>56 procent af de unge, som for 10 år siden angav i Den Nationale Sundhedsprofil, at de oplever, de har et dårligt mentalt helbred, i dag er i arbejde. Til sammenligning er der 73 procent af de jævnaldrende, som ikke har oplevet mentale udfordringer, der er i arbejde.
Hvad mener i vi kan gøre for at få unge til at trives bedre? Personligt tror jeg 10-20 års skolegang med konstant karakterræs, forventningspres fra samfundet og sociale medier, er med til at forøge mistrivslen i betragtelig grad.
Læg hertil at folkeskolen, hvor de ressourcesvage børn ofte går, er så klemt økonomisk at der ikke er overskud til at tage sig af børn og unge med særlige behov.
Det er bare min femøre, hvad mener i?
Ellebellemig on
Måske er det bare ***Borgere*** med diagnoser og mistrivsel lukket ude af jobfesten…
Character_Fan_1150 on
Det er vel mest jobcentrene der kan takkes for det. Ikke kun fordi de ikke evner at skaffe jobs til de arbejdsløse, men fordi de konsekvent sparker på de borgere der ligger ned.
Artiklen benævner også jobcentre som problemet.
liquid-handsoap on
Vi laver sgu vores eget land. Alle os udsatte og udstødte. Ved i hvad, lad os besætte et område. Måske en gammel kaserne. Måske i københavn, ved vandet. Det ku satme være lækkert, så der var et sted til os alle os afstikkere. Hvad siger du? Subsidieres det med hashsalg? Ej det skal nok gå. Hvad fanden? Er der bander? Nej i hele hule helved nu skal jeg fortælle dig en historie
Alternative_Pear_538 on
> Jobcentret er et mainstream system
Jobcenteret? Mener du det sted som regeringen lovede at lukke, men derefter ikke løftede en finger for at fikse da de først var kommet ind? Mystisk at det stadig giver problemer. Normalt forsvinder samfundsproblemer da bare når man ignorerer dem.
spicyskinke on
Godt nok er det en del år siden jeg stoppede med at kunne kalde mig ung (med mindre 30’erne er de nye 20’ere) – men jeg var engang ung med diagnoser og mistrivsel, så jeg tillader mig at blande mig.
Mit udgangspunkt er dem der har diagnoser og/eller mistrivsel, men stadig gerne vil i arbejde/uddannelse
Noget jeg tror er en barriere for mange er, at rigtig mange jobs kræver uddannelse (det er værre nu end førhen, og jeg har svært ved at se at den tendens ikke skulle forsætte), og vores ordinære uddannelser er, næsten, umulige at tage på nedsat/halv tid, før man er gået 99% ned med flaget. Institutionerne er meget fleksible når man er kommet et stykke ind i sin uddannelse, men på det tidspunkt kan det være for sent. Personligt tror jeg vi ville kunne få en del i gang med uddannelse, hvis der, før uddannelsesstart, kunne indgås aftale om uddannelse på nedsat tid.
Måske misforstår jeg en del af artiklen, men jeg får indtrykket af, at det lidt virker som om, at der er nogle der prøver at genopfinde den dybe tallerken:
>Der skal simpelthen være en “oversætter”, som forstår både den unges situation og virksomhedens. – Hvis vi skal hjælpe, så skal vi se på, hvem der har relation og viden om de unge mennesker, så vi kan bruge det i en beskæftigelsessammenhæng. Så vi er i stand til at bruge dem som brobyggere ud til virksomhederne, lyder opfordringen fra Esben Kullberg.
De “oversættere” hedder jobkonsulenter, og både jobcentrene og erhvervsskolerne har dem – når det så er sagt, så synes jeg at Esben har fat i noget af det vigtigeste. Der bør, i min optik, skrues gevaldigt op for investeringerne i jobkonsulenter, således at unge (eller borgere generelt) med udfordringer, kun behøver at sige “jeg vil gerne i arbejde/praktik” hvorefter de, inden for kort tid, bliver tilknyttet en jobkonsulent der fungerer som tovholder (det er, basalt set, sådan det fungerer på jobcentrene, men der kan gå flere måneder, fra man har visitationssamtale, til at man kan blive tilknyttet en jobkonsulent og afholde opstartsmøde). Hvis vi vil hjælpe borgere, som, bland andet, har lidt et, eller flere, knæk i selvtilliden, i job, så tror jeg, at noget af det bedste vi kan gøre, er at vende ansøgningsprocessen rundt, og lade borgerne vælge blandt de virksomheder der er interesseret i at give borgeren et arbejde (eller en praktikplads hvis det er det borgeren søger).
TrainDesigner9571 on
Arbejdsmarkedet, for handicappede og mennesker med psykiske lidelser, er et minefelt. Oftest ender de her mennesker på evig offentlig forsørgelse, fordi ingen har lyst til at give dem en chance.
