"- Allora è più bello essere qui nel club, perché non ce ne sono così tanti "cosa imperdibile". Quando mi viene detto che DEVO fare qualcosa, semplicemente non posso farlo.
Sono l’unico a pensare che il giornalista non sia stato davvero critico in questa situazione? Sto solo pensando, qual è il piano per loro? È uno spazio libero affinché possano trascorrere alcuni anni buoni e poi tornare o non dovrebbero frequentare la scuola?
In altre parole, potrei temere un po’ che ci siano alcuni bambini/adulti che trovano incredibilmente difficile entrare a far parte della società, sia in termini di contributo, ma anche di onere. Io stesso sono favorevole al 100% al miglioramento del nostro sistema scolastico su molti punti, ma c’è una voce interiore aaaaaaaaa nella mia testa quando leggo questo. Ho trascurato qualcosa o ci sono altri che sono scettici come me?
https://www.dr.dk/nyheder/indland/deres-boern-vil-ikke-i-skole-nu-har-foraeldre-taget-sagen-i-egen-haand
di Nicklas1993
17 commenti
100% enig med dig her.
Hvis nu man brugte det til at gøre børnene klar til at vende tilbage til en normal skolegang, ville det være fedt. This ain’t it chief.
Det er dejligt at de børn der har der svært at gå i skole, har et sted at få noget socialt. Men det skal ikke være et flugtsted hvor de så ikke får udviklet sig.
Jeg er bange for de her steder ikke er andet end en dræn fabrik.
Jeg blev mobbet rigtig meget i 3-4 klasse, og havde det virkelig skidt psykisk. Så jeg havde meget fravær i den periode.
Jeg siger ikke, at det er løsningen at blive væk fra skole. Men jeg kan godt relatere til dem.
Håber at de får noget ro og den hjælp, de har behov for, så de kan vende tilbage til skole.
>Har jeg overset noget eller er der andre som er skeptisk som mig?
Ja at inklusion smadre det for rigtigt mange børn. Det er jo ikke det her forældre vil, det er i afmagt over at folkeskolerne får lov at sejle og skade børnene.
Der er en grund til at nærmest alle politikerne bruger privatskole til deres børn, de ved jo godt folkeskolen er smadret.
Så det her er slet ikke godt, men alternativet er værre.
Selvfølgelig skal de her børn hjælpes.
Og selvfølgelig skal vores skolesystem have nogle bedre rammer til at rumme flere børn, om det så er i folkeskolen eller i specialtilbud.
Med det sagt, så er skolevægring jo lidt er nyt fænomen. Da jeg gik i folkeskolen, for en ca. 18 år siden, var der altså ikke rigtigt nogen med skolevægring.
Bevares der var børn der havde det hårdt med skolen, og det var da også en skole i et udsat område.
Men man kunne altså ikke bare få lov, af hhv. forældre og skolevæsen, til bare at blive hjemme.
Men da pædagogikken og særligt forældrenes syn på eget barn, ændrede sig til at være mere individ orienteret. Skete der bare noget med at hvert barn skal have alle behov tilgodeset, oftest ligemeget hvad konsekvenserne af det er.
På den ene side kan jeg godt sætte mig ind i det med en indre aaaaaah-stemme. På den anden side er realiteten bare at et eller andet i vores samfund er fucked up når så mange børn ikke kan fungere i skolen idag. Om det er hormonforstyrrende stoffer i omgivelserne, pesticidrester i drikkevandet, algoritme/skærm-afhængighed eller skolesystemet der er fucked kan jeg ikke svare på, men det er så mange børn på tværs af hele landet at man er nødt til at anerkende at der er et problem, og at det skal løses. Indtil videre har mange kommuner hverken ressourcer eller planer for at løse det, og så ender vi med de her alternative tilbud.
Jeg har selv 2-3 børn der er ramt i forskellig grad, med den yngste på 4 der allerede nu ikke kan fungere i børnehaven (hvor 1 af de faste pædagoger på stuen har været stress-sygemeldt for et halvt år siden, en anden er det på 3. uge og den tredje også er sygemeldt pt, dog uden officiel/personlig viden om grunden). Pædagogerne har ikke ressourcer, hverken tid eller hænder, til at håndtere stadig flere børn der ikke trives i børnehaven, PPR kan ikke følge med, og resultatet er børn der sendes i en folkeskole der heller ikke kan håndtere dem, hvor det hele bliver værre.
Men ja det er et kæmpe samfundsproblem, hvis vi har en masse børn der reelt ikke kan fungere i samfundet for whatever reason. Selv hvis de kommer tilbage på skolebænken og får noget uddannelse senere er det jo en forsinkelse i forhold til det samfundsmodellerne forventer, hvilket vil skabe huller både i økonomien og den forventede arbejdsstyrke.
