L’articolo è dietro pagamento, ma questa citazione sembra riassumerlo:
>Nell’anno scolastico precedente quasi 38.000 alunni sono stati inseriti in una classe speciale o in un’altra offerta speciale. Ciò significa che il grado di segregazione negli ultimi due anni scolastici è salito al 7,3%. La percentuale è storicamente elevata e corrisponde al fatto che oggi un alunno su 14 viene espulso dalla scuola primaria, perché gli insegnanti delle classi normali non sono in grado di dare ai bambini con difficoltà il sostegno, la sicurezza e l’apprendimento necessari.
Se si torna indietro di una dozzina di anni, solo un alunno su 20 è stato inserito in un programma educativo speciale al di fuori dell’istruzione generale della scuola primaria. In altre parole, la scuola primaria non va nella direzione di una maggiore inclusione, ma esattamente il contrario. L’esclusione degli studenti con difficoltà non è mai stata così estesa come adesso.
“Si potrebbe definire un paradosso”, afferma il responsabile della ricerca Andreas Rasch-Christensen della scuola professionale VIA.
“Politicamente si parla di inclusione fallita e di qualcosa che deve essere affrontato. È anche ben documentato che insegnanti, pedagoghi e dirigenti delle scuole primarie considerano l’inclusione forse la sfida più grande. Ma allo stesso tempo ne includiamo meno.”
Anche il ricercatore senior Thyge Tegtmejer di VIVE salta il dibattito pubblico.
“Si dice spesso che l’inclusione sia andata troppo oltre e che sia un problema che le scuole primarie abbiano il compito di includere più bambini con difficoltà. Ma se guardiamo in generale al paese, anno dopo anno i comuni spostano una percentuale sempre crescente di studenti dalla scuola generale verso scuole e classi speciali. Probabilmente ad alcuni viene in mente che sia proprio così.’
…tl;dr:Sempre più bambini frequentano corsi di educazione speciale, eppure l’inclusione dei bambini nelle classi regolari della scuola primaria causa ancora problemi. Cosa si può fare?
https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-udstoedte-11
di MadsenFraMadsenOgCo
9 commenti
Det er ret vildt.
Men man kan starte med at tage skærmen fra dem og begynde at opdrage aktivt. En forudsætning for indlæring er ro og at man har lært at kynne koncentrere sig. Det er noget som kan trænes, det er ikke en enten/eller evne, men forældrene skal gøre det hjemme fra.
Luge som det at sidde ned og vente på at det bliver ens tur.
Og så også acceptere at ikke alle børn er boglige
Tablets og mangel på grænser er IMO de største faktorere.
Løsningen er at man skal lade være med at få børn, hvis man har tænkt sig, at de skal sidde med snotten i en tablet før deres sprog samt kognitive og sociale udvikling er langt nok fremme til det.
Sjovt nok, ser jeg en tendens hvor de værste tabletforældre også er dem, der er mest kritiske over for personale og klar til at kaste mudder så snart der bliver stillet krav til deres unger.
Læste om en 12-årig pige med skolevægring. Hun startede dagen med 2 timers Tiktok. For at få ro i hovedet. Det er børnemishandling og forældrene burde blive tvunget til at tage et kursus i hvordan en hjerne fungerer. Men familien mente naturligvis at kommunen havde svigtet ved ikke at finde ud af noget til hende.
Ud fra egen praksis kan jeg kun sige, at der som minimum er 1 ud af 20 af de resterende børn i folkeskoleklasserne, der ville have enorm stor gavn af at komme i specialtilbud.
Alternativet er flere lærere og pædagoger i den almene folkeskole, og flere undervisningstimer med to faglærte.
Siger artiklen noget om hvilke type udfordringer der er i dag, i forhold til eksempelvis 25 år siden? Hvis ikke er det jo ikke meget værd.
Vi var vel omtrent 36 i min årgang. Én blev sat i specialklasse, et par skiftede til skoler som bedre kunne håndtere deres behov (før ADHD var en ting) og så var der en håndfuld som fik ekstra eller specialundervisning i enkelte fag. Det var småt med decideret forstyrrende elementer og udfordringer gik på indlæring.
Når jeg snakker med lærere i familien beskriver de omtrent det samme. Forskellen fra der og nu, er at elever er voldsomt forstyrrende og ikke møder læringsparate. Der er udfordringer med sprog og forældre er ofte ikke “med på holdet”. Mange af dem ser udfordringer som skolens problem eller er bare ligeglade.
