I giovani sognano un gruppo di bambini, ma qualcosa li preoccupa
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2026-07-17-unge-droemmer-om-en-boerneflok-men-noget-spaender-ben
di AageBrodtgaard
I giovani sognano un gruppo di bambini, ma qualcosa li preoccupa
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2026-07-17-unge-droemmer-om-en-boerneflok-men-noget-spaender-ben
di AageBrodtgaard
37 commenti
Jeg har i hvert fald droppet den biologiske drift om at få børn, da jeg indså at jeg ikke kunne give dem samme tryghed og stabilitet i bare nogenlunde samme middelklasse som mine forældre gav mig grundet de evige prisstigninger, forringelser af vores offentlige sikkerhedsnet og huspriser som er eksploderet over hele landet.
Og mine forældre var ikke engang højtuddannede.
>For danske unge er det i hvert fald ikke lysten, der mangler.
Det viser et studie med deltagelse af godt 20.000 kvinder og 11.000 mænd mellem 20 og 28 år.
Blandt dem ønsker otte ud af ti at få børn. De fleste vil gerne have to-tre børn, og det første barn skal komme sidst i 20’erne.
—-
Der er blandt danske unge et udbredt ønske om at få børn, og den andel, der ikke ønsker det, ligger nogenlunde stabilt i forhold til tidligere undersøgelser, siger professoren [Cecilie Ramlau-Hansen].
[](https://nyheder.tv2.dk/samfund/2026-06-25-unge-er-besatte-af-bekymrende-hudtrends-og-nu-har-det-et-navn)
Jeg er også selv, delvist faldet i den tro, at der var et fald i andelen af dem der ønsker at få børn. Jeg var i noget omfang overbevist af at nogle mener at den større frihed og muligheder for dit og dat, man kan have uden børn er blevet så meget bedre de seneste generationer, at man fravalgte børn. Det virker imidlertid til at unge gerne vil have børn – og mon ikke de så bliver ved med det, i en verden hvor behandlingsmulighederne for ringe fekunditet bare bliver bedre og bedre.
>Det hele handler om at få viden, så vi kan blive klogere på, hvilke indsatser der kan øge fødselstallet, siger Cecilia Ramlau-Hansen.
Jeg forstår ikke at professoren synes det er vigtigt at vide, hvilke indsatser der kan øge fødselstallet. Viden i sig selv om unges ønsker, er da rigeligt.
Dyre hjem, stigende fødevarerpriser, pensionsalder på 74+, klimakrise, usikkerhed på arbejdsmarkedet og ingen vilje og lyst til at ændre på ting, som kunne få det til at fungere bedre for børnefamilier (arbejde hjemmefra, 4 dages arbejdsuge, fleksible timer, udbygning af infrastruktur så folk kan bo tættere på deres arbejdsplads og dermed bruge mere tid med familien).
Vi mangler boliger
Vi mangler fleksibilitet i arbejdslivet
Nok de to største udfordringer
“Fra vi har spurgt de unge, til de kommer igennem deres reproduktive alder, sker der sandsynligvis et eller andet, som vil efterlade et gab mellem ønsker og realitet.
– Hvad det er, der sker, skal vi undersøge. Det hele handler om at få viden, så vi kan blive klogere på, hvilke indsatser der kan øge fødselstallet, siger Cecilia Ramlau-Hansen.”
Mit gæt er at arbejdstiden betyder noget. 2 på fuld tid kan være virkelig voldsomt.
“Er det klimakrisen, krig i verden, uddannelsespres, boligmarkedet, økonomi eller faldende frugtbarhed?”
Det kunne også være den efterhånden dominerende negative fortælling omkring forældreskabet, som er med til at skabe et narrativ om, at det er hårdt pga. klimakrise, krig i verden, boligmarkedet, økonomi og faldende frugtbarhed. Måske der bare skal nok så simpelt til, som et fokus på, hvor fedt det er at være forældre i stedet for hvor hårdt det til tider kan være.
Dermed ikke sagt, at ovenstående problematikker ikke er reelle. Men de får godt nok lov til at fylde meget i forhold til de positive historier.
