Le proposte dei cittadini introdurranno giornate di pratica retribuite

Det findes allerede. Det kaldes ferie.

Kært barn har mange navne. Alt afhængig kaldes det ferie, afspadsering, flex eller hjemmekontor hvor jeg arbejder.

Har det lidt sådan hvad bliver det næste. Husholdningsdag, barnets fødselsdag for klassen? Det er for meget. Indfør store bededag igen. Punktum

Er det ikke det vi kalder en:
“Hej chef, jeg har lige brug for en hjemmearbejdsdag med fuldt fokus, så jeg kan samle op på alle trådene uden at blive forstyret af møder eller andet” – Dag?

Uanset, så er jeg stor fan.
Hermed underskrevet

Altså, jeg har fra tid til anden meldt mig syg en dag eller to uden faktisk at være syg, netop fordi jeg har haft det dårligt mentalt eller været komplet udkørt psykisk.

Jeg har længe været fortaler for at man kunne få en dag som denne. Netop fordi at jeg så ville kunne gøre det uden at skulle lyve, eller skjule noget.

Lidt ligesom hjemmearbejdsdage (find høtyvene frem), så er det her forslag de facto blot nedsat arbejdstid til alle, der enten ikke udfylder kritiske funktioner (hvor en kollega så skal kaldes ind) eller laver ufaglært arbejde (eller lignende omstændigheder, hvor du let kan blive fyret).

Det er i forvejen længe siden, at arbejdstiden sidst blev sat ned, og jeg tror de her tiltag (ikke at det her bliver vedtaget) kommer til at udskyde det for det samlede arbejdsmarked – meget kontorarbejde er endt med at blive meget fleksibelt, en hjemmearbejdsdag afsluttes måske lidt tidligt (og man slipper for at pendle), og hokus pokus, så er der måske sværere at få samlet fælles opbakning til blandt arbejdstagerne. Tilbage står de, der fysisk skal møde ind og ikke bare kan tage en øv-dag.

Nej tak.

Det ville give ledere, kunder, klienter, patienter, borgere, osv. nogle fuldstændige urimelige vilkår, hvis det skulle til at være normalt, at hvem som helst på to tilfældige dage om året skulle kunne ringe ind og sige “Jeg føler den ikk lige i dag”.

Sygdom er en god grund til at blive hjemme, og så må man tage de udfordringer og afbud, der følger med. Men har vi virkelig lyst til et samfund, hvor ens tandlægetid, som man selv havde tilrettelagt fri til, bliver aflyst i 11. time, fordi tandlægen føler sig lidt øv?

Eller at der pludselig ikke er nogen sygeplejersker i akutmodtagelsen eller nogen pædagoger i vuggeren, fordi alle på vagten tilfældigvis lige fik en øv-dag samtidig? Hvor mange ville i øvrigt melde sig “øv” 1. juledag, fordi man var lidt “øv” over at man ikke kunne få fri der?

Og hvad er rationalet for, at vi har brug for to øv-dage? Hvorfor synes nogen, det er en god idé at alle får sådan en “ventil”? Skal vi til at synes det er normalt, at man på dagen (eller med kort varsel) kan få det så dårligt, at det er mest hensigtsmæssigt at man bliver hjemme?

Hvis man har det så dårligt, at man ikke kan tage på job, men uden at man er syg, er det så sandsynligt at det kan klares på to dage? Og hvis det antages at være noget alment, kalder det så ikke på at kigge på trivsel/vilkår alle de andre dage på året istedet for at man lige “puster” i to dage? Og omvendt, hvis man ikke har det *så* dårligt, og egentlig kunne komme på job, skal vi så ikke stå sammen om, at man tager ansvar og laver sine ting, selvom man har en lidt dum dag?

Jeg synes, det var bedre – hvis det overhovedet er i samme boldgade – hvis vi på en eller anden måde kunne arbejde henimod at flere mennesker trivedes i deres arbejde, og at vi blev bedre til at lave forebyggende indsatser mod begyndende mistrivsel, og måske blev bedre til at forstå/definere hvornår man er syg, måske især hvornår man har psykiske sygdomssymptomer.

Og hvis vi endelig skulle til at have to ekstra fridage med løn, som kan meldes på dagen (og det synes jeg ikke at vi skal pga genen for alle andre end den arbejdende), så skal vi slet ikke kalde det øv-dage. Så må det hedde ekstra ferie med korttidsvarsel (EFK) eller sådan noget. Det vil jeg mene var mere retvisende.

En mands øvdag er en andens mands sygedag. Bare tag en sygedag…

En pædagog og en læge

Forslaget er sgu lidt naivt, om end med god mening, og de fleste har nok de øv-dage, så der er en “vis” forståelse.

Men vil vi være ligeså forstående når den rodbehandling bare “skal” laves og man får fortalt af tandlægen; “Beklager, han/hun har øv-dag, så det bliver måske i morgen eller senere på ugen engang”?.
– Jeg tvivler.

“Jamen så må tandlægen ansætte nogle flere tandlæger.”
– Som vil have samme rettigheder og ligeledes være nødt til at have nok kunder til at kunne betale lønnen. Så cirkler vi igen i samme problem.

“Så må de tage færre kunder og/eller beregne tomgangs tid i planerne.”
– Og så bliver det dyrere for kunderne. Lønnen til medarbejderne skal fortsat betales.

Og forklar dine kolleger at du nu har en syge- og/eller øv-dag “igen”. Fravær avler fravær.