Pia K opridser hvor mange procent kvindelige indskolingslærere og børnehavepædagoger der findes kontra mandlige og påpeger at det medfører at drenge mistrives pga. manglende mandlige rollemodeller i institutionerne. Hvilket medfører at de får lavere karakterer og falder fra i uddannelseskapløbet, og ender som kronisk enlige ufaglærte uden børn og partner.
Hun mener vi skal gøre omsorgsfag mere attraktive for mænd, så drenge får nogen at spejle sig i. Spørgsmålet er bare: hvordan, hvis ikke højere løn kan gøre det?
NiuxeR on
Desværre paywall. Men det første hun skriver om hvor få mandlige pædagoger der er i vuggestuer og børnehaver, så tænker jeg tilbage til hendes udtalelse om hun aldrig havde forstået behov for kvoter i bestyrelser. Snakker hun mere om hvorfor dette er skidt eller godt, med mængden af mandlige pædagoger?
Cunn1ng-Stuntz on
Det er altid lidt sjovt. Jeg synes naturligvis det er fint med mandlige rollemodeller i børnehaven. Jeg synes dog det er lettere komisk, når man snakker om alternativer fra 70’erne. Før kvindernes indtog på arbejdsmarkedet gik de ofte hjemme med ungerne. Den tid de i dag bruger i institutioner med kvindelige pædagoger brugte de så dengang med en anden kvinde, typisk deres mor. Alt er en feministisk agenda, hvis man virkelig vil piske det frem.
Jeg synes helt sikkert der er elementer i ligestillingsdebatten som er værd at tage op. Lidt for ofte handler det ikke om egentlig ligestilling i form af muligheder, men derimod at alle skal diskrimineres ens. Det kommer sig af at alt tager udgangspunkt i konflikt, hvor man antager at det modsatte køn vil begrænse en.
BrutalDane on
Jeg synes jeg husker at der var en periode I de tidligere 00’ere hvor mænd der ville arbejde med børn blev nærmest stemplet som pædofile inden de overhovedet påtog sig noget uddannelse.
Mon ikke det har haft en vis indflydelse på mændenes valg af fag?
GladForChokolade on
Jeg er ligeglad med om det er mænd eller kvinder der klarer tingene. Bare det bliver gjort.
Som Bentsen rigtigt påpeger, klamrer der sig til kvindefagene dårlig løn, ringe karrieremuligheder, elendige normeringer og et stresset arbejdsmiljø. I den måde vi socialiseres på, og som Bentsen pointerer, at vi socialiserer hinanden, særligt den måde, unge mænd socialiseres på, stilles idéen om maskulinitet ofte i modsætning til de ting, der samtidigt bruges til at beskrive både hvordan kvinder “er” og hvad kvindedominerede fag “kræver,” altså, empati, “plejegen,” osv. osv.
Kjærsgaards “pigerne mod drengene”-retorik, selvom at observationen om manglende maskuline forbilleder, osv. deles af Bentsen (og andre,) føder ind i den fortsatte opdeling, og er ikke fremmende, hverken for drenge og mænd eller for det behov for arbejdskraft som forskellige kollektive goder, som skoler, børnehaver, sygehuse, osv. mangler. Forestillingen om det offentlige som et “feministisk system,” og om at “drenge irrettesættes for at være drenge,” er jo direkte forkerte, og er ikke andet end populistisk retorik, rettet mod de arbejdere der hver dag gør en kæmpe forskel for vores børn og unge, drenge som piger. At en pædagog er kvinde, gør måske, at der ikke er et maskulint forbillede, men det gør ikke, at drenge automatisk bliver til andenrangsborgere på den måde.
Det er derfor at også Bentsens mere materialistiske løsningsforslag giver bedre mening, end Kjærsgaards konservative retorik. Bentsen pointerer at hvis vi skal rykke på kønsfordelingen, må vi gribe fat i at “det især er de fag med stor skævhed i kønsrepræsentationen, som oplever udfordringer med at tiltrække den nødvendige arbejdskraft,” og at “den historiske ulighed i løndannelsen udspringer også heraf.” Bentsen påpeger, som Kjærsgaard, at der mangler maskuline idealer, men modsat Kjærsgaard, identificerer Bentsen problemet med den fremmedgørelse, at unge drenge i så fald *kan* blive mere tilbøjelige til at finde deres mandlige forbilleder på YouTube og TikTok, i form af, i værste instans, typer som Andrew Tate (dog er mindre rabiate “*Men’s Rights*”-bevægelser ikke uden underliggende problematikker, og ofte modarbejder de konservative strømninger i højere grad mænds vilkår og stilling end de bærer dem frem.)