Jeg er overbevist om, at en stor del af unges tilbageholdenhed skyldes, at middelklassen har sat en (for) høj standard for, hvad der materielt kræves for at få børn, og at alt derunder anskues som mere eller mindre utilstrækkeligt og urimeligt over for børnene.
Og så ender vi med at holde hele den menneskelige eksistens oppe på, hvorvidt den kan opretholdes under akkurat samme slags historisk og geografisk meget snævre forhold, som man har haft her de sidste 60-70 år. Jeg finder det grundlæggende skabagtigt.
Der er en dokumentar på YT der hedder “The Birthgap” der handler om fødselskrisen.
Han gennemgår al mulig statistik. Sjovt nok får folk der har børn lige så mange børn som de havde for få årtier siden. Det er bare færre, der får børn overhovedet.
Jeg synes der skulle kigges på at give offentlige institutioner og skoler flere midler. De er så udmalkede at jeg synes det er svært at retfærdiggøre at sende sine børn derhen.
Derudover burde der også kigges på arbejdsvilkårene for småbørnsforældre, f.eks. arbejdstid og børnenes sygedage.
Umiddelbart er der to grunde til at personer der vil have børn ikke får det. De har ikke råd eller de føler ikke de har tiden til det.
Så hvordan løser vi det? Det er vel ret simpelt. Vi sænker arbejdsugen/får flere ugers ferie om året (gerne begge, samme løn selvfølgelig), vi øger mængden for barsel (Kig gerne mod Sverige), ubegrænset barns sygedage, billigere boliger, højere boligstøtte til personer der bor i almene boliger.
Osv. osv.
>Ingen ved præcis, hvorfor kvinder og mænd i stigende antal udskyder at få børn eller forbliver barnløse.
Ingen?
Stressede dyr boller ikke, det kan enhver zoolog da fortælle.
[Oxford University studie -](https://academic.oup.com/abm/article/59/1/kaaf007/8042878)
Alt er dyrt og usikkert nu, og krav til forældre er rekordhøje.
Da jeg var lille, kunne jeg få lov til at gå udenfor på ubestemt tid uden en telefon, uden min mor vidste, hvor jeg var. Jeg skulle bare komme hjem, når lygtepælene blev tændt.
Kan knap nok overskue tanken om at skulle tage vare på mig selv nogle dage, da slet ikke et barn oveni hatten, stress, dårlig løn og et skidt jobmarked indenfor software udvikling, det skriger ikke ligefrem stabilitet i min hverdag
I can’t wait to have kids with the prices of things, or not being able to own a home!
Til folk som er bekymrede for færre børn, så har Acemoglu et al smidt et nyt paper på gaden:
[https://www.nber.org/papers/w35401](https://www.nber.org/papers/w35401)
>The secular decline in birth rates across the globe over the past seven decades has slowed population growth, raised average ages, and reshaped labor markets and the macroeconomy. Contrary to the widespread expectation that these trends hamper economic growth, we find lower birth rates are associated with higher growth in GDP per working-age adult across countries and higher wage growth across US commuting zones, with no negative impact on aggregate GDP or earnings. These patterns are not explained by educational upgrading, rising female labor force participation, the declining importance of agriculture, or neoclassical-Solow mechanisms. We argue that they reflect the endogenous, labor-saving response of technology to the scarcity of younger workers. Consistent with this interpretation, countries and regions with lower birth rates exhibit more labor-saving patents and growing high-tech activity. There is also higher TFP growth across countries and industries. Exploiting cross-country variation in WWII military and civilian deaths, we find that declines in younger population, rather than population size per se, drive our results.
Udoverde overordnede samfundsstrukturer strukturer, som økonomi, uddannelse, jobmarked, bolig osv. som mange nævner, så er der altså også en eller anden form for kultur inde over tror jeg.
Jeg er i start 30’erne og jeg synes jeg ser en del der stadig gerne vil leve “det unge” liv, hvor de realiserer deres interesser, fx karriere, sport, stort socialliv, rejser osv.
