La tempesta contro “Groenlandia’s White Gold” contribuisce a una cultura della paura tra gli scienziati [Uniavisen]
Stormen mod ’Grønlands hvide guld’ bidrager til en frygtkultur blandt forskere
di Audiowhatsuality
La tempesta contro “Groenlandia’s White Gold” contribuisce a una cultura della paura tra gli scienziati [Uniavisen]
Stormen mod ’Grønlands hvide guld’ bidrager til en frygtkultur blandt forskere
di Audiowhatsuality
19 commenti
what a crock of bullshit…
Om noget bidrager det til at der rent faktisk er noget seriøsitet omkring forskning og ikke bare tal man hiver ud af enden og twister til at matche ens ønskede konklusion.
Hvis forskere publicerer lorte forskning der ikke kan holde til peer review, så skulle de måske finde ud af hvad forskning faktisk er i stedet for at græde over at de kan bruge deres metoder ordenligt.
Dokumentaren er netop trukket tilbage fordi der ikke lå en skid reel forskning bag ved de udtalelser der bliver lavet.
Så siger det igen, lav ordenlig forskning der kan holde til at blive peer reviewed eller stik piben ind. Det er der følelseforskning er fucking latterligt og har ingen plads i et vidensamfunds.
“… Og så blev dokumentaren afpubliceret. Den ikke længere tilgængelig. En chef blev fyret. Det skete efter et voldsomt pres, der fik karakter af en kampagne i samspil mellem et antal kendte økonomer, herunder nuværende og tidligere medlemmer af Det Økonomiske Råd samt Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen og flere folketingspolitikere fra den borgerlige fløj. Kampagnen fik i nogle tilfælde karakter af mobning, nedgøring, ja, den fik sågar karakter af gabestok for de medvirkende.”
” Kampagnen og den efterfølgende afpublicering er åbenlys vold mod det oplyste demokrati. Det leder tanken hen på censur og på pavemagtens Index Librorum Prohibitorum, bøger som ingen måtte læse. Ingen kan nu få mulighed for ved selvsyn at danne sig en mening om dokumentarfilmen.”
“Det er min klare opfattelse, at det var det politiske pres gennem medierne snarere end en faglig vurdering, der var årsag. De grunde, der blev givet for nedtagningen, kunne let have været klaret med rettelser og forklaring i en indledning til udsendelsen. Det er ikke et oplyst demokrati værdigt.”
Nå, så var det bare borgerligt outrage der fik censureret en fair debat, tænk engang. Hvis man undre sig over hvilken agenda man førte ved at udtrykke sin harme over en dokumentar man ikke gad at se, fordi der var tilstrækkeligt med eksperter der havde sagt man ikke burde spilde sin tid med det. Syntes det er skræmmende hvor mange der sætter deres lid til medierne, og satser på man ikke selv behøver at lave en vurdering.
De venstreradikaliserede forskningsmiljøer er blot utilfredse med, at der sættes fokus på deres uvederhæftige aktivisme og videnskabelige uredelighed.
Det var bedre dengang, de kunne bedrive deres aktivisme forklædt som forskning i fred. Eller det kan de stadig i vidt omfang, men nu er der i det mindste et vist fokus på det, hvilket de ikke bryder sig om. De ville foretrække, at de kunne lukke sig 100% om sig selv og bedrive deres aktivisme i fred. Der er bare den detalje, at deres aktivisme er finansieret af skatteyderne. De bruger skattebetalte forskningsmidler, som skulle være brugt på rigtig forskning til at bedrive holdningsbaseret pseudovidenskab. Hvis de vil bedrive holdningsbaseret pseudovidenskab i fred uden kritik eller indblanding, må de selv finansiere det fx i gennem en privat fond.
De venstreradikale forskningsmiljøers ynkelige, påtagede offerrolle er i øvrigt ekstremt hyklerisk. Der er utallige eksempler på forskere, som er blevet udskammet, udelukket og chikaneret af de selvsamme forskningsmiljøer, fordi de ikke abonnerede på de ideer, der var konsensus om blandt de ekstremt venstreorienterede forskere.
