La storia della stretta di mano è la storia dell’uguaglianza nella società [2020]

Håndtrykket er ikke bare det, at vi behandler kønnene ens men også en indgroet del af vores samfund, der går mere end 1000 år tilbage.

I øvrigt til de bakterieforskrækkede:

https://dagensmedicin.dk/tarmforsker-advarer-sprit-og-nye-hygiejneregler-risikerer-at-foere-til-stor-stigning-i-kroniske-sygdomme

> Håndtrykket er ikke bare det, at vi behandler kønnene ens men også en indgroet del af vores samfund, der går mere end 1000 år tilbage.

Rent historiefagligt, så er det her sgu lidt en sandhed med modifikationer, selv hvis vi tager udgangspunkt i det, som der står i artiklen.

I artiklen understreger Johannes Nørregaard Frandsen jo netop, at håndtrykket i den form vi kender og bruger det i dag, er en moderne konstruktion, opstået ud af borgerlige idéer om borgerskab og lighed. Det er en historisk specifik form håndtrykket tager, og *ikke* et ahistorisk fænomen der upåvirket spænder på tværs af tid; vores håndtryk er ikke at sammenligne med håndtryk i hverken den tidlige middelalder eller antikkens håndtryk. Eksempelvis ville antikkens grækere (og romere, osv.) ikke give hånd til kvinder og slaver, Alexander den store, romerske kejsere, og andre i lignende positioner, prøvede at indføre at man bukkede for dem, med mere eller mindre succes, osv. osv.

Det er egentlig meget sjovt, at Bjarke Oxlund nærmest kalder håndtrykket “socialdemokratisk” i artiklen, taget historien om den muslimske studerende og Ida Auken (S) der kører for fulde drøn for tiden. For der er netop historisk intet aparte i, at eksempelvis konservative muslime mænd nægter at give hånd til kvinder, og vice-versa. Grunden til at vi, retteligt, stiller os kritisk overfor det, er den historiske form, som håndtrykket, som kulturelt fænomen, tager i dagens Danmark, hvor vi *netop* opfatter det som egalitært og som et udtryk for gensidig respekt (og derfor så meget desto mere rigtigt at, som Auken, vi insisterer på håndtrykket, særligt i formelle situationer; dog er jeg meget imod enhver form for institutionalisering af håndtrykket.)

Vi skal dog ikke gå i en grøft, hvor vi ender med at fetichere håndtrykket, ophøje det til semireligiøs status, som eksempelvis med håndtrykskrav til statsborgerskabsceremonier. I de tilfælde, da bliver håndtrykket tømt for dets egalitære og respektfulde indhold, og reduceres derimod til tomt ritual, et kryds at sætte i et afkrydsningsskema.

Hold kæft hvor er kvinder nogle vatnisser. 

Mænd tvinges i krig, skæres i deres kønsorganer, og ikke har samme muligheder for hjælp i tilfælde af vold mod dem, men ja, lad os snakke om en fucking håndtryk.