Det er selvsagt også mulig at pædagogikken har ændret sig, men folkeskolen skal forme det materiale som leveres. Er det mere udfordrende, bliver produktet derefter.
Som pædagog i en specialklasse:
Der er ikke noget underligt i, at der er flere børn i specialklasser i dag end før i tiden.
Det almene klasserum har ændret sig drastisk. Fra at have en mere stram klasseledelse, og børn der havde lært, at man engang imellem bare er et nummer i rækken, er det almene klasserum nu mere larmende og kaotisk. Dette gør det helt naturligt sværere for specialbørn at indgå i en almenklasse.
Grunden til vi er endt der er en kombination af flere ting. Den anerkendende pædagogik er blevet ekstremistisk fortolket og institutionerne har fokus på læring frem for dannelse. For år tilbage kunne børn måske ikke talrækken og bogstaverne når de startede i skole, men de kunne tage fire kort op i Uno uden at få en nedsmeltning. Derudover er det blevet for nemt for forældrene at aflede børn med en skærm, så børnene ofte undgår situationer, der ganske vist er svære for dem (og forældrene), men som til gengæld rummer nødvendig og basal læring om at indgå i verden.
Uroen i de almene klasser er blevet så stor, at almene børn nu bliver tilbudt løsninger, der før i tiden kun var forbeholdt specialklassebørnene, så som høreværn i timerne, afskærmning etc. Jeg oplever personligt, at de mere sårbare og forsigtige børn fra almenklasserne elsker at komme på besøg i min specialklasse, fordi der faktisk er mere ro og struktur der.
Udtalelserne i artiklen er så fjerne fra virkeligheden, at jeg tænker, at forskningschefen og seniorforskeren her måske har brug for at komme ud i praksis i et års tid. At drage konklusioner ved at sammenligne tallene fra i dag med tallene fra år tilbage uden at tage hensyn til, at det ikke er længere er samme type børn og klasserum, er håbløst.
Man kan genindføre lærerens hjemmel til at være den der bestemmer i klassen.
Ikke som i den sorte skole, men på en ordentlig måde.
Forældre skal bakke denne hjemmel op, dog selvfølgelig ikke ukritisk.
Skolelederen skal bakke lærerne op, når deres rolle som leder bliver unødigt betvivlet.
Læreren skal have mulighed for at sende en forstyrrende elev udenfor døren, eller op til skolelederen.
Skolelederen skal have ret til at kontakte en elevs forældre, og bede dem hente eleven i grelle tilfælde. Også selvom forældrene er nødt til at gå fra deres job før tid.
Ovenstående vil være et bidrag til at skabe ro i klasserne, og min teori er at mange flere børn så vil kunne holde ud at gå i en normal klasse.
Når disse børn sendes i specialskole, er det netop ro og struktur vi personale sætter in med som noget af det første.
Lige nu er det jungleloven der hersker i klasserne, de stærke elever tryner de svage, og lærere og pædagoger tør ikke at gøre noget, af frygt for at blive stemplet som “ikke-inkluderende/anerkendende”.
Det.er hjerteskærende at være vidne til.
Skrevet af en tidligere pædagog på både normalskoler og en specialskole.
https://www.dst.dk/da/presse/Pressemeddelelser/2023/2023-09-12-foerstegangsfoedende
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-04-03-flere-danske-boern-bliver-foedt-af-kvinder-over-45-end-af-teenagere
Jeg er selv neurodivergent og mor til et neurodivergent barn, som er blevet henvist til specialklasse. Jeg synes personligt, at samfundet er blevet mindre og mindre tolerant over for dem, der falder uden for normen, i forhold til, da jeg selv var barn og ung. Det er et paradoks, fordi diversitet ellers er på dagsordenen som aldrig før.
Jeg tror det handler om, at vores samfund er blevet for højeffektivt. I daginstitutionerne fokuserer vi på, at børn skal blive skoleparate og effektive samfundsborgere, i stedet for at fokusere på, at børn skal lege og have trygge faste voksne. I skolen fokuseres der på læringsstile, nationale tests, inddragelse af skærm (produktion af effektive samfundsborgere) i stedet for lejrskoler, musik og læselyst.
Og til dem i tråden, der tror, at børn får behov for specialtilbud af at se for meget skærm og for eftergivende opdragelse : I er en del af problemet.
Ja altså som 25-årig var specialklasse slet ikke en mulighed for mig fordi jeg skulle “inkluderes”. Så det gik jo ikke skide godt..