Der er mange gode grunde til at kritisere *Grønlands hvide guld*. Det har jeg selv gjort her i fællesskabet. Men jeg er også enig med de, der kritiserer kritikerne for at være for ensidige, retorikken for hård, anklagerne for brede, og at debatten om ét tal, forståeligt men uhensigtsmæssigt, er kommet til at overskygge for en bredere diskussion om dansk kolonihistorie i Grønland.
Jeg kan huske da jeg selv så dokumentaren, den søndagsaften i februar, og vi nåede til stykket med “tall*et*,” at jeg som historiker blev sur på mit fjernsyn. Jeg syntes at det var en dårlig vinkel at lægge på formidlingen af kolonihistorien, at på den sensationalistiske måde fokusere på et tal, der ikke kunne fuldt formå at formidle fortidens forhold. Som Andersen skriver her, skulle man, i bagklogskabens lys, ikke have tegnet en slutning på dokumentaren, der på den måde var så ophængt på “tall*et*.”
Den vrede der kommer til udtryk i manges kommentarer om *Grønlands hvide guld*, men også set i forbindelse med forløbet omkring *Slave af Danmark*—sidstnævnte som jeg mener er helt faglig lødig, og jeg synes at plottet i dramadelen har noget potentiale, til trods for nogle karikerede fremstillinger, som Christian d. 7 der bare er “skør,” og Ernst Schimmelmann der bliver gjort til en form for liberal-borgerlig fremsynet retfærdighedsforkæmper, i en personlig generationskamp med sin merkantilistiske far—vidner om, at der er mere og andet på spil, end blot den faglige økonomiske kritik (der, som sagt, er berettiget og vigtig, og som man fra produktionens side burde have lyttet til.) Som Andersen skriver, fik kampagnen “i nogle tilfælde karakter af mobning, nedgøring, ja, den fik sågar karakter af gabestok for de medvirkende,” og som jeg ved at også /u/wolfetones456 har taget mange diskussioner om, her i fællesskabet, har man med afsæt i dokumentaren (der *ikke* er forskning, men formidling og fremstilling) set hele fagområder blive stemplet som “aktivistiske,” og som jeg selv skrev i en kommentar for 4 dage siden, er med til at reproducere den kultur, hvor unge (og gamle) forskere fra humanvidenskaberne (som historie, eksempelvis) trækker sig fra den offentlige debat, for at undgå at blive personligt hængt ud, med fortilfælder der bl.a. inkluderer navns nævnelse på Folketingets talerstol. Det er skadeligt for den offentlige oplysning, når politikere og medier der på den publicerer og reproducerer den hårde og ubarmhjertige, til tider usaglige, kritik, er med til at holde dansk forskning i danske forhold væk fra danskerne.
Jeg tænker, at det er fint nok, at forskere er opmærksomme på at være netop forskere, og dermed ikke spændes for en politisk og identitetspolitisk agenda baseret på fordrejninger af fakta.
Hvis de laver ordentligt forskning så har de jo ikke noget at frygte fra pøblen…..
Vi hæfter os for meget i værdien af mineralerne, og ikke den gunstige timing for truslen om amerikansk annektering.
>Filmen fortjener i hvert fald tak og ros for at have gjort opmærksom på et meget betændt problem
Ja, det er jeg enig i – problemet med politisk slagside hos DR er i sandhed betændt.
Ellers er der ikke meget at takke den for.
Når forskere blander sig i en politisk diskussion, så vil de opleve et politisk modtryk, da alle indspark i en politisk debat, behandles som politiske indspark.
Derfor bliver forskerne ikke, som de er vant til, behandlet baseret på rigtigheden af de data og beregninger, som de præsenterer, men som en politisk modstander, der argumentatorisk skal nedkæmpes i debat arenaen.
Det er nok en ret ubehagelig oplevelse, når man er vant til at debatten handler om data, tolkning og beregninger. Men jeg synes også, at det er ret åbenlyst noget, som de burde have forventet.
Derfor kan jeg ikke rigtigt gøre andet end at rulle lidt med øjnene, hver gang forskerne bliver chokeret over deres oplevelser, når de deltager i politiske debatter.
Sagt på en anden måde. Hvor mange gange skal i stikke hånden i hvepsereden, før det går op for jer, at den er fuld a hvepse!?
Helt ærlig….
Vi har andre problemer nu.
Okay når jeg læser den her artikel, så er der altså nogle sætninger som springer i øjnene:
>At forsøget så løb af sporet, kunne nok have været undgået set i bagklogskabens lys, blandt andet med bedre faglig rådgivning.
