Come ti sei ripreso dalla tua dipendenza?

Jeg kunne svare på det hele men jeg orker ikke.

For mig var problemet alkohol og smøger. 

Jeg begyndte at gå og cykle. Jeg sørgede for ikke at gå eller cykle steder hen der kunne tricke min trang til øl (læs: forbi værtshuse eller lign.).

Når man har svedt ved at cykle eller gå i en time eller mere om dagen, føler man, at man fucker det hele op ved at drikke. 

Det har virket for mig. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis du har er alvorligt misbrug, så er behandling, terapi osv. vejen frem. 

For mig virkede det at gøre noget godt for mig selv, og så fik jeg mindre lyst til at gøre noget dårligt for mig selv nu når jeg havde svedt sådan for at gøre noget godt. 

Det handler om gode vaner, som avler flere gode vaner. En lang gå – eller cykeltur motiverer dig til et sundere aftensmåltid, fordi du ikke gider at dine anstrengelser er spildte. 

Jeg har nået et stadie hvor jeg nyder at lægge ædru om aftenen og læse en bog og vide, at jeg forstår/husker hvad jeg læser, og at jeg har det meget bedre med mig selv i morgen, selvom trangen melder sig.

Start med det små og byg videre;

Men hovedepointen er, gør noget godt for dig selv, så fjerner der lysten til at gøre de dårlige ting, for nu har du lige brugt tid og energi på at gøre det godt. 

Edit: Det ligner lidt at det er mere et projekt end eget behov for OP. Jeg vil dog stadig lade mit input hænge hvis der sidder folk derude som har brug for at læse det.

1. Dårlig kærlighed. Jeg havde haft en længere række af ustabile/psykisk manipulerende kærester (det var mit mønster, jeg troede jeg kunne ændre dem (spoilers, I couldn’t)).

2. Omkring 6 måneder. Ret kort, det var alkohol. 5 dage om ugen stjerne stiv. Jeg fortalte mig selv at jeg bare gerne ville hænge ud med mine venner, da jeg trods alt var 22, og at bar livet bare var standard.

3. Mine dejlige og ærlige venner lavede en intervention. De satte mig ned, fortalte mig hvor bekymrede de var, og hvordan jeg altid kun ville i byen, og hvordan jeg altid var den første til at blive for fuld, og at de ikke synes det var rart. Boede for dem, men også at se mig have det så skidt, selvom jeg ikke selv ville indrømme det.

4. I modsætning til mange (tror jeg), var det faktisk ret nemt. Jeg vidste godt jeg havde et problem, jeg havde mest bare brug for at der var nogen der italesatte det. Så jeg tog en måned ædru, tog stadig med på bar, men drak bare sodavand. Forresten, at være den eneste ædru på en bar med sine venner kan være sjovt på sin helt egen måde!

5. Ærligt, sodavand hvis jeg var med venner, og ellers computerspil. Har gamet siden jeg var et lille barn, og at lade mig blive opslugt af en anden verden kunne noget. Det gav mig et andet fokus.

6. Lidt, ja. Jeg har taget mig selv i at falde lidt tilbage fra tid til anden, hvor alkoholen tager over i længere perioder, enten fordi jeg har det ekstraordinært svært, eller fordi jeg bare føler der altid er “gode undskyldninger” for det. Men heldigvis har jeg lært mig selv godt nok at kende nu, i en alder af snart 29, så jeg kan altid hive mig selv i nakken, og komme fra det. Keg mærker det oftest i kroppen. “Hvorfor er jeg altid træt, hvorfor har jeg ikke energi til noget længere, hvorfor gør jeg ikke rent?” Nå ja, fordi jeg pludselig drikker hver anden dag, og så tager jeg en god pause, og revurderer mig selv.

Jeg har haft et hashmisbrug. Også alkohol uden at være fullblown alkoholiker. Og røget cigaretter. Nogle gange mistænker jeg nikotinen for at være det egentlige værste gateway drug til andre misbrug.

