Studenti e insegnanti abbandonano apertamente la scala a 7 punti: “È un fallimento usare ancora quella scala”

Det er en totalt forfejlet holdning at kalde 7-trinsskalaen et svigt. Det viser bare en mangel på forståelse for skalaens formål og brug.

> “Den nuværende karakterskala har i flere år fået kritik for at være både unuanceret og med til at skabe en usund præstationskultur blandt de studerende.”

Hvorfor skulle en mere detaljeret skala gøre nogen forskel? Mener de virkelig, at skalaen i sig selv skaber præstationskulturen? Er det ikke mere sandsynligt, at det handler om hele uddannelsessystemet og de krav, der stilles fra samfundet og arbejdsmarkedet?

> “For det første er der alt for langt mellem især de midterste karakterer 4, 7 og 10.”

Virkelig? Tror de ikke, at lærere og censorer er i stand til at vurdere elevernes præstationer præcist nok? Hvorfor skulle mindre spring mellem karaktererne ændre noget? Det er jo stadig en subjektiv vurdering.

> “For det andet mener de ikke, at karakteren -3 bør eksistere, da den er unødvendig barsk og demotiverende.”

Det er simpelthen en holdningssag. Er det ikke bare en undskyldning for at undgå at tage ansvar for dårlige præstationer? Skal vi virkelig beskytte folk mod konsekvenserne af deres egne handlinger?

> “Og for det tredje får skalaen kritik for at fokusere for meget på fejl og mangler, når der gives karakterer.”

Karakterer handler om at måle præstationer, ikke om at give ros for middelmådighed. Skal vi virkelig belønne elever for deres styrker, selvom de har væsentlige mangler? Hvordan forbereder det dem på virkeligheden?

> “En ny skala bør være med jævne spring mellem karaktererne og så skal vi have set på trinbeskrivelserne af de enkelte karakterer, og bør lægge mere vægt på styrker, læring, nysgerrighed og fordybelse, end tilfældet er i dag.”

Tror de virkelig, at det vil ændre noget fundamentalt? Hvis elever og lærere allerede er fokuseret på karakterer som mål, hvordan vil ændring af skalaen ændre deres tilgang?

Lars Ulriksen påpeger korrekt, at vi ikke løser trivselsproblemerne ved at ændre karakterskalaen. Det handler om, hvordan vi bruger karakterer og feedback i undervisningen. Så hvorfor spilde tid på at ændre skalaen, når vi burde fokusere på at forbedre undervisningsmetoderne og skabe et sundere læringsmiljø?

At skyde skylden på skalaen er en letkøbt undskyldning. Det reelle problem er, hvordan vi som samfund værdsætter uddannelse og præstationer. Hvis vi ikke ændrer vores grundlæggende tilgang, vil en ny skala ikke gøre nogen forskel.

Var hele ideen ikke, at 7-trins systemet er ECTS systemet, og defor lettere at forstå udenfor landets grænser? Hvis ECTS-skalaen er så defekt, er det da underligt, at de andre europæiske lande ikke har det problem?

Jeg har selv kun prøvet 7-trins skalaen. Mine egne største problemer med den er, at karakteren -3 findes, og at der ikke er lige store spring mellem karaktererne. Man får mere ud af at fokusere på at løfte et 7-tal til et 10-tal end et 02 til et 4-tal.

Til gengæld er det rart, at man nemt kan oversætte karakterne til ECTS systemet.

Kunne man ikke bare lave en skala fra 1-7? Det fungere i mange andre lande.

Jeg fik engang -3 pil ned i 2g skriftlig dansk termin prøve. Det var en såkaldt pædagogisk karakter for at understrege at jeg kunne have gjort det meeeeget bedre. Men havde det selv ret grineren over at jeg ville have fået en højere karakter ved at aflevere blankt papir.

Min pointe er at, stupid is what stupid does – at uanset tallet vil folk der føler 7 trins karakter skalaen er får hård ved dem, vil også føle det ved alle andre karakter skalaer.

Hvis man vil ændre noget systemisk må man kigge på børneskolen og hvordan de håndterer karakterer, da det er der de fleste børn vil skabe deres første holdninger til det. Efter min mening bør der føles et Press på gymnasiet og fremad når det kommer til de gyldne tal, selvfølgelig ikke så meget at folk knækker under det og ikke kan fungere til eksamen. Men man burde være gammel nok til at forstå forskellen og nødvendigheden bag det ‘øjebliks-billede’ karakteren rummer.

Mange elever i folkeskolen tror at hvis man bare skriver 1 sætning eller sit navn på en opgave, så får man 02
De tror også at fordi de kommer til timerne så får de 02.

Sig goddag til dit -3

Lidt ærgerligt, at man ikke hører om alternativer i artiklen. Er der nogen god grund til, at vi ikke bare kan få en 1,0-10,0 eller 0-100 skala? Bruger man ikke alligevel en form for procent-skala til at bedømme folk med her i Danmark og store dele af udlandet?

Jeg kan huske at jeg en overgang blev ved med at høre, både fra lærere og lektorer, men også fra andre elever, at man “startede på 12, og så trak man nedad.” Hvor rammende det nødvendigvis har været for den enkelte bedømmelsessituation, skal jeg ikke kunne sige, men jeg *håber* inderligt, at det tæt på aldrig har været den tankegang som undervisere og censorer er gået til bedømmelsesarbejdet med. Som det påpeges i artiklen fører det til en mærkelig situation hvor både det ikke at deltage trækker ned, men også at deltage og så gøre noget “forkert” også trækker nedad.

Selvfølgelig, hvis man ikke kan svare på hvem der væltede Jerikos mure, så skal man ikke have topkarakter i religion (“Men det var i hvert fald ikke mig,” svarede drengen,) men hvis vi nu ser lidt ud over Grundtvigs dannelsestanker om referencerammer og ser på Humboldt og Hegels dannelsesidealer, så er dannelse en proces, hvor man evigt overkommer ens egen forudeksisterende viden og “naturlige bevidsthed”(der jo slet ikke er “naturlig,” men social,) for at finde ny, højere, viden, højere bevidsthed. Og den form for læring *modvirker* den fejlorienterede karaktergivelse, fordi man straffes for at forsøge (og fejle) den umiddelbare overkommelse af ens eksisterende viden.

Den “subtraktive karakterskala,” som vi kan kalde den, fungerer fint med den vulgærgrundtvigianske dannelsestradition der er udbredt i dagens Danmark, hvor uddannelse ikke fordrer dannelse, men derimod handler udelukkende om at tillære sig pensumviden og at bestå, gennemføre, for at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er en vulgær tankegang der har gjort indtog vidt og bredt, så det ikke er unormalt at selv universitets og akademiuddannelser mødes med spørgsmålene: “Hvad kan det bruges til; hvad kan du så blive?” Det går stik modsat var eksempelvis Humboldt mente om dannelse, at man kun blev en god håndværker, købmand, osv. hvis man *også* havde en bred forankret bevidsthed, der ikke nødvendigvis var fagrelevant: Der er ting der er højere end den enkeltes erhverv, og i moderne dansk kontekst kan man sige, at også brolæggeren skal kende Broby-Johansen.

Jeg tilslutter mig fuldstændigt også den praktiske kritik af 7-trinsskalaen, men vil gerne tilføje en dannelsesorienteret kritik. Man kunne også tilføje en kritik af karaktersystemer som sorterings- og bedømmelsesmekanismer *som sådan*.