Livet som forældre kan så virke som fuldstændig anderledes, og ikke særlig attraktivt. Det at få børn tales også ofte om det man mister, i form af tid til en selv, end det man får. Men det ER også hårdt at være forældre i dagens Danmark.
Vores kultur med kernefamilie og hurtigt at flytte hjemmefra, plus den høje gennemsnitsalder for førstegangsfødende gør måske også, at man også står meget alene med ens børn, da bedsteforældre/søskende/anden familie ikke er så meget en del af at få hverdagen til at fungere. Jeg synes godt nok mange af mine bekendte står ret alene med det at være forældre, og det er godt nok benhårdt. Det sammenlagt et børnesyn/opdragelsessyn hvor forældre er meget mere involveret i deres børns liv end tidligere tider gør, at forældre er maks presset.
Mere deltid er nok den eneste løsning jeg kan se kunne rykke. Det kunne betyde noget for mig i forhold til at få flere.
Nu er vi yngre generationer også bare indoktrineret til et helt andet forbrug og (diskuterbart) ofre for helt andre omkostningstunge sociale pres. Dertil har mange en større vidensbase, som gør, vi måske kun tilvælger et enkelt barn for at kunne garantere et så uforsømt liv for det ene barn, som muligt. Altså, i stedet for at have flere børn, som ikke dækkes 100% på emotionelle eller materialistiske behov.
Og så er der hele verdenssituationen, som vi alt for ofte er alt for opdaterede på, hvor dagligt bombardement med dystopi, katastrofer, og pinsel i langt højere grad og med hyppigere frekvens, end tidligere generationer oplevede det, i sig selv kan være demotiverende for at sætte børn i verden.
Det meget simpelt. Hvis kvinder bliver langt mere uddannede og går efter karriere, så falder fødselsraten.
Fordi det er sjovt nok de steder hvor de ikke er, hvor der fødes børn.
Det jo en blanding af mange forskellige grunde.
I mit tilfælde er det udenlukkende økonomi og at finde en mand der faktisk gider tage ansvaret omkring opgaven så ikke alt hænger på kvinden fordi hun er Mor. Men især den med økonomien, det fraholder mig fra mange ting. Desuden er født fysisk handicappet i en mindre grad og har derfor svært ved at finde arbejde eller arbejde fuldtid.
Plus børnehave, bleer, mad , tøj osv er pisse dyrt. Derudover er det blevet sværere at finde arbejde, pensionsalderen er blevet forhøjet igen igen, det er næsten ligeså svært at finde steder at bo åga priserne.
Vi er også mere videne omkring hvor meget energi og ansvar børn egentlig kræver men også hvad fødselkomplicationer kan opstå.
Jeg er også pisse bange fordi kommunerne i min forstand har alt for meget magt. Jeg ville aldrig gøre ens barn fortræd eller noget. Men jeg har oplevet at folk fik fjernet fordi de havde adhd eller whatever. Deres fejlsager. Selfølgelig er der helt klart nogle som ikke skal have børn. Men der er bare kommet så meget ud de seneste år omkring hvor mange fejl der og hvor løsbaseret det er.
Som det sidste synes jeg det er vildt svært at finde mænd der gerne vil have børn i en yngre alder. Jeg føler tit mange af dem der virkelig gerne vil er i slut 30erne til start 40erne. Men kan også være jeg bare er uheldig😂
Gør det finansielt muligt at få børn under uddannelse. De fleste er først færdig i slut tyverne ind i tredverne, selv uden at have taget sabbat år. Hvis vi ønsker at komme op på 2.1 barn pr kvinde, må og skal vi gøre det muligt at få børn tidligere. Det skal være attraktivt ikke en livs hindring.
Jeg tænker, at en del af forklaringen på, at folk ikke synes, har råd, er uddannelses- og job”snobberi”.
Der bliver uddannet for mange inden for fag, der kun læses og tages som job i de store byer.
