Sono esposti a minacce, molestie e violenze: ma la loro sicurezza non viene presa sul serio, sperimentano i politici locali

Som jeg skrev i min tråd om det samme i går, så er den slags fuldstændig uacceptabelt. Spørgsmålet er, hvad Hummelgaard et al. kunne finde på at gøre. Min bekymring er, at vi muligvis ender i overvågning af flere politiske miljøer, eller mere udbredt generel overvågning, flere kameraer i offentligheden, osv. osv. Og det synes jeg er, at give slip på nogle civile friheder, fra overvågning, for at sikre den sikkerhed for folkevalgte, der er fundamental for at et demokrati kan fungere. På den anden side, så hjælper en overfaldsalarm først, når der *er* fare for et overfald, krisepsykolog hjælper først, når truslerne *er* kommet, osv. osv. Det er klart at partierne rundt omkring har svært ved at finde folk der er villige til at stille op til kommunalvalg.

Det er relevant igen at referere til CTA’s terroranalyse, hvor de netop nævner antimyndighedsekstremisme og antimyndighedsaktivisme. Her finder man særligt grundlag for væksten af den form for modstand mod myndigheder kommer fra konspiratoriske miljøer, og ikke, som eksempelvis med 70’ernes venstrefløjsterror, en teoretisk funderet statskritik med et klart ideologisk mål. Men CTA’s (rigtige) vurdering af onlinemiljøer og sociale medier som arnesteder for den slags konspirationer og som samlingssteder for antimyndighedsaktivitser og -ekstremister, leder igen bekymringen tilbage på at et løsningsforslag bliver yderligere overvågning af folket. Den danske stat har jo, og nu lyder jeg jo ironisk nok som nogle af de antimyndighedspersonager jeg taler om, ikke den bedste historik når det kommer til masseovervågning, og som man siger, så ligner alt et søm, når man holder en hammer.

Jeg ved ikke nødvendigvis hvad man kan gøre. Det ville også være et indgreb i eksempelvis ytringsfriheden, hvis vi forbød spredningen af konspirationsteorier, samt, hvem skulle vurdere hvad der er konspirationer og hvad der ikke er? Nogle ting er klare, som eksempelvis hvis man rabler op om kulturmarxister og “*New World Order*”, men hvad hvis man taler om, eksempelvis forbindelser mellem apartheidsstyret og mordet på Olof Palme?

Jeg ved ikke helt konkret hvad der skal gøres. Noget af det må komme fra at flere tager klarere afstand til konspirationsteorier, og at man fra offentlighedens side gør mere, for at imødekomme den konspiratoriske kritik. Men som diskuteret i den anden tråd, så er det ikke kun et spørgsmål om konspirationer, men også om eksempelvis den udbredte usikkerhed, de prekære forhold, mange på kanten af samfundet oplever, der kan få dem til at reagere på den her måde, i mødet med politikeres førte politik. Er demokratiske reformer en del af løsningen, mere nærdemokrati, osv. osv. en del af løsningen, så flere kan føle sig hørt? Hvis man har skrevet 100 høringssvar, og ikke føler sig hørt på hverken den ene eller anden måde, så kan jeg godt forstå, at det puster til myndighedskritiske gløder.