Jeg har et minimalt forbrug idag. Måske en slags kvartalsmisbruger. Jeg ryger smøger nogle gange om året. Får hovedpine, kvalme og dårlig samvittighed. Det samme med hash. Ryger en gang i mellem, men for det meste bliver jeg paranoid og utilpas.
Jeg har et ok forhold til alkohol. Kan godt drikke en øl eller et glas vin. Decideret fuld er jeg yderst sjældent. Får gigantiske tømmermænd, og branderten er ikke sjov længere.

For mig har det været en laaang udtrapning. Altså med tilbagefald utallige gange. Så konstant 2 skridt frem og 1 tilbage. Eller rettere 100 skridt frem og 99 tilbage.
Det hjalp mig at lære om adfærdsmønstre i misbrug. Hvorfor drikker og ryger jeg, og hvilke løgne bilder jeg mig selv ind. Det hjalp mig at få børn. Jeg måtte se mange ting i øjnene, og jeg har hverken tid til et misbrug nu, eller kunne leve med konsekvenserne

1:
Nysgerrighed og uvidenhed.
2:
23 år
3:
Jeg mistede min hustru, min hund, mit hus og mit arbejde på én gang.
4:
Abstinenserne.
5:
(Den her er vigtig!) Behandling. I mit tilfælde alkohol. Behandling og turde gå i behandling er ESSENTIELT!
6:
Nej. Ikke mere. Men det tog alt fra mig at nå til et farvel. Heldigvis er alt bedre på den anden side.

1. Jeg blev udsat for et traume, som gjorde at jeg fra dag 1 blev bedrøvende ligeglad med mit liv. Allerede fra dag 1 fandt jeg ud af hvor jeg kunne skaffe stoffer og det fix, som jeg havde brug for.

2. Mit misbrug varede over flere år, men jeg havde 9 måneders pause på grund af at jeg blev tvangsanbragt på særligt sikret institution. Det var først da jeg kom ud, at mit misbrug begyndte at blive bedre over en lang periode, så jeg trappede stille og roligt ned fra de tunge stoffer til de mere “milde” stoffer som f.eks. amfetamin, hash og coke. Til sidst røg jeg kun hash, hvor jeg stoppede med det til sidst.

3. Min lillesøster gik bort, og jeg huskede hele tiden hendes sætning om, at hun manglede en rollemodel – og at jeg havde hele tiden været hendes rollemodel, men fordi jeg kom ud i et misbrug, så var jeg ligesom alle de andre i vores familie. Det gjorde, at jeg ville holde fast i hendes ønske ved, at holde mig clean, så jeg stoppede over en kort periode. Nu har jeg været clean i snart 5 år.

4. At jeg måtte give afkald på det miljø, jeg havde. Jeg troede, at de var mine venner men jeg fandt hurtigt ud af, at vi var kun venner fordi jeg var med på det “sjov”, så jeg blev på ingen tid ensom, men det var alligevel bekræftende da det var en øjenåbner for mig om hvordan det sociale liv fungerede.

5. Min lillesøsters ønske erstattede alt, så jeg havde ikke noget behov for at erstatte noget misbrug med.

6. Nej. I dag synes jeg faktisk, at det er decideret afskyeligt når jeg ser et menneske, som ryger hash eller tager stoffer. Jeg får helt ondt af dem, at jeg bliver på samme tid glad for, at jeg er ikke der mere. Nu har jeg været igennem flere hårde perioder i mit liv siden min lillesøster gik bort, men jeg har aldrig nogensinde haft trang til stoffer igen. Aldrig. Jeg føler så meget afsky over det, fordi det ødelagde mit liv på ingen tid. Det var med til, at stifte gæld og pletter på straffeattesten.

Havde flere års alkohol misbrug.

Det startede fordi jeg gamede med vennerne, også blev det helt normalt, at mens vi sad på voice chat, fik vi os “en lille en” til spil sessionen. I starten var det kun mens jeg spillede med andre i weekenden, men ligeså stille blev det også mens jeg spillede alene i hverdagene, og pludseligt var jeg fuld flere dage i træk. Jeg brugte tit undskyldningen at jeg kunne jo godt gå igennem en dag eller to, hvor jeg ikke drak, og jeg fik ikke de ryste turer, som jeg havde set på tv omkring misbrug, så jeg kunne jo ikke være misbruger.

