Perché gli anziani sono tristi e delusi dall’aiuto domestico? I grafici danno una risposta

Jeg er bevilget hjælp i min nye kommune, ligesom jeg var det i min gamle. Jeg er kun 46, så det har været lidt af en omgang at få dem overbevist om, at jeg faktisk er i den kategori, der er berettiget.

Min nye hjemmehjælp kom og gjorde rent for første gang for 14. dage siden. Jeg bor i 78m2, og det ene værelse er et gæsteværelse, der derfor ikke gøres rent. Hun kunne stadig ikke nå både sengetøj, støvsugning, gulvvask og rengøring af badeværelse på de 43 minutter, hun havde. Det betyder så bare, at halvdelen af mit gulv ikke blev vasket, tough titties. Det kan vi begge se er ret urimeligt, men sådan er reglerne jo. Jeg tvivler på, at hun er gået hjem med en god følelse i maven den dag, selvom den hjælp hun HAR leveret, er værdsat af mig!

Jeg har tidligere selv betalt for rengøring, og de fleste folk var gamle SoSu’er, der havde droppet netop hjemmehjælpsbrugere. Ikke fordi behovet ikke var der for deres hjælp eller de var trætte af brugerne, nej, tværtimod gav det dem massiv arbejdsglæde hver dag at føle, at de havde haft tid til at “gøre deres arbejde ordentligt!”. De havde de samme opgaver som den offentlige + støvaftørring, og normalt tog det dem 1½ time at gøre det, som det offentlige max vil bevilge 70 minutter til. Det er altså 20 minutter ekstra ved hver borger, der gav ikke bare mig mere livskvalitet, men også gav medarbejdere, der følte, de gjorde et godt arbejde, og at gøre et godt arbejde giver afsindigt meget mening i et arbejdsliv! Også langt mere end folk egentligt tænker over!

Løsningen på den dårlige bemanding er ikke bare højere løn, selvom det self ville hjælpe, men også at give dem mulighed for at levere den hjælp, borgeren har brug for. Man kan simpelthen ikke bede folk om at træde ind i et omsorgsfag med deres store, blødende hjerter og så ikke give dem mulighed for at udøve den omsorg! Det slår dem langsomt ihjel indefra! Og så søger de over i det private, hvor mere velstillede pensionister såvel som “normale mennesker” køber deres hjælp for flere penge, mens de stadig i hverdagen møder mennesker som mig, hvor de aktivt kan mærke hvor stor en forskel, deres arbejde gør.

Jeg har bevidst, igen, valgt en privat leverandør for på den måde at kunne tilkøbe hjælp af og til. Det kan man ikke i det offentlige, ikke de steder, jeg har boet, i al fald. Det gør så også at jeg måske kan give min nye skønne rengøringsengel en puster, hvor hun får lov at være så grundig som hun gerne vil, når jeg har pengene til det.

SSA-elev her.

Vi er selv pisse skuffede og triste over hjemmehjælpen.

Vi er maks pressede, og har bogstaveligt ikke tid til den mindste form for snak. Et simpelt besøg til noget som frokost har vi syv minutter til. På de syv minutter skal vi: ind af døren, på med de blå futter, præsentere os selv og sige hej, finde ud af hvad du vil spise, lave maden, rydde op efter os, og dokumentere det på verdens langsommeste telefon. Vi har ærligt ikke tiden til noget så simpelt som at vaske det op, hvilket vi så bliver skældt ud over. Og står du og er ked af det pga noget, som ikke er sundhedsfagligt relevant, så er det bare ærgerligt, for vi skal skynde os ind til naboen, eller nogen flere kilometer væk på tre minutter.

Nærmest hvert tredje besøg afsluttes med en klump i maven, fordi vi ville gøre så meget mere, men ikke har mulighed for det.

Når jeg er færdig med uddannelsen næste år, skal jeg aldrig tilbage til hjemmeplejen.