7 commenti
>56 procent af de unge, som for 10 år siden angav i Den Nationale Sundhedsprofil, at de oplever, de har et dårligt mentalt helbred, i dag er i arbejde. Til sammenligning er der 73 procent af de jævnaldrende, som ikke har oplevet mentale udfordringer, der er i arbejde.
>Derudover konkluderer [rapporten](https://bm.dk/arbejdsomraader/udgivelser/rapporter-publikationer/2024/status-paa-arbejdsmarkedet-juni-2024/), at unge, der selv vurderer, de er i mistrivsel og samtidig har en diagnose, har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Og flere er ufaglærte sammenlignet med unge uden målbare udfordringer.
Hvad mener i vi kan gøre for at få unge til at trives bedre? Personligt tror jeg 10-20 års skolegang med konstant karakterræs, forventningspres fra samfundet og sociale medier, er med til at forøge mistrivslen i betragtelig grad.
Læg hertil at folkeskolen, hvor de ressourcesvage børn ofte går, er så klemt økonomisk at der ikke er overskud til at tage sig af børn og unge med særlige behov.
Det er bare min femøre, hvad mener i?
Måske er det bare ***Borgere*** med diagnoser og mistrivsel lukket ude af jobfesten…
Det er vel mest jobcentrene der kan takkes for det. Ikke kun fordi de ikke evner at skaffe jobs til de arbejdsløse, men fordi de konsekvent sparker på de borgere der ligger ned.
Artiklen benævner også jobcentre som problemet.
Vi laver sgu vores eget land. Alle os udsatte og udstødte. Ved i hvad, lad os besætte et område. Måske en gammel kaserne. Måske i københavn, ved vandet. Det ku satme være lækkert, så der var et sted til os alle os afstikkere. Hvad siger du? Subsidieres det med hashsalg? Ej det skal nok gå. Hvad fanden? Er der bander? Nej i hele hule helved nu skal jeg fortælle dig en historie
> Jobcentret er et mainstream system
Jobcenteret? Mener du det sted som regeringen lovede at lukke, men derefter ikke løftede en finger for at fikse da de først var kommet ind? Mystisk at det stadig giver problemer. Normalt forsvinder samfundsproblemer da bare når man ignorerer dem.
Godt nok er det en del år siden jeg stoppede med at kunne kalde mig ung (med mindre 30’erne er de nye 20’ere) – men jeg var engang ung med diagnoser og mistrivsel, så jeg tillader mig at blande mig.
Mit udgangspunkt er dem der har diagnoser og/eller mistrivsel, men stadig gerne vil i arbejde/uddannelse
Noget jeg tror er en barriere for mange er, at rigtig mange jobs kræver uddannelse (det er værre nu end førhen, og jeg har svært ved at se at den tendens ikke skulle forsætte), og vores ordinære uddannelser er, næsten, umulige at tage på nedsat/halv tid, før man er gået 99% ned med flaget. Institutionerne er meget fleksible når man er kommet et stykke ind i sin uddannelse, men på det tidspunkt kan det være for sent. Personligt tror jeg vi ville kunne få en del i gang med uddannelse, hvis der, før uddannelsesstart, kunne indgås aftale om uddannelse på nedsat tid.
Måske misforstår jeg en del af artiklen, men jeg får indtrykket af, at det lidt virker som om, at der er nogle der prøver at genopfinde den dybe tallerken:
>Der skal simpelthen være en “oversætter”, som forstår både den unges situation og virksomhedens. – Hvis vi skal hjælpe, så skal vi se på, hvem der har relation og viden om de unge mennesker, så vi kan bruge det i en beskæftigelsessammenhæng. Så vi er i stand til at bruge dem som brobyggere ud til virksomhederne, lyder opfordringen fra Esben Kullberg.
De “oversættere” hedder jobkonsulenter, og både jobcentrene og erhvervsskolerne har dem – når det så er sagt, så synes jeg at Esben har fat i noget af det vigtigeste. Der bør, i min optik, skrues gevaldigt op for investeringerne i jobkonsulenter, således at unge (eller borgere generelt) med udfordringer, kun behøver at sige “jeg vil gerne i arbejde/praktik” hvorefter de, inden for kort tid, bliver tilknyttet en jobkonsulent der fungerer som tovholder (det er, basalt set, sådan det fungerer på jobcentrene, men der kan gå flere måneder, fra man har visitationssamtale, til at man kan blive tilknyttet en jobkonsulent og afholde opstartsmøde). Hvis vi vil hjælpe borgere, som, bland andet, har lidt et, eller flere, knæk i selvtilliden, i job, så tror jeg, at noget af det bedste vi kan gøre, er at vende ansøgningsprocessen rundt, og lade borgerne vælge blandt de virksomheder der er interesseret i at give borgeren et arbejde (eller en praktikplads hvis det er det borgeren søger).
Arbejdsmarkedet, for handicappede og mennesker med psykiske lidelser, er et minefelt. Oftest ender de her mennesker på evig offentlig forsørgelse, fordi ingen har lyst til at give dem en chance.