Il ministro non punirà i comuni che frenano la transizione verde

Altså, det er jo meget fint at man vil bevare den del af kommunernes selvbestemmelse. Det som jeg er bange for er netop det, som ministeren er inde på, med at skabe “positive incitamenter,” bliver til en form for ekstraudgift til den grønne omstilling, der simpelthen skal bestikke folk til at ville have solceller, vindmøller eller *power-to-x*-anlæg i baghaven.

Det man i stedet burde have øje for er sgu nok, at energisektoren skal organiseres på en anderledes måde. Egentlig er der jo bred folkelig opbakning til den grønne omstilling i Danmark. Heldigvis. Men vi risikerer at kapitalstærke kræfter, der har en interesse i at bevare jord under konventionelt landbrug, kaprer den folkelige modstand mod store energiprojekter, og holder os fast i et sort spor.

Fadæsen fra Bornholm, vedrørende det folkelige Bornholms Havvind, viser os, at lokalbefolkninger *sagtens* kan finde ud at ville have vindmøller sat op i deres baghaver, eller i deres udsigt. Det handler bare om, hvordan de vindmøller kommer til området, og hvem vindmøllernes eller solcellernes profit tilfalder.

Løsningen er for mig at se, at man får skabt et statsligt organ, der skal sørge for at danne folkelige aktier, der så bindes til matrikler, således at beboerne på matriklerne, får ejerskab over lokale energiprojekter. En “grøn-omstillingsgave” der forankrer vedvarende energi, og giver beslutningsret, medbestemmelse, og en direkte part i projekterne, til de påvirