Ogni giorno nell’ultimo anno sono scomparse in Danimarca 2,7 aziende agricole a tempo pieno

Artikel bag betalingsmur, så her uddrag:

> Omkring 1960 var der 200.000 landbrug i Danmark. Nu er der 6.247 heltidsbedrifter tilbage. Alene sidste år forsvandt der næsten tusind – helt præcist 2,7 hver eneste dag. […]

> »Strukturudviklingen har i årtier medført et løbende fald i antallet af landbrugsbedrifter. Siden 1950’erne har det årlige fald typisk ligget på fire-fem procent om året.«

> Fra 2022 til 2023 var faldet særlig stort, på 13,5 procent. Klaus Kaiser peger på, at antallet af heltidsbedrifter i 2023 kan ende med at blive korrigeret opad, når de endelige tal foreligger senere i år. […]

> »Udviklingen skyldes primært en hård international konkurrence, som har gjort det nødvendigt løbende at tilpasse virksomhederne og stræbe efter de fordele, som den teknologiske udvikling, stordrift og specialisering kan give,« siger [Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos SEGES Innovation] […]

> »Udviklingen foregår rimelig forudsigeligt efter en ret linje med fem-seks procent færre bedrifter hvert år. Og der er ingen tegn på, at vi har nået et punkt, hvor fortsat øget stordrift ender som en ulempe i økonomisk forstand. Med større og større maskiner, brug af satellitstyring, kunstig intelligens med mere kan man stadig producere flere fødevarer med lavere omkostninger. Det fordrer blot større arealer for at forrente investeringerne. Så fortsat en udvikling mod færre, men større landbrug,« siger Henning Otte Hansen [Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet]

> Statistikken for de senere år bekræfter, at de store bedrifter opsluger de mindre. Hvor der siden 2010 er blevet færre landbrug af alle størrelser op til en grænse på 300 hektar, så er bedrifterne over denne størrelse til gengæld blevet flere. […]

> For 50 år siden var gennemsnitsstørrelsen for en heltidsbedrift cirka 30 hektar – nu er den over 200 hektar. […]

> En del af forklaringen på det faldende antal heltidslandbrug er da også, at godt 200 heltidsbedrifter i 2023 blev omdannet til deltidslandbrug. Dem er der i dag 9.931 af. […]

***

Som jeg har skrevet før, så er den interessekonflikt, klassekonflikt, i landbruget som vi så for 100 år siden mellem storbønder og husmænd, dukket op igen. Den lille bonde og den store godsejer, har ikke de samme interesser. Vi har et stadigt større mindretal af enorme jordejere, der bliver stadigt større og rigere, mens et flertal af mindre landbrugere bliver stadigt færre.

De største jordejere i Danmark har flere tusinde hektar jord, mens nogle tusinde landbrugere har bedrifter på under 5 hektar. Og de førstnævnte opkøber, sluger, æder, de små (som landbrugsmolokker,) og er den største trussel imod den Jens Hansens bondegård, vi ellers så vulgært forbinder med det idealiserede billede af dansk landbrug. De små opkøbes bl.a. fordi at molokkerne ikke har kun en profitdreven *lyst* til at udvide, men også er økonomisk tvunget til at udvide, for at forrente investeringerne i stadigt større (og mere forurenende) maskiner. Brug af kunstig intelligens og af satelitstyring osv. effektiviserer også landbruget i den forstand, at færre skal arbejde i det, men læg så til dette hvordan at op imod en tredjedel af ansatte i landbruget og de mange tusinde “praktikanter,” begge grupper ofte fra udlandet, som lever under kår, der minder i høj grad om den slags forarmede forhold, som fik Jeppe Aakjær op af stolen.

Den arealbaserede landbrugsstøtte er en model, der klart kommer de store konventionelle landbrug til gode, det skal der laves om på. Læg dertil nye ordninger om greenwashende blomsterbrak og de store summer som kan rejses for at investere i solceller, plus selvfølgelig international kapital og de lokale godsejere, presser unge og udefrakommende nye landmænd ud af faget, gør, at de intet kan hamle op i kapløbet om den jord, der er … og der er nu engang kun den jord der er.

