Gli autori della Chronicle hanno colpito alcune cose su cui ho rimbalzato. Blu. Alcuni dei politici danesi per l’accumulo spirituale. Cosa mettono qui – dovremmo semplicemente invocare la stessa identità religiosa – o fare i politici forniti di pensare all’idea che le conversazioni che modellano la società diventi più ricche quando (fuori) la formazione non è ridotta a corone e orecchie.
Per come rafforzare la democrazia in un mondo in cui gli algoritmi promuovono la disinformazione e il conflitto anziché la conoscenza e la conversazione. È con la formazione e il taglio come una spada in mano che distribuiamo piatti ai combattenti digitali e alle correnti politiche che vincono quando siamo separati in silos digitali – e che stigmatizzando la conoscenza e imbarazzanti avversari politici come i cattivi che non solo rubano le nostre caramelle del venerdì, ma tutto ciò che ci porta gioia?
È tempo di essere ispirato dall’interpretazione della democrazia di Hal Koch come conversazione e presentarsi, tra le altre cose. Le istituzioni che ci equiparano a parlare insieme, riflettono e criticano in un dato di fatto?
https://www.information.dk/debat/2025/07/aandelig-oprustning-begynder-anerkendelsen-aartiers-forsoemmelse-dansk-humaniora
di Radiant_Gazelle_1959
4 commenti
Lukning af sprogfag er virkelig en dårlig ide.
Men min erfaring er, at man har forsømt humaniora ved at stille for få krav til humaniora. Det er fungerer ikke med peer-review, hvis peer-ene bliver for ukritiske.
Nej, vi har allerede rigeligt med arbejdsløse humanioraer
Som de unge siger: “It’s not a bug, it’s a feature”
Man er ikke *rigtigt* interesseret i en åndelig oprustning, eller hvad vi nu skal kalde det, i tråd med Hal Kochs tanker om det levende demokrati. Man er først og fremmest interesseret i politik.
Der er ingen, der fra politisk side gider historikere, filosoffer, antropologer, sociologer osv. for det, de i *virkeligheden* er uddannet til. Størstedelen af tiden er de mest af alt en klods om benet, fordi de næsten per definition udgør en magtkritisk og potentiel politisk modsigelse. Og derfor er det, at man om og om igen harcelerer imod human- og samfundsvidenskaberne med eder og forbandelser om pseudovidenskab, aktivistisk forskning og femtekolonnevirksomhed.
Kommer humanisterne til at spille en reel rolle i ‘den åndelige oprustning’, bliver det et ubrugeligt stykke bestillingsarbejde. Man kommer aldrig til at overlade definitionsretten til dem, der faktisk beskæftiger sig med ‘ånden’, hvis vi skal kalde det dét.
Spændende kronik, men man har læst det budskab mange gange før, og det vil hjælpe gevaldigt, hvis de dels så bjælken i eget øje og dels tænkte lidt nyt.
For det første blev der uddannet al for mange humanister i 00erne og begyndelsen af 10erne, og uddannelserne er typisk ikke svære nok. Det er imidlertid ironisk, at mange ikke rigtig tør give sig i kast med sproguddannelserne, bl.a. fordi det generelt anses for svært at mestre et fremmedsprog. Hvis der skal stå faglig respekt om humaniora igen, så bør humaniora være små og elitære uddannelser, der er svære, men som til gengæld giver jobgaranti.
For det andet så er humaniora generelt for venstreorienteret og kontrært til at hoppe med på politikernes ønske om åndelig oprustning. I mange årtier har flere af de dominerende teorier på humaniora haft et magtkritisk blik på statsmagten, og et endnu mere kritisk blik på det mindste der kunne lugte af national identitet og nationalisme. Nationen er jo bare et forestillet fællesskab, en social konstruktion, som det har lydt derfra siden 1980erne. Hvis humaniora gerne vil tages mere seriøst blandt politikere og beslutningstagere, så bør der blandt humanister være en større accept af, at man støtter nationsopbygning og forsvarsvilje.