Poiché la disuguaglianza di reddito è cresciuta in modo significativo e la distribuzione della ricchezza è diventata molto più distorta, le risorse per partecipare politicamente e il potere che ne consegue è stato più concentrato nel migliore.

Lidt pointer fra artiklen:

>Undersøgelser viser, at folketingspolitikere i højere grad bøjer sig for partiledelserne. I 1980 ville 39 pct. stemme med deres parti, selv om partiets linje stred mod deres egen overbevisning. I 2017 ville 68 pct. gøre det. Samtidig er der sket en udvikling i koordineringen på regeringsniveau. Det er sket igennem etableringen af en fast struktur med to udvalg. Koordinationsudvalget med statsministeren for bordenden og Økonomiudvalget med finansministeren for bordenden. De to udvalg har typisk en central rolle i de tidlige faser i udformningen af nye politiske aftaler og forlig.

Det synes jeg virkelig er en skam, og et hårdt slag mod demokraiet, jeg kan selv godt lide at stemme personligt, netop af den grund at de har mulighed for bedre at ramme min præcise holdning for et givent emne end partiet.

>Politikerne brugere mere tid end nogensinde på både gamle medier og de sociale platforme. Siden 1980 er den tid, som folketingspolitikere bruger på medierne, øget med 38 pct., mens den tid, de bruger på lovgivningsarbejde, er faldet med 22 pct.

Politikerne er de rigtige DJØF’er!

EDIT: Det er faktisk bare en interessant artikel, læs den.

Det kunne være interessant hvis man havde nogle folkevalgte (10-20%) ala jury-duty der ikke var fedtet ind parti-politik og havde en divers geografisk, økonomisk og alderssammensætning.