Løsningen er simpelthen, at vi tager fat i det, vi kan kalde “infrastrukturen:” Arbejdsforhold, lønforhold, karrieremuligheder, faglighed og frihed til at anvende den, osv. ovs., ikke kun for at få flere drenge i fagene, men for at få flere i fagene, *generelt*.
EqualShallot1151 on
Hvorfor er det relevant at snakke om at der er for få kvinder på håndværkeruddannelserne med ikke at det modsatte gør sig gældende på en række andre uddannelser? (Jura, børnehavepædagog…)
Det bliver en underlig form for ligestillingsdebat hvis det kun er det ene køns ligestilling der er fokus på.
Alternative_Pear_538 on
Paywall så ubrugelig artikel. Jeg tror også det kommer som en overraskelse for mange kvinder at de har vundet, eftersom vi stadig har massiv ulighed i lønninger og lederstillinger.
Hvis Pia K vil have kvinderne til at stoppe med at tage alle pædagogstillingerne, kunne hun jo kæmpe for mere ligestilling i de områder der er domineret at mænd. F.eks. lederstillingerne.
Men det vil hun jo ikke. Hun vil hellere have at kvinderne bare går derhjemme og bare popper en baby ud hver 9 måned, så vi ikke bliver overgået af de slemme slemme muslimer.
Daddelblomme on
Så længe vi ikke ses som ligeværdige, så vil der altid være en side der “taber”.
For mig handler kampen ikke om at ét køn skal være bedre. Det handler om at vi trækket hinanden op på et niveau vi alle florerer i; ikke et miljø der favoriserer den ene frem for den anden.
Om man har det ene eller det andet udstyr på kroppen, eller om man tilføjer eller fjerner, er ligegyldigt; hvordan vi tager højde for og udnytter den andens styrke og hvordan vi kan arbejde med svagheden er, i min optik, den rette kamp at tage.
9 commenti
Pia K opridser hvor mange procent kvindelige indskolingslærere og børnehavepædagoger der findes kontra mandlige og påpeger at det medfører at drenge mistrives pga. manglende mandlige rollemodeller i institutionerne. Hvilket medfører at de får lavere karakterer og falder fra i uddannelseskapløbet, og ender som kronisk enlige ufaglærte uden børn og partner.
Hun mener vi skal gøre omsorgsfag mere attraktive for mænd, så drenge får nogen at spejle sig i. Spørgsmålet er bare: hvordan, hvis ikke højere løn kan gøre det?
Desværre paywall. Men det første hun skriver om hvor få mandlige pædagoger der er i vuggestuer og børnehaver, så tænker jeg tilbage til hendes udtalelse om hun aldrig havde forstået behov for kvoter i bestyrelser. Snakker hun mere om hvorfor dette er skidt eller godt, med mængden af mandlige pædagoger?
Det er altid lidt sjovt. Jeg synes naturligvis det er fint med mandlige rollemodeller i børnehaven. Jeg synes dog det er lettere komisk, når man snakker om alternativer fra 70’erne. Før kvindernes indtog på arbejdsmarkedet gik de ofte hjemme med ungerne. Den tid de i dag bruger i institutioner med kvindelige pædagoger brugte de så dengang med en anden kvinde, typisk deres mor. Alt er en feministisk agenda, hvis man virkelig vil piske det frem.
Jeg synes helt sikkert der er elementer i ligestillingsdebatten som er værd at tage op. Lidt for ofte handler det ikke om egentlig ligestilling i form af muligheder, men derimod at alle skal diskrimineres ens. Det kommer sig af at alt tager udgangspunkt i konflikt, hvor man antager at det modsatte køn vil begrænse en.
Jeg synes jeg husker at der var en periode I de tidligere 00’ere hvor mænd der ville arbejde med børn blev nærmest stemplet som pædofile inden de overhovedet påtog sig noget uddannelse.
Mon ikke det har haft en vis indflydelse på mændenes valg af fag?
Jeg er ligeglad med om det er mænd eller kvinder der klarer tingene. Bare det bliver gjort.
