Nuovo studio dell’Università di Aarhus: i politici mantengono la maggior parte delle loro promesse elettorali [omtrent 2/3 af valgløfterne i 2019 blev overholdt, når undersøgelsen frem til]

Det er en sjov udvikling der har ført os til det her sted. Én ting jeg tror er relevant, er massepartierne og den politiske identitets forsvinden. Men det er bare strøtanker i en overspringshandling.

Færre vælgere er politisk “skolede” i dag, og har en mindre fast opfattelse af sig selv, som tilhørende en bestemt overbevisning (eksempelvis at være meget bevidst om hvad det vil sige for én, at være “socialist,”) eller som tilhørende et bestemt parti (altså, at stemme på det Konservative Folkeparti, fordi det er dem der er ens middelklasse og petit-bourgeoise interesses vogtere.)

Det har bidraget til at politik, fra at være en større og bredere kamp om samfundsindretningen, nu er blevet smurt tyndere ud, som en række enkeltsager, de enkelte partier og vælgere går op i. Så bliver stemmeafgivelse en forhandling, en “noget-for-noget”-situation, hvor vælgeren stemmer på partiet, ikke fordi de forventer at der arbejdes ud fra et bestemt ideologisk eller teoretisk udgangspunkt, men at der arbejdes hen imod et meget snævert mål. Mindre arveskat, minimumsnormeringer i børnehaver, eller flere vindmøller på kirkegårdene.

Så bliver det også noget mere tydeligt for de vælgere der har stemt på en bestemt måde, med et bestemt løfte in mente, når det ikke lykkedes at indfri løftet. Enten fordi den parlamentariske situation ikke tillod det, eller fordi partiet indgik i et forlig eller andet kompromis. Så føler man sig som vælger ført bag lyset. Og som vi også ved fra mere direkte personlige relationer, så skal der ikke så mange løgne eller løftebrud til at ødelægge en ellers troværdig relation. Og medierne elsker det! Det er noget sjovere at skrive en artikel om, at nu har ministeren for lænestole ikke gjort dit eller dat, end “politikere gør som de sagde de ville gøre.” Så det er ofte politikerne selv der skal frembasunere deres sejre, og det er ikke alle der gider at følge politikere eller politiske partier på sociale medier. Herunder overtegnede.