Tesfaye accoglie con favore le donazioni alla scuola primaria, ma la società del benessere non deve dipendere da donatori privati

Nå. Men tesfaye har jo reelt ikke noget at skille have sagt, da det er Wammen der sidder på pengekassen.

De må vel bare øremærke pengene til folkeskolen, hvis lokal politikerne ikke kan finde ud af det. Det er jo også det han siger. Hvis i ikke kan finde ud af det, så må jeg jo tvinge jer til det.

Skolerne siger de ikke har nok penge.

Kommunerne skærer i alt konstant, fordi angiveligt ikke har nok penge.

Regeringen siger at kommunerne har rigeligt med penge, de har nemlig lige fået nogle ekstra.

Enten så er kommunerne elendige til at forvalte deres penge, eller også så har regeringen ikke forstået, hvor stort hullet er mellem kommunernes budgetter og behov.

Mest af alt, så tror jeg på sidstnævnte.

Altså, årsagen til problemet kan findes, hvis sosserne og de borgerlige, stiller sig foran et spejl. I _årtier_ er der blevet kørt sparerunder på velfærden, kommunerne har ikke fået de penge der skal til for at de kan opfylde deres rolle. Det er meget fint at Tesfaye mener, at velfærdssamfundet ikke skal være afhængigt af private donorer, men så kan Tesfaye kigge på den politik som liste A, sammen med de borgerlige, har ført de sidste mange, mange år.

En velfærdsstat er dyr. Og den må koste det, den nu engang må koste. Blandt sosser og borgerlige ser vi, gang på gang, en modvilje mod, at velfærdsstaten skal koste noget. Der er regeringsindgreb til arbejdsgivers fordel i stort set hver eneste faglig konflikt i velfærdsstaten, til en sådan grad, at det ikke er unormalt at høre de der arbejder i velfærdsstaten give op på “den danske model,” og tage afstand fra overenskomstmæssige strejker. Skolelærer vil hellere arbejde i det private, pædagoger vil hellere arbejde i det private, sosu’er og sygeplejersker vil hellere arbejde i det private, osv. osv., for der har de da i det mindste en mulighed for meningsfyldt at forhandle løn og vilkår, de har i det mindste en mulighed, for at blive hørt, og de har i det mindste en chance for, at deres faglighed respekteres.

Forestil jer et anderledes politisk system—ikke en radikal omkalfatring af det borgerlig parlamentariske system, men bare en lille ændring—hvor kommunerne havde mere at skulle have sagt om statens budgetteringer. Lige nu bliver kommunerne, og derfor velfærdsstaten, købt eller solgt ved de forhandlinger der er mellem KL og regeringen. Og her har regeringen gang på gang holdt ressourcer som kommunerne har brug for tilbage, for så senere at finde mange millioner eller milliarder ekstra i råderummet, som så kan bruges på skattelettelser til de allerede rigeste, eller på oprustning, eller på andet, der ikke direkte forbedrer den gængse dansker livsvilkår.

Hvis kommunerne havde større magt i budgetteringen, så skulle vi nok se, at selv borgerlige partier var villige til at indse, at velfærdsstaten lider en langsom tørstedød; det er klart at flere forældre vælger en folkeskole i forfald fra, og så kan man, pga. taxameterordningen jo heldigvis bare spare lidt mere på folkeskolen: den skal jo kun have penge per elev som gennemfører.

Men lad os da i stedet se velfærdsstaten, ikke som en udgift, men som en ydelse, noget der skal være på plads, og som skal koste det den koster. Lad kommuner, regioner, og de, der arbejder i velfærdsstaten, nå frem til hvad det skal koste, at skabe en velfærdsstat der kan det den skal, hvordan den indrettes, og hvad den i sidste ende så må koste, og lad staten stå for, at finde de nødvendige midler, selv hvis det betyder, at familien Kirk-Kristiansen, så må betale lidt mere af LEGO-arven til skattefar.

Den danske overførselsstat er ramt af Price’s law.