Ecco i dettagli dell’accordo di difesa tra Groenlandia, Danimarca e Stati Uniti che JD Vance non ha letto

Bare lige én gang til for prins Knud, så forhåbentligt ingen er i tvivl om, at der ikke var nogen substans bag J.D Vances tale i går.

Der er noget naivt i forestillingen om at internationale aftaler er noget, som Trump-regeringen tager alvorligt. Som om, at man kan give Trump, J.D. Vance o.l. et “højere vidensgrundlag,” og at det så skulle ændre noget. Det vidner om en uoverensstemmelse mellem den liberal-borgerlige idé om en regelbaseret verdensorden som typer a la vores regering, her i artiklen repræsenteret Lars Løkke, og generelt mange Europæiske regeringer stadig finder sig selv klamrende til, mens at typer som Trump, Vance, Putin, osv. osv. tager en langt mere “postmoderne” tilgang til politik. “Postmoderne,” der er et begreb jeg normalt vil anvende med størst mulig forsigtighed, hentyder ikke her til at jeg mener disse typer er særlig velbelæste når det nødvendigvis kommer til Foucault, Lacan, Baudrillard, og hvem der ellers er blevet stemplet som “postmodernister,” *men* at de førstnævntes syn på virkeligheden, bærer præg af det, som typer a la de tre sidstnævnte har beskrevet. Nu skal jeg forsøge mig med min bedste /u/exo_sax efterligning. Jeg har jo allerede nævnt Baudrillard 😉

For Vance og Trump, og deres afart af demagogi, fremstår eksempelvis internationale aftaler som en afart af magtrum, hvor forskellige parter ikke har lavet gensidige aftaler i lighed, men som er en magtudøvelse af den ene, over den anden. Ligheder med eksempelvis canadiske Jordan Petersons forkerte fremstillinger af Foucaults teorier er åbenlyse. I denne læsning bliver det for Trump og Vance ikke et spørgsmål om, hvad der allerede er aftalt, men om hvad magt aftalerne udøver over USA, og hvordan det påvirker det, USA’s muligheder til at agere som de vil, osv. osv. Aftalerne bliver “dårlige aftaler,” “*bad deals*,” ikke fordi de nødvendigvis er dårlige aftaler der ikke kommer USA til gode, men fordi de er besnærende på USA, og i særlig grad på Trump-regeringens ønsker om, at handle som de vil.

På samme tid bliver aftalerne også i retorikken hos Trump et al. reduceret til en form for repræsentationer i stedet for at være konkrete aftaler. De bliver til en form for udtryk på de magtforhold som USA (Trump-regeringen) er indlejret i, som ofte sættes i forbindelse med helt andre forhold, ægte eller uægte, der har mere eller mindre at gøre med virkeligheden. Det betyder ikke noget, at aftalen er, som aftalen og Lars Løkke siger aftalen er, for aftalen repræsenterer ikke sig selv, men repræsenterer en sådan “*bad deal*” for USA. På den måde bliver aftalen til “aftalen,” en repræsentation af repræsentationen af virkeligheden, der er afkoblet fra den virkelighed med diplomatiske aftaler og international orden, som aftalen egentlig oprindeligt har repræsenteret. Hvis det giver mening. En form for baudrillardsk simulkra, i internationale relationer, som Trump og Vance så kan fylde med alverdens, for det betyder ikke noget, om repræsentantionen repræsenterer virkeligheden længere. Virkeligheden er, for dem, magten.

Det er også derfor der er noget naivt over hvordan mange svarer på Trump og Vance, eller Putins, verdensopfattelser. For det nytter ikke noget, at man påpeger hvordan de tager fejl, eller hvordan at internationale aftaler faktisk har været gode for USA, eller noget tredje. I mange tilfælde, vil de nok allerede vide de ting man fortæller dem, de er blot ligeglade, for det er ikke de ting som det handler om. God lørdag morgen til jer; håber at I har fundet fløjlsbukser og rullekrave frem.