
Diciannovenne sul “linguaggio della diagnosi”: “È come quando i giovani cercano cosa significhi il loro segno zodiacale”
https://politiken.dk/danmark/art10296091/19-%C3%A5rig-om-diagnosesprog-%C2%BBDet-er-ligesom-n%C3%A5r-unge-s%C3%B8ger-p%C3%A5-hvad-deres-stjernetegn-betyder%C2%AB
di Wunderbaumbaum
7 commenti
Møntmur, resumé: Elever på Københavns Mediegymnasium genkender, at ord som stress, angst og depression ofte bruges i daglig tale – men de er uenige om, hvorvidt det er problematisk. Nogle mener, at det hjælper med at sætte ord på følelser, mens andre frygter, at det kan føre til en selvforstærkende effekt. 19-årige Barbara Ester Bjerrum sammenligner tendensen med at læse om sit stjernetegn: “Det kan blive en selvopfyldende profeti.” Flere peger på sociale medier som en faktor, der forstærker og fastholder følelser. Samtidig mener nogle, at tidligere generationer følte det samme, men talte mindre om det.
Ligesom med horoskoper, er det vel “bare” et forsøg på at få, bare noget der minder om, vejledning i en kompleks og uoverskuelig tilværelse?
Rent anekdotisk, så er min oplevelse, at det er svært at blive taget seriøst, når man giver udtryk for at man har det svært, og først rigtigt får hjælp når man er helt ude og skide… så jeg synes at [trivselskommissionens anbefaling nr 33](https://www.trivselskommissionen.dk/-/media/filer/trivselskommissionen/250224-trivselskommissionens-afrapportering.pdf) lyder som et skridt i den helt rigtige retning.
Måske er det også fordi stress, angst og depression stiger markant blandt unge lige nu.
https://psykiatrifonden.dk/viden/fakta-forskning/egne-rapporter/rapport-viser-hoeje-tal-stressramte-unge
https://psykiatrifonden.dk/viden/temaer/boern-unge-med-psykisk-sygdom/flere-boern-unge-faar-psykisk-lidelse
Så er det måske ikke så mærkeligt at unge begynder at bruge et sprog der afspejler deres liv.
Det virker lidt finurligt at man overvejer at frabede at folk bruger diagnose-først sprog, fordi man er bange for at det bliver til en selvforstærkende effekt. Er man her ikke ude og skabe et bredt problem for alle med generaliseringer? At sammenligne det med horoskoper er et low-blow der fuldstændig underkender det faktiske problem (at folk har det dårligt).
Autisme-communitiet har været ramt af denne debat længe, i spørgsmålet om man bør sige “Menneske med autisme” eller “autist”. Dem der er for det første vil gerne understrege at man stadig er et menneske selvom man har en diagnose, og dem der er for det andet vil gerne understrege at deres diagnose påvirker alle aspekter af deres liv.
Jeg synes ikke man kan generalisere den måde vi bruger/bør bruge sproget på. Det er altid et personligt valg, hvis det så skaber problemer (f.eks at diagnosen bliver til 90% af ens identitet eller man bruger den som ansvarsfralæggelse) så må man jo adressere det i den dertil-tilhørende hjælp i form af psykologer/psykiater/terapi/coaching etc.
Hvis man vil en mere dybdegående diskussion fra flere forskellige faglige perspektiver, så er bogen “*Diagnoser – Perspektiver, kritik og diskussion*” af Svend Brinkmann og Anders Petersen et godt sted at starte.
Her er resumet:
>Diagnosekultur er et nyt begreb, der er blevet til på baggrund af de mange psykiatriske diagnoser og kategorier, der præger vores samfund. Diagnoserne gives efterhånden ikke kun af fagpersoner, men også af hele offentligheden. Diagnoserne er nemlig med til at favne de mennesker og problemer, som ellers ikke kan kategoriseres. “Diagnoser – Perspektiver, kritik og diskussion” er bogen om denne problematik. For diagnoser hjælper ikke kun – de har også konsekvenser.