Vi bor i Vestjylland. Lærere begge to. Ca. 20.000 i rådighedsbeløb hver måned. 3 børn hvoraf 2 i skolen og 1 i børnehaven, der ligger 50 m fra skolen.
Samfundet mangler erhvervsuddannede, sygeplejersker, pædagoger, sosu’er, lærere. Men ak, de fleste vil hellere søge ind på uni.
Jeg er autist med ADHD, min barndom var enormt præget af mistrivsel grundet kommunen der nægtede mig den støtte jeg havde brug for. Det er ikke noget jeg vil byde et barn, da de børn jeg ville få, sandsynligvis får enten ADHD eller autisme.
Forstår ikke, at magthaverne på Borgen ikke forsøger at booste fødselstallet. Det er den bedste investering de kan lave.!
Der er masser af ting de kunne sætte i værk. Især på det økonomiske.
Freaking penge, bekymringer for fremtiden, forfærdeligt skoleudvalg, aula… Helt vildt så dårligt set har fungeret med 2 børn (det er selvfølgelig også lærerne og skolen der er en del af problemet her.)
Alt bliver bare mere besværligt og dyrt når du kommer over 2 børn.
Jeg tror folk har for høje krav til hvad det gode liv er.
De fleste kommentarer i tråden her tager også udgangspunkt i at man bor i København, som er dyre en end resten af landet. Ydermere er der historien om at det var bedre i gamle dage. Hvornår var det? Fattige 80’erne?
Jeg kigger mig omkring og det virker til at folk gerne vil have det fede job, men gerne kun 32 timer om ugen. Dog betalt som fuldtid. Gerne rejse 3-4 gange om året. Gerne 4 dage hjemme om ugen, men vil gerne også forfremmes hvert år.
Jeg tror at mange unge i dag stiller alt for store krav til det at få børn.
Min ældste bliver snart 30, jeg er 52.
Jeg var imellem uddannelser og min mand lige udlært i et håndværkerfag. Jeg kom aldrig igang med overbygningen og søgte job i et årstid inden det lykkedes.
Vi kunne købe et lille hus på 100 kvm, men havde ingen bil. Møblerne … tja sofaerne var mine forældres 30 år gamle lædersofaer, grimme og slidte, men de virkede. Køkkenbordet var et plastikhavebord med en dug over. Meget af tøj og legetøj til baby var barsels og dåbsgaver.
Der var ingen stor gender-reveal, intet babyshower, barnedåb var den absolut nærmeste familie og blev holdt hjemme i stuen.
Vi købte brugt babytøj.
Den næste kom 2 1/2 år efter.
Begge planlagt.
Her var jeg kommet i arbejde, dog ikke indenfor min uddannelse. Vi kunne købe en lille brugt bil. Da jeg fik job. arbejdede vi begge fuld tid, og min mand tog tit tilkaldevagter for at tjene lidt ekstra.
Begge unger stortrivedes og vidste ikke at vi nogle gange solgte flasker sidst på måneden. De vidste, at deres forældre elskede dem og passede på dem – og mere behøver små børn ikke.
Efterhånden blev vi bedre stillede, fik bedre jobs og kunne mere materielt. I dag hører vi nok til den højere middelklasse.
Nu får vores børn selv børn. De er begge veluddannede og i job og husker deres barndom som fantastisk.
Alt skal være tip top og helst nyt.
De skal bo flot og have nye biler.
Den ældste har lige renoveret et hus.
Ungerne skal have pænt tøj og legestativer i haven.
Der holdes kæmpe barnedåb med mange gæster.
For hvis skyld?
Ikke ungernes i hvert fald. For de vil bare gerne mærke at de er elskede og passet på.
Så tilbage til min indledning. Mange unge idag tror at alt i livet skal være perfekt inden man får børn. Man skal helst bo i stort og flor hus, holde stort bryllup mv.
Hvem har lyst til at sætte børn i verden, for at de kan få det samme eller dårlige forhold som en selv?
Sådan som verden er skruet sammen pt, så betyder det at hvis du ikke er født ind i en rig familie, så er du virkelig dårlig stillet resten af dit liv.