Der var faglig rådgivning, men man valgte at ignorere alle dem, som ikke sagde det man gerne ville have. Så fandt man én eller anden, som var villig til at fremlægge det resultat man var interesseret i, og brugte dén person.
>Debatten har i hvert fald ikke søgt at bringe bedre svar på spørgsmålet om udbyttets størrelse.
Der har været alle mulige forskellige bud, og der er blevet delt en hel masse information om hvad det her tal reelt kunne være, samt hvor komplekst det er at beregne – herunder at det er misvisende bare at tage ét tal, som er beregnet på en meget tvivlsom måde, og præsentere det. Så… Det passer ikke det han siger dér.
>Kampagnen og den efterfølgende afpublicering er åbenlys vold mod det oplyste demokrati. Det leder tanken hen på censur og på pavemagtens *Index Librorum Prohibitorum*, bøger som ingen måtte læse.
Det er forfatterens egen holdning. Kampagnen var *damage control* – et forsøg på at undgå at den her fuldstændigt uansvarlige fortælling, kommer ud og påvirker ET DEMOKRATISK VALG, med sin propaganda. Det er fuldstændigt på sin plads, at kritisere både timing og indhold kraftigt, når det kan have så store konsekvenser for både det grøndlandske og danske folk.
>Effekten her bliver en forstærket frygtkultur og selvcensur blandt forskere, der – ikke uden grund – findes i forvejen.
Jeg er forsker. Jeg oplever hverken frygtkultur eller censur. Dem som er bange, må være dem som *ved* de ikke har rent mel i posen, og blander deres egne politiske holdninger ind i deres forskning.
>Jeg har været i kontakt med en række forskere, der har besluttet at undgå medier og offentlighed, for eksempel ved kun at kommunikere i udenlandske tidsskrifter, og i nogle tilfælde også ved at undgå vigtige, men politisk følsomme emner.
Det er også nemmere bare at flytte til et sted, hvor folk ikke ved at man binder dem en historie på ærmet, end det er at lave seriøs faktabaseret forskning.
Jeg synes det ville være mere interesant, hvis en historiker eller økonom kom med denne kritik af tonen i debatten end en sociolog, men som med dokumentaren så var denne mand, nok den eneste de kunne finde, der var villige til komme med den rigtige kritik.
Dokumentaren har for offentligheden blotlagt det noget bekymrende – og for universiteterne ekstremt ubekvemme – faktum, at der er forskel på videnskab selv, når den forsøger at besvare samme spørgsmål. Man må igen spørge, hvor meget politisk aktivisme bør og må spille en rolle ikke bare i dokumentarisme men også i videnskabelig formidling.
“Ej kan man nu ikke engang lave dårlig forskning der bekræfter ens personlige agenda, uden at få kritik for det? Så vil jeg altså ikke være med mere!”
>Jeg har været i kontakt med en række forskere, der har besluttet at undgå medier og offentlighed, for eksempel ved kun at kommunikere i udenlandske tidsskrifter, og i nogle tilfælde også ved at undgå vigtige, men politisk følsomme emner.
>De økonomer, der fører an i den rå tone som her, har et medansvar for den udvikling.
Jeg tænker, at det er et sundhedstegn at uvederhæftig forskning kan blive kaldt ud i samfunddebatten. Men nej, vi må også tænke på de uvederhæftige forskeres følelser.
Er de begyndt at producere kokain i Grønland
Forkælede drama queens
>Man kan få det indtryk, at samtlige økonomer er enige om at nedgøre kryolitdokumentaren. Det er ikke rigtigt, men kritikerne har fået mest taletid. Det bidrager til en frygtkultur, som får forskere til at holde sig fra medierne.
Det er pænt selvmodsigende.
Man kaster et blik på artiklen og Heine, og kan konstatere at der kommer endnu et grønlandsk partsindlæg baseret på synsning. Heine er ganske optaget af forskningsfrihed, men glemmer ofte at med den frihed følger også et ansvar. Ironisk nok har han i en del år slået på tromme for at økonomisk nytteværdi ikke skal diktere forskning, men det blev uvæsentlig det sekund den potentielle nytteværdi landede hos ham og ligesindede.