La nuova rete critica aspramente il comitato governativo: “È un suicidio assistito dallo Stato”

>- Erfaringer fra syge og døende er, at det ofte er de pårørende, der taler om dødshjælp, sjældent den syge selv. Dem, der arbejder med syge og døende, møder stort set aldrig ønsket.

>Det skriver netværket i en pressemeddelelse.

>Hospitalspræst på Rigshospitalet gennem 20 år og medlem af netværket, Lotte Mørk, deler oplevelsen.

>- Jeg laver ikke andet end at være sammen med mennesker på kanten af livet, der har mistet alt det, der giver os kontrol i livet. Alligevel ser jeg, at de både har mening og kan finde en eller anden form for lykke, siger hun.

>Netværket mener, at de syge i høj grad vil overveje aktiv dødshjælp for de pårørendes skyld.

Jeg synes “netværket” har nogle rigtig gode pointer. De er de færreste, hvis nogen, der oprigtigt og inderst inde ønsker at dø. Der kan være alle mulige andre incitamenter og bevæggrunde for at ønske døden, og begå selvmord – men det er ikke mennesker der er ved deres fulde frem.

Vi ser det med mennesker der er i deres følelsers vold, vi ser det ved mennesker der ikke ønsker at være til belastning for andre. Fælles for dem er, at selvmordet er en udefrakommende faktor, forstået på den måde at fx unge mennesker tænker “jeg er ikke god nok”, ældre mennesker tænker “jeg vil ikke være til besvær”.

Livet *kan* være godt for alle, også dødeligt syge og folk der har mentale eller fysiske smerter. Men det kræver vi investerer det rigtige menneskelige såvel som økonomiske i dem.