“Diagnoser – Perpektiver, kritik og diskussion” er en spændende og aktuel debatbog om diagnosekulturen. Den undersøger og diskuterer problemstillingen ud fra forskellige vinkler. Den henvender sig både til fagpersoner og andre læsere med interesse i emnet
Nu er jeg jo ved at være lidt oppe i alderen, så det er begrænset hvor meget jeg kan tilføje til denne debat, jeg kan heller ikke prale med at have erfaring med at have med unge mennesker at gøre, da jeg sjældent har med børn at gøre der er ældre end 4. klasse. (Jeg er pædagogstuderende og arbejder på en skole og i en SFO)
Men jeg kan da skrive lidt om diagnoser, både når det kommer til mig selv, jeg har ingen, men jeg er på venteliste til en psykiater og regner med at få ASF (autisme) og ADHD (ADD bruges ikke længere) diagnoserne, der ligger måske også en lille c-PTSD diagnose og gemmer sig, men også til personer i min omgangskreds hvor flere har ADHD og ASF.
Jeg har i stort set hele mit liv vidst at jeg var anderledes, jeg har vidst at min hjerne ikke fungerer som folk er flest, jeg blev langt hurtigere voksen end andre på min alder, hvilket ikke kun skyldes de diagnoser jeg endnu ikke har, men også min opvækst ved en far der synes bunden af en flaske var mere interessant end mig. Derudover er jeg født med en relativ høj IQ, hvilket har været en langt større byrde end en gave.
Jeg har derfor en del terapi under bæltet, adfærdsterapi er uden tvivl det der har hjulpet mig mest, her er der fokus på her-og-nu situationen – hvordan får man en hverdag til at fungere, men også kognitiv adfærdsterapi har været enormt givende, hvor jeg arbejdede med mine tanker, mine drømme, mine forhåbninger, hvad jeg frygter osv.
Og jeg tror umiddelbart også det er derfor jeg er kommet så langt i livet uden en diagnose, fordi jeg uden en diagnose har været i stand til at skabe en hverdag der fungerer for mig. Og det her punkt tror jeg er et af de vigtigste. Personer med en diagnose eller en person der søger en diagnose vil bare gerne kunne eksistere i denne turbulente verden, og have en nogenlunde hverdag.
Men TheBakedDane, hvorfor vil du så have en diagnose?
Glimrende spørgsmål, og for at være ærlig, så har jeg ikke et endeligt svar, det mest præcise jeg kan give er fordi det føles rigtigt. Det har intet at gøre med at jeg vil passe ind med de af mine venner der har en diagnose, de fleste af dem ved ikke engang at jeg står på venteliste til en psykiater. Jeg tror samtidig en diagnose ville kunne give mig nogle flere redskaber til at få skabt en endnu bedre hverdag.
Selvom jeg ikke pt. går ved en psykolog, er det bestemt noget jeg regner med, at jeg vil gøre i fremtiden, og en diagnose vil på dette tidspunkt også hjælpe psykologen, men også mig selv når denne dag kommer.
Jeg har allerede skrevet en lang mur, så jeg vil holde diagnoser blandt mine venner kort: Som skrevet så har flere af mine venner forskellige diagnoser, og jeg har set dem alle blomstre op efter de har fået en diagnose, når jeg har snakket med dem om det, er det også noget de selv har bemærket. De siger selv at det er en kombination af den medicin de nu har fået og den terapi de har modtaget efterfølgende.
Samtidig er mine venner stille diagnosticerede, og det er altså ikke noget de råber højt om eller prøver at få andre til at tilpasse deres hverdag efter deres behov, og så kan man jo mene om det hvad man vi.
Ordene får bare en mindre betydning og vil resultere i at det vil blive taget mindre alvorligt når folk siger de har angst osv.
Alle under 50 år har jo fandme nærmest en eller anden diagnose. Jeg kan ikke rigtig tage det seriøst længere.