Hvis jeg får en lejlighed, vil jeg føde tre børn til den danske stat inden for de næste tre år
Det er absurd at vi ikke laver en skat på barnløse. Ja det er reelt ikke noget man altid selv er herrer over,.men barnløse nyder godt af flere fordele økonomisk som folk med børn ikke har, og alligevel skal de passes og plejes når de bliver ældre på lige vilkår medd folk der har erstattet dem selv på arbejdsmarkedet.
Altså vi ville i princippet gerne have et barn mere, men har simpelthen ikke luft i økonomien til endnu en vuggestue regning på nok 3000 kr md. Betaler allerede næsten 7000 pr måned bare til institutioner. Og så er der alt det andet, evt større bil, større bolig (vores 2 børn deler i forvejen værelse). Lejeboliger er også blevet dyrere og mens vi sparede op til huskøb blev boliger i vores by væsentligt dyrere end hvad opsparingen kunne følge med, så for os er det næsten udelukkende et spørgsmål om økonomi.
Hvis jeg havde penge, et hus med plads, mere tid så de ikke behøvede at være i institutionen så mange timer om dagen og dage om ugen, og vi ikke hørte om krig og klima konstant… Så havde jeg nok haft flere børn, og jeg havde nok også fået dem en del tidligere.
Jeg er ved at dø af stress over de to jeg allerede har valgt at lave.
Det hele er dyrt og ustabilt, vi har alle for travlt til rigtigt at leve og fremtiden virker usikker ❤️🩹
hvad mon det kan være.
forkælelse er nærmere problemet, tidligere generationer har haft hårdere odds og fået børn uden at pive.
Personligt skyldes det flere ting:
– Angst for at skulle føde og være gravid, samt kompilationer efter fødsel.
– Alt er for dyrt og jeg kan slet ikke se hvordan jeg nogensinde får råd til et barn/børn
– Pres ift uddannelse og at skulle igennem systemet og et alt for højt stress niveau.
– alt for dyre boligpriser som knap nok kan betales. Kan ikke se hvordan jeg skal finde plads til et barn når der kun er råd til en etværelses.
– Jeg vil gerne nå at opleve livet og føler at jeg går glip af mange ting ved at få børn
– utroligt elendigt datingkultur hvor alle er useriøse og ingen bruger tid på at lære hinanden at kende. Det er swipe væk kulturen som desværre har ødelagt vores datingkultur. Folk har for travlt med sig selv og det er for nemt at gå videre til den næste når de ikke længere finder den første person interessant.
Hold nu bare kæft og knep. Vi har alle dage knaldet os igennem alle kriser og fået børn så vi kan holde samfundet kørende.
Hiisen Far til 3 der fandme også syns det hele er for dyrt.
Hvis du har en drøm om en flok så få en flok mand ❤️
31 her og ingen børn. Jeg var åben for ideen men har ikke mødt nogen endnu jeg gerne ville have børn med. Hvis man ikke er heldig i sine 20er så er det svært. Må også indse nu at jeg enten skal finde en meget hurtigt eller skynde mig at få børn med en jeg lige har mødt hvis det skal give mening. Det er træls men det er ikke alle der er heldige.
Fordi vi har så mange ting at se til, så afhænger det ofte af om du møder en igennem skole/uni som du kan være i et forhold med. Når først man begynder på arbejdsmarkedet så bliver det utroligt svært fordi dating tager tid og det har man ikke meget af i dette stadie i livet. Dating apps har heller ikke fungeret og haft en meget negativ effekt så det er jeg stoppet med efter mange år. Er I stedet begyndt til aktiviteter jeg nyder for også at have muligheden for at møde en der. Men der er ikke mange af modsatte køn.
Hertil kender jeg flere i min situation som siger at det eneste valg vi har nu er dating apps eller date en fra arbejde.
Jeg føler simpelthen jeg lever for godt et liv til at få børn. Min kæreste og jeg har en fantastisk hverdag fyldt med træning, musik, psydeliske stoffer, kultur, venner. Living the fucking dream. I don’t wanna change that, Mette.