I stedet bør vi have en landbrugsstøtte med det formål at fremme økologisk og regenerativt landbrug, små gårde, osv. Altså, at vi skal udligne stordriftsfordelene, så hvis man har meget jord, modtager man mindre støtte, eller ingen, mens hvis man har lidt jord, og dyrker den forsvarligt, får man meget støtte.

De selvskabsejede landbrug med eksterne investorer, landbrugsfirmaerne, som har jordspekulation for øje, har klart andre interesser, end familielandbruget og andelsgårdene. Små landbrug trues af nye regler for beskatningen på landejendomme, mens store landbrug høster fordele. Pionerer med regenerativt eller økologisk landbrug kan have storsprøjtende og kunstgødende naboer som direkte fjender, endda trusler mod deres bedrifter.

Jeg har sagt det før, men hos marxister, taler vi i teoriterminologi om “subsumering,” altså underordning, under kapitalen, når en måde at producere på, indrettes efter kapitallogikker, kapitalinteresser, osv. osv. Og landbruget er det vi kalder “fuldt subsumeret.” Fra det mindste frø til den største landbrugsmaskine, er alting i landbruget, indrettet efter kapitallogikker. Bl.a. er såsæd er avlet til at give mindre afkast hvis dets fold genplantes, så landbrugere står i et afhængighedsforhold til de store landbrugsfirmaer. Jorden er blevet investeringsobjekter på en måde, som landbruget ikke selv kunne have forudset for 100 år siden. Og den individuelle, selvejende, landbruger bliver der stadigt færre af, mens at jorden under vores fødder, samles på stadigt færre hænder. Flere og flere landbrug er dybt, dybt forgældede, og flere og flere landbrugere bliver gjort til lønarbejdere, de proletariseres.

Landbrugsland, hvad rager det mig, har man lyst til at sige. Landbruget fylder en stadigt mindre del af den danske økonomi, betyder stadigt mindre på bundlinjen. Men landbruget er enormt vigtigt fordi det kontrollerer størstedelen af det danske areal og det er det, der brødføder os, bogstaveligt talt. Vi bør alle engagere os i, hvordan vores fælles jord forpagtes, hvem der har brugsretten, og hvordan de bruger den.

Som formanden for foreningen Frie Bønder – Levende Land, Ole Kjærulff Davidsen, siger afslutningsvist i artiklen:

> »Det er min opfattelse, at der er meget få heltidsbedrifter tilbage, som drives af det, man kan kalde bønder. De fleste drives i dag af godsejere, store proprietærer og forskellige typer virksomhedskonstruktioner – fonde og lignende.«

> Ole Kjærulff Davidsen ser for sig, at resterne af selvejet, som vi kender det, vil forsvinde, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

> »Det vil blive firmaer, hvis ejere overhovedet ikke er involveret i den umiddelbare produktion, der kommer til at eje jorden. Det er perspektivet, og vi er desværre allerede meget tæt på,« mener han.

> Han drømmer om, at man kunne sige ’fuldt stop’ og gennemføre en egentlig landbrugsreform. Som inspiration henviser han til de såkaldte jordlove, der kom til folkeafstemning i 1963 – og blev nedstemt – hvoraf én handlede om at beskytte familielandbruget mod kapitalstærke selskabers overtagelse og en anden om naturbeskyttelse.

> »Jeg siger ikke bare, at vi skal have flere husmandsbrug. Vi skal have flere mennesker involveret, flere ansvarlige hænder og mere fællesskab omkring landbrugene. Jeg vil gerne, at vi udvikler, hvad man kan kalde et naturnært landbrug, hvor processerne fungerer på stedet, og hvor mennesker lærer noget af det, de bør lære om naturen. Landbruget skal have en dannelseseffekt,« siger Ole Kjærulff Davidsen.

Enkeltmandsvirksomheder med en 2-3 cifret milliongæld og udviskede linier mellem drift og privat forbrug. Hvorfor har bankerne det mon svært med det?

De eksisterende landbrug i den størrelse skal konverteres til selskaber, så der kan laves et løbende generationsskifte.