I forhold til at der ikke stilles krav her, så kan det aldrig blive frivillige forældres ansvar at lave et tilbud til børnene der kan sammenlignes med skolen. Og hvad vi bl.a. blev rådet til at læge, psykiatri, PPR osv. med vores ældste var at fjerne ALLE krav da der begyndte at være selvskade og massiv skoleværgring. Så det råd fulgte vi naturligvis som forældre. Det er så over 3 år siden nu, og først det seneste år har vi set en nogenlunde fremgang efter en placering i et tilbud kommunen har som netop også primært har fokus på meget får krav (men hvor der dog er undervisning i dansk, matematik og engelsk). Det tilbud har vist en max kapacitet på 30-40 pladser, og skal dække en stor del af Aalborg Kommune. Så jeg forstår godt der popper de her andre ting op.
Jeg synes at det er en problematisk artikel.
Hvad er skoleværing overhovedet? Er det i virkeligheden forældrene der har skoleværing og ikke magter deres afkoms skolegang?
Hvis disse børn er så dårlige, at de ikke kan komme i skolen, gør denne artikel dem ingen tjeneste. Jeg tvivler ikke på, at der er børn der bliver svigtet af skolesystemet.
Hvis børnene levede i oldtiden, var der forhåbentlig en selvopretholdelsesdrift i disse børn som gjorde de overlevede. Selvom der var mange ting de ikke havde lyst til. Men det er uklart hvilken vinkel journalisten vælger 😅.
jeg sender min søn i skole, selvom han hver morgen siger han ikke har lyst.
han er en del af et fællesskab. dukker han ikke op, sidder hans siddemakker helt alene og han kan ikke deltage i gruppearbejdet.
han er næsten altid glad når jeg henter ham.
Hvad tror du alternativet er? Har du sat dig ind i skolevægring? Hvad vil DU gøre med et barn der nægter at træde over tærsklen ind til klasseværelset? Som begynder at skrige, ryste og græde. Vil du tvinge dem ind med magt? Hvad vil du gøre når du har prøvet ALT? Skolevægring er sjovt nok opstået efter inklusion, større klasser samt udbredelse af sociale medier. Børn mistrives i stor stil. Vi har en i min familie som i 3 nu har siddet i et rum på skolen og set Netflix, og lavet nogle kreative sysler og projekter. Hvad skal de gøre? Allokere 1 lære til 1 elev? Det kan jo ikke lade sig gøre… Så ja, indtil der kommer løsninger på børns mistrivsel, så er det da alt andet bedre at der er ET sted de kan være, end at forældrene skal stoppe på arbejde for at passe deres barn.
Jeg har ingen løsning, og kan også godt forstå at folk stejler over “skal” kommentaren. Men der ligger jo noget bag det, at det der med forventninger der stilles til dem er uoverskueligt for dem. Ikke fordi de bare ikke gider, men fordi det fysisk gør noget ved dem, når der stilles krav til dem, som f.eks. at være i klasselokalet
Børn bruger de ord de kan. Min knægt ville heller ikke i skole, men det var i virkeligheden et ‘jeg kan ikke’, der burde have været hans ord. Vi havde et par år med meget ustabil skolegang og senere reel skoleværing. Han fik en plads på specialskole og nu er han oppe på 22 timer om ugen.
Men det tog lang tid at få ham på en passende skole, selv efter han var blevet udredt. Vi har været utroligt heldige med at han ikke nåede at tage mere skade de sidste par år.
Det mest åndssvage var at vi som familie ikke fik den hjælp og støtte vi havde krav på via kommunen og jeg er efterfølgende gået ned med stress og har massive belastningreaktioner efterfølgende. Jeg er pt i gang med at blive udredt til flexjob, fordi vi ikke fik hjælp i de år, hvor knægten havde det værst og jeg dermed er gået fuldstændigt ned med flaget. Jeg har i teorien 25-30 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er satme spild/forkert prioritering af ressourcer i min optik!
Har selv arbejdet med børn, der lider af skolevægring. Har i øvrigt også selv lidt af skolevægring, hvilket var en sen realisering i livet, for det var bestemt ikke et kendt begreb dengang, og jeg blev på ingen måder grebet af systemet, som man i langt højere grad gør i dag.
Jeg synes, at det er et fint forsøg af klubben fra artiklen, selvom at det kan lyde curlingagtigt med at sige nej til skal-ting. Når jeg arbejder med påvirkede børn og unge er det stort set altid at skabe nogle bitte små rammer, som de på en eller anden måde skal følge. Hvad vi andre føler er let, kan være enormt svært for disse børn fx at stå op, træde ind på skolens matrikel osv.
Jeg kender ikke forskningsgrundlaget bag det, men jeg vil vove at påstå at til skolevægringsproblemet følger også et skyggetal af udiagnoserede børn og unge, som er gået under radaren indtil det er for sent. Problemet bliver derfor dobbelt så stort, da man pludselig står med et barn, der har det meget svært, ikke kommer i skole og også skal diagnoseres samtidigt med det hele.
