Diciannovenne sul “linguaggio della diagnosi”: “È come quando i giovani cercano cosa significhi il loro segno zodiacale”

Ligesom med horoskoper, er det vel “bare” et forsøg på at få, bare noget der minder om, vejledning i en kompleks og uoverskuelig tilværelse?

Rent anekdotisk, så er min oplevelse, at det er svært at blive taget seriøst, når man giver udtryk for at man har det svært, og først rigtigt får hjælp når man er helt ude og skide… så jeg synes at [trivselskommissionens anbefaling nr 33](https://www.trivselskommissionen.dk/-/media/filer/trivselskommissionen/250224-trivselskommissionens-afrapportering.pdf) lyder som et skridt i den helt rigtige retning.

Det virker lidt finurligt at man overvejer at frabede at folk bruger diagnose-først sprog, fordi man er bange for at det bliver til en selvforstærkende effekt. Er man her ikke ude og skabe et bredt problem for alle med generaliseringer? At sammenligne det med horoskoper er et low-blow der fuldstændig underkender det faktiske problem (at folk har det dårligt).

Autisme-communitiet har været ramt af denne debat længe, i spørgsmålet om man bør sige “Menneske med autisme” eller “autist”. Dem der er for det første vil gerne understrege at man stadig er et menneske selvom man har en diagnose, og dem der er for det andet vil gerne understrege at deres diagnose påvirker alle aspekter af deres liv.

Jeg synes ikke man kan generalisere den måde vi bruger/bør bruge sproget på. Det er altid et personligt valg, hvis det så skaber problemer (f.eks at diagnosen bliver til 90% af ens identitet eller man bruger den som ansvarsfralæggelse) så må man jo adressere det i den dertil-tilhørende hjælp i form af psykologer/psykiater/terapi/coaching etc.

Nu er jeg jo ved at være lidt oppe i alderen, så det er begrænset hvor meget jeg kan tilføje til denne debat, jeg kan heller ikke prale med at have erfaring med at have med unge mennesker at gøre, da jeg sjældent har med børn at gøre der er ældre end 4. klasse. (Jeg er pædagogstuderende og arbejder på en skole og i en SFO)

Men jeg kan da skrive lidt om diagnoser, både når det kommer til mig selv, jeg har ingen, men jeg er på venteliste til en psykiater og regner med at få ASF (autisme) og ADHD (ADD bruges ikke længere) diagnoserne, der ligger måske også en lille c-PTSD diagnose og gemmer sig, men også til personer i min omgangskreds hvor flere har ADHD og ASF.

Jeg har i stort set hele mit liv vidst at jeg var anderledes, jeg har vidst at min hjerne ikke fungerer som folk er flest, jeg blev langt hurtigere voksen end andre på min alder, hvilket ikke kun skyldes de diagnoser jeg endnu ikke har, men også min opvækst ved en far der synes bunden af en flaske var mere interessant end mig. Derudover er jeg født med en relativ høj IQ, hvilket har været en langt større byrde end en gave.

Jeg har derfor en del terapi under bæltet, adfærdsterapi er uden tvivl det der har hjulpet mig mest, her er der fokus på her-og-nu situationen – hvordan får man en hverdag til at fungere, men også kognitiv adfærdsterapi har været enormt givende, hvor jeg arbejdede med mine tanker, mine drømme, mine forhåbninger, hvad jeg frygter osv.

Og jeg tror umiddelbart også det er derfor jeg er kommet så langt i livet uden en diagnose, fordi jeg uden en diagnose har været i stand til at skabe en hverdag der fungerer for mig. Og det her punkt tror jeg er et af de vigtigste. Personer med en diagnose eller en person der søger en diagnose vil bare gerne kunne eksistere i denne turbulente verden, og have en nogenlunde hverdag.

Men TheBakedDane, hvorfor vil du så have en diagnose?

Glimrende spørgsmål, og for at være ærlig, så har jeg ikke et endeligt svar, det mest præcise jeg kan give er fordi det føles rigtigt. Det har intet at gøre med at jeg vil passe ind med de af mine venner der har en diagnose, de fleste af dem ved ikke engang at jeg står på venteliste til en psykiater. Jeg tror samtidig en diagnose ville kunne give mig nogle flere redskaber til at få skabt en endnu bedre hverdag.

Selvom jeg ikke pt. går ved en psykolog, er det bestemt noget jeg regner med, at jeg vil gøre i fremtiden, og en diagnose vil på dette tidspunkt også hjælpe psykologen, men også mig selv når denne dag kommer.

Jeg har allerede skrevet en lang mur, så jeg vil holde diagnoser blandt mine venner kort: Som skrevet så har flere af mine venner forskellige diagnoser, og jeg har set dem alle blomstre op efter de har fået en diagnose, når jeg har snakket med dem om det, er det også noget de selv har bemærket. De siger selv at det er en kombination af den medicin de nu har fået og den terapi de har modtaget efterfølgende.

Samtidig er mine venner stille diagnosticerede, og det er altså ikke noget de råber højt om eller prøver at få andre til at tilpasse deres hverdag efter deres behov, og så kan man jo mene om det hvad man vi.