Jeg fik en hård opvågning af politiet, da jeg en nat troede at det var smart at tage bilen op til McDonald’s, fordi den lå mindre end ti minutter væk. Der var bestemt min rock bottom. Jeg er så lovlydig som man nærmest kan være. Jeg har autisme (som også var en grund til at det blev så nemt at ty til alkohol, for når jeg var fuld, havde jeg ikke autisme), og det værste jeg havde gjort i mit liv, indtil den nat, var at ryge hash som teenager.

Min mor fik mig i alkohol behandling, og jeg kom på antabus. Det var svært at skulle acceptere, men jeg fik en masse gode råd. Bla opdagede jeg at man godt kan være afhængig på flere måder, og at det ikke altid betyder at man får rysteture, når man forsøger at stoppe.

Kørekortet skulle jeg tage igen, og som den dingse jeg er, klarede jeg begge prøver i første forsøg. Men det var den mindste af mine bekymringer. Jeg skulle lære at leve et liv uden alkohol, hvor jeg skulle se min autisme i øjnene og forstå hvad det betød. Jeg prøvede at drikke et par gange efterfølgende, og den sidste gang jeg drak, var jeg virkelig deprimeret i en hel uge efter. En ting jeg lærte i behandling, var at alkohol får hjernen til at overproducere glædes hormoner, og når man ikke er fuld, er hjernen ligesom løbet tør for det, fordi den har brugt det hele mens man var fuld. Så jeg begyndte at spørger mig selv, når jeg stod og kiggede på alkohol i indkøbscentret, er det virkelig det værd? En aften af glæde, for en uge med depressive tanker? Svaret blev et rungende nej, og jeg besluttet mig for at stoppe helt. r/stopdrinking var også en stor hjælp, til at få tankerne på rette køl.

Nu er jeg over to år sober.

En sjælden gang imellem, kan jeg godt finde på at ryge en joint, når jeg har lyst til at skide hjernen lidt ud, men alkohol rører jeg ikke igen.

Fængsel. Ret nemt at stoppe med narkotika der

Jeg tænker at folk nok tænker alkohol, stoffer ol. når man snakker misbrug, men andre ting kan også blive til misbrug.

Jeg hang i flere år i at spille computer sygeligt meget. Når jeg ikke spillede, så lå det altid i mit baghoved og jeg tænkte hele tiden strategier osv.

Jeg var socialt udstødt og fandt ro i at spille computer. Det tog så langsomt overhånd indtil at jeg holdt helt op med at fungere hvis ikke jeg kunne spille. Det var grelt nok til at studie osv. blev delvist syltet (op mod 50% fravær). I en 5-6 år vil jeg tro at det stod sådan til.

Da min første blev født så jeg mig selv ret dybt i øjnene og spurgte mig selv om jeg reelt havde et misbrug, for jeg havde vitterligt siddet på sygehuset og tænkt at nu måtte han gerne snart blive født så jeg kunne komme hjem til computeren. (Fødslen tog flere dage). Med anerkendelsen af at jeg havde et problem stoppede jeg fra en dag til den næste, men det var en overraskende stor følelsesmæssig rutchebane.
Jeg havde på det tidspunkt ikke forestillet mig at det at stoppe med at spille computer ville kunne trække mig så langt ned i kulkælderen at køkkenkniven blev fristende, det var vildt skræmmende bagefter.

Her, små 7 år efter er jeg nu i ADHD udredning (startet pga. min søn har det og vi ligner hinanden på en prik i opførelsen) og jeg mistænker at det er medvirkende til at det kunne komme helt derud på noget så simpelt som at spille computer.

Jeg spiller igen computerspil, men spil som factorio (cracktorio) er lagt på hylden og det er med en konstant bevidsthed om ikke at falde i igen. Nu er det i stedet spil som Autonaut og transport tycoon som mine drenge og jeg spiller sammen. Så jeg er ikke bekymret, men jeg er opmærksom.