Hanno scritto grossi libri sui primi ministri danesi – e ci si aspetta “orecchie” per quello che ora vuole dire [Buhl på en tredjeplads over de bedste statsministere mellem 1924-2019]

11 politikere er blevet bedt om at bedømme de bedste statsministere Danmark har haft i perioden 1924-2019, de kunne give 3, 2 og 1 point.

Schlüter indtog førstepladsen med 20 point, Stauning på en andenplads med 14 og krigsforbryderen Fogh på en tredjeplads med 10 point.

Inger og Pia gav selvfølgelig krigsforbryderen Fogh 3 point. Lars Løkke fik 2 point af Jeppe Søe, men hvad gør man ikke for at lefle lidt for chefen?

Der er dog rigeligt med kritik fra de to professorer, blandt andet for at politikerne giver point for noget de tidligere statsministere ikke burde tage den fulde kredit for:

> Med Poul Schlüter som selskabslegens store vinder er det på tide at introducere Thorsten Borring Olesen, der ikke bare er historieprofessor ved Aarhus Universitet, men også medforfatter til et næsten 1.300 sider stort tobindsværk om Poul Schlüter og forgængeren Anker Jørgensens (S) tid.

> »Det kan ikke undre, at rød blok vægter Stauning højt, og omvendt ligger det også næsten i kortene, at de borgerlige fremhæver Schlüter. Men det er selvfølgelig interessant, at Schlüter også trækker stemmer fra det andet hold,« bemærker han:

> »Det kommer nok først og fremmest af, at Schlüter var en dygtig politiker, der holdt ved i mange år, og det anerkender man bredt. Til gengæld synes jeg, der er lidt myter på den borgerlige fløj om, at Schlüter reddede dansk økonomi. Han efterlod trods alt 350.000 arbejdsløse, da han forlod posten (i 1993, red.).«

> Thorsten Borring Olesen giver i den forbindelse lidt oprejsning til Schlüters forgænger, hvis finansielle eftermæle er noget mere besk.

> »En af hovedgrundene til, at økonomien rettede sig, var jo de forbedrede koncessionsaftaler vedrørende Nordsøen, som Anker Jørgensen fik presset igennem efter benhårde forhandlinger med A.P. Møller. Det er en væsentlig grund til, at betalingsbalancen gik i plus fra 1990.«

Den største overraskelse er dog nok at Tim Knudsen rangerer Buhl på en tredjeplads, og han mener det er uretfærdigt, at Buhl mest bliver husket for sin tale ingen 2. verdenskrig:

> I eftertiden huskes han sågar primært for sin såkaldte antisabotagetale – eller »stikkertale« – fra 1942, hvor Buhl indtrængende bad befolkningen om at stoppe sabotagen og hjælpe med at få den opklaret.

> »Det er dybt uretfærdigt, at han kun huskes for den tale, som i øvrigt havde alle partiers, kongens og så godt som hele pressens forståelse,« mener Tim Knudsen imidlertid.

> Han betegner derimod Buhl som en afgørende stopklods, når udenrigsministeren Erik Scavenius ville udvide samarbejdspolitikken, og han påpeger, at den berygtede tale blev holdt ved det geografiske højdepunkt for den tyske krigsførelse under Anden Verdenskrig:

> »Altså, det er så bagklogt at sidde der og pege fingre! Den blev holdt med den hensigt at undgå, at retsplejen kom på tyske hænder,« sprutter professoren.

> I de sidste knap to besættelsesår, hvor Danmark stod uden regering, virkede Buhl som en »skyggestatsminister«, der – forklarer Tim Knudsen – plejede forbindelser med »alle, der betød noget«:

> »Om Buhl kan kort og godt siges: Ingen enkeltperson har haft større betydning for, at Danmark landede nogenlunde på benene efter Anden Verdenskrig.«