting, som skal ske. Den eneste ting er mulighed for pauser, når det hele lige bliver for meget.
Men alle disse ting, er der rigtig mange børn som oplever som god understøttelse af deres skolegang.
Det tager 90% af rigtigt mange ting. Så måske det bare er vejen frem.
Har en dreng med ADHD som skal have medicin i skoletiden samt har en time midt på dagen for at hans hverdag kan hænge sammen. Vi har ikke super meget bevægrum for han er ikke så “dårlig” at han skal i special tilbud men kan ikke klare en hel dag. Så han har specialaftaler også for de andres skyld.
Så på listen kan vi nok tjekke fem punkter af vi har en aftale om, ellers er konsekvensen at han brænder sammen eller ikke kommer afsted.
Så fordi han skal inkluderes må vi lave aftaler, jeg bille hellere at skolen kunne rumme ham uden at han skulle være anderledes.
Jeg kan virkelig godt forstå, at lærerne drukner i særaftaler.
Jeg kan blive lidt ked af det på børnenes vejne, når en lærer i artiklen omtaler det som “unødvendige” særaftaler.
Jeg tror, det er meget rigtigt, når der peges på, at det blandt andet handler om, at nogle af de børn, der er inkluderet i almene klasser, tidligere ville have været i specialklasser.
Jeg kan være bekymret for, hvordan de børn vil trives, hvis man konsekvent skærer ned på særaftalerne.
Jeg tror, at det med at drukne i særaftaler, kalder på at man – i en perfekt verden – gentænker hvordan en skoleklasse og en undervisningstime skal sammensættes. Både ift antal elever, men også i forhold til skolekultur. Måske kunne hele klasser profitere af at der var færre elever i klassen, flere planlagte pauser, mere tid (og ro) til spisning, eller hvad ved jeg. Man kan måske ikke helt eliminere behovet for særaftaler, men hvis der var ressourcer til at tage det alvorligt at inklusion egentlig betyder “plads til alle” mere end “plads til det inkluderede barn, hvis særregel xyz” så kunne man måske komme af med visse særregler.
Jeg kunne også drømme om, at der var laaaaaaangt flere ressourcer ved PPR – så nogle psykologer eller andre fagpersoner evt. kunne rådgive ift hvilke særregler, der er hensigtsmæssige og hvilke der ikke er. Fx synes jeg det må være soleklart, at der er særaftaler ift medicin og allergi. Men ikke nødvendigvis klart, at det er for barnets bedste, at man sørger for at de ikke hører eller ser noget bestemt.
Men det er nogle dyre løsninger, som jeg ikke reelt tror på kommer til at ske. Så jeg synes det er svært at forestille sig, hvad en god og samtidig realistisk løsning egentlig kan være…
Altså… jeg er lærer… man kan jo godt sige nej…. altså hvis der kom nogle forældre og spurgte om Emil måtte spille på blokfløjte i mine timer for at koncentrere sig, ville jeg da sige nej. I må finde på noget andet, jeg har 24 andre børn jeg også skal tage hensyn til.
Og det forstår man så sandelig godt. Ud med inklusion.
Jeg sidder og undskylder til møderne at der er hensyn mit barn har behov for at skulle have. Men skolen vil ikke sende mit barn i specialskole🤷 Det er jo ikke lærernes skyld, men hvor er det synd for dem alt det de skal tage hensyn til hele tiden😔
Jeg er begyndt at hælde til at problemet er at skolekonceptet er for uambitiøst. Jeg havde ingen særhensyn da jeg gik i skole, og jeg sad stille. Men jeg sad også bare hundredvis af timer og kiggede ud i luften uden at høre efter. Så jeg var parkeret. Det tog jeg ikke skade af, men er det virkelig ambitionsniveauet?
Jeg kunne godt tænke mig en skole hvor de allermest grundlæggende færdigheder – læse/skrive/basal regning- fyldte nogle få timer om ugen, hvor det var i meget små niveauinddelte hold. Resten af tiden kunne så bruges på mere fri leg med f.eks. et åbent sløjdlokale og en åben matematik-cafe. Hvor børnene meget mere kunne vælge.
Jeg synes det vi længes tilbage til, er dødkedeligt og uambitiøst. Skolen var for mig 90% spildtid indtil jeg begyndte på universitetet, hvor jeg endelig fandt oprigtigt interesse og begejstring.
Folkeskolen er desværre gået hen og blevet en børnehave for forkælede forældres børn mere end en undervisningsinstitution.
Hvad var der egentlig galt med det der var før inklussionshelvedet?
Jeg forstår godt at man kan have behov for hjælp til medicin og toiletbesøg i de mindre klasser, men at man ligefrem skal fritages for fremlæggelser, at blive spurgt eller visse klassekammerater (wtf??) er fuldstændigt hul i hovedet.
Er pointen lige præcist ikke, at selv børn med vanskeligheder skal lære at *mestre* svære omgivelser og situationer? Skolen er halvdelen af deres verden, en slags bobbel hvor de kan lære at begå sig i den virkelige verden, og når tiden kommer til at være derude på egen hånd kan man ikke blive fritaget for alt muligt.
Hvis de er så dårlige at de ikke kan indgå i helt almindelige, lav-risiko sociale og faglige kontekster, er folkeskolen nok ikke det rette sted for dem.
Nogle af de her særregler er jo absurde.
”Fri for at fremlægge mundtligt i klassen’
”Fri for at blive spurgt af læreren”
”Ingen lektier for”
”Må ikke se eller hører bestemte ting/emner”
Jeg er med på det er lidt mere nuanceret, og nogle børn kan have angst osv der gør, at de måske ikke har det så fedt ved at stå og fremlægge foran hele klassen. Men det ender jo med, at blive nogle vattede mennesker hvis man bare kan sige ‘Det gider jeg ikke” også må læreren bare acceptere det?