Det er dog stadig værd at nævne at samfundets børnesyn, hvor individer kommer i fokus fremfor fællesskabet også er en klar forøgende faktor i eksempler på skolevægring. Det gælder både at forældre og lærere/pædagoger skal have fløjlshandsker på, når vi har med børn at gøre lige så vel at mange børn har svært ved at fungere i et fællesskab. Der kan være tryghed i at være én ud af mange i stedet for at realisere sig selv som et individ hele tiden – det lægger et stort pres på individet, hvilket skolevægringsbørn føler, de ikke lever op til.
Jeg ser idéen, men nu plukker jeg lige dit citat. Jeg mener dog også, at man gør børnene lidt af en bjørnetjeneste, når man fjerner alle krav fra deres hverdag. Det virker dog som en ugentlig ting, så jeg tænker ikke at det vil være et stort problem at give dem lidt frihed.
Jeg håber meget det kan hjælpe de her børn på rette vej, så de kan komme igang igen. Men jeg tror desværre også bare vi går i en retning af at, skånejobs ikke længere er for pensionister, men bliver en ting som unge mennesker kan komme på, når de får deres første job efter uddannelse. Det er en balance, men at pakke børn for meget ind i vat (jeg siger ikke de gør det her), men det har også en bagside.
> Altså jeg kunne jo godt frygte lidt at man fik nogle børn/voksne som havde det utroligt svært at blive del af samfundet
Der er vi allerede. Mængden af børn og unge, der mistrives i en sådan grad at vi har skoleværing er astronomisk og hvad værre er at deres forældre er i konstant beredskab for at prøve at få hjemme situationen til at virke.
Så vi betaler for at have forældre hjemme (de får støtte til at passe børn i skoleværing), så de bidrager heller ikke til samfundet som de ellers kunne (og reelt ønsker).
Samtidig samtidig kan de fleste af de forældre knap have et job selv hvis deres børn magisk kunne være i skole på fuld tid i morgen, fordi de selv er blevet så ramt der næsten er tale im PTSD lignende symptomer.
Vi mister persom som samfund til såvel børn, der har det svært OG forældre som nu bliver sygemeldt og ødelagt i deres forsøg.
**Det her er et alvorligt problem i vores samfund, og det hverken kan eller skal løses ved at lege gammeldags og udskælde forældrene. De hænger i med det yderste af neglene. Vi har et systematisk problem der skal addreseres med komplette reformer og omstruktureringer af hvordan vi gør!**
Lærerne advarede i 2014 det ville ske, men ihhh nej, der skulle inkluderes og nu er børnene blevet ødelagt!
Alle de her familiers forudgående historie er forskellig.
Men lige i artiklen her, skriger historien på at der er nogle forældre dom har svigtet deres børn gevaldigt ved ikke at lære dem hvordan man håndterer krav fra omgivelserne
Jeg havde en mildest talt elendig barndom i 90’erne, af flere årsager. Blev samtidig mobbet til skolevægring fra 4. – 6. klasse. En tur på julemærkehjem over tre måneder gav mig selvtillid, gåpåmod, samt troen på mennesker tilbage. Jeg gennemførte resten af folkeskolen med humøret højt og med gode sociale relationer (ja, endda i den samme klasse jeg kom fra, før julemærkehjemmet. Mobningen forsvandt mere eller mindre da selvtilliden kom.)
At vi ikke finder løsninger som den, der dengang hjalp mig, og støtter dem meget mere… Kan jeg simpelthen ikke forstå. Julemærkehjemmet støtter jeg personligt med 250,- årligt, men det er jo kun en dråbe i havet til mængden af børn, som kommer igennem hvert år. Eftersom de færreste køber julemærker længere, så er de en smule økonomisk udfordret og forlader sig primært på donationer og sponsorater.
Det er vildt at tænke på, at de reelle løsninger ikke støttes mere af staten, men i stedet står for egen regning. Velfærden længe leve! (Julemærkehjemmene modtager ca. 2,2% af deres driftsomkostninger fra offentlig støtte)
Edit: Når det så er sagt, så er julemærkehjemmene nok ikke for alle. Ligesom jeg heller ikke mener, at inklusion giver mening, eftersom mennesker jo er forskellige. Kommer du motiveret til hjemmet, så vil det give dig en masse stærke redskaber der leder til bedre kost, vaner og adfærd generelt. Det vil booste selvværd og give dig mod på sociale relationer.
Opfatter ikke denne klub som et alternativ til at gå i skole, men et alternativ til at sidde derhjemme alene. Synes det er fint med den mulighed og tænker ikke det er klubbens skyld hvis det mangler hjælp til børn der har skolevægring.