For 5 dage siden bragte [*Information* et lignende indlæg](https://www.information.dk/debat/2024/07/rigtige-maend-vaere-sygeplejersker-saadan-taenker-unge-ingen-overbevist-andet) (uden alt Pia Kjærsgaards konservative pis,) skrevet af Nicolai Bentsen, scenetekniker ved Det Kongelige Teater og fællestillidsmand.
Som Bentsen rigtigt påpeger, klamrer der sig til kvindefagene dårlig løn, ringe karrieremuligheder, elendige normeringer og et stresset arbejdsmiljø. I den måde vi socialiseres på, og som Bentsen pointerer, at vi socialiserer hinanden, særligt den måde, unge mænd socialiseres på, stilles idéen om maskulinitet ofte i modsætning til de ting, der samtidigt bruges til at beskrive både hvordan kvinder “er” og hvad kvindedominerede fag “kræver,” altså, empati, “plejegen,” osv. osv.
Kjærsgaards “pigerne mod drengene”-retorik, selvom at observationen om manglende maskuline forbilleder, osv. deles af Bentsen (og andre,) føder ind i den fortsatte opdeling, og er ikke fremmende, hverken for drenge og mænd eller for det behov for arbejdskraft som forskellige kollektive goder, som skoler, børnehaver, sygehuse, osv. mangler. Forestillingen om det offentlige som et “feministisk system,” og om at “drenge irrettesættes for at være drenge,” er jo direkte forkerte, og er ikke andet end populistisk retorik, rettet mod de arbejdere der hver dag gør en kæmpe forskel for vores børn og unge, drenge som piger. At en pædagog er kvinde, gør måske, at der ikke er et maskulint forbillede, men det gør ikke, at drenge automatisk bliver til andenrangsborgere på den måde.
Det er derfor at også Bentsens mere materialistiske løsningsforslag giver bedre mening, end Kjærsgaards konservative retorik. Bentsen pointerer at hvis vi skal rykke på kønsfordelingen, må vi gribe fat i at “det især er de fag med stor skævhed i kønsrepræsentationen, som oplever udfordringer med at tiltrække den nødvendige arbejdskraft,” og at “den historiske ulighed i løndannelsen udspringer også heraf.” Bentsen påpeger, som Kjærsgaard, at der mangler maskuline idealer, men modsat Kjærsgaard, identificerer Bentsen problemet med den fremmedgørelse, at unge drenge i så fald *kan* blive mere tilbøjelige til at finde deres mandlige forbilleder på YouTube og TikTok, i form af, i værste instans, typer som Andrew Tate (dog er mindre rabiate “*Men’s Rights*”-bevægelser ikke uden underliggende problematikker, og ofte modarbejder de konservative strømninger i højere grad mænds vilkår og stilling end de bærer dem frem.)
Løsningen er simpelthen, at vi tager fat i det, vi kan kalde “infrastrukturen:” Arbejdsforhold, lønforhold, karrieremuligheder, faglighed og frihed til at anvende den, osv. ovs., ikke kun for at få flere drenge i fagene, men for at få flere i fagene, *generelt*.
Hvorfor er det relevant at snakke om at der er for få kvinder på håndværkeruddannelserne med ikke at det modsatte gør sig gældende på en række andre uddannelser? (Jura, børnehavepædagog…)
Det bliver en underlig form for ligestillingsdebat hvis det kun er det ene køns ligestilling der er fokus på.
Paywall så ubrugelig artikel. Jeg tror også det kommer som en overraskelse for mange kvinder at de har vundet, eftersom vi stadig har massiv ulighed i lønninger og lederstillinger.
Hvis Pia K vil have kvinderne til at stoppe med at tage alle pædagogstillingerne, kunne hun jo kæmpe for mere ligestilling i de områder der er domineret at mænd. F.eks. lederstillingerne.
Men det vil hun jo ikke. Hun vil hellere have at kvinderne bare går derhjemme og bare popper en baby ud hver 9 måned, så vi ikke bliver overgået af de slemme slemme muslimer.
Så længe vi ikke ses som ligeværdige, så vil der altid være en side der “taber”.
For mig handler kampen ikke om at ét køn skal være bedre. Det handler om at vi trækket hinanden op på et niveau vi alle florerer i; ikke et miljø der favoriserer den ene frem for den anden.
Om man har det ene eller det andet udstyr på kroppen, eller om man tilføjer eller fjerner, er ligegyldigt; hvordan vi tager højde for og udnytter den andens styrke og hvordan vi kan arbejde med svagheden er, i min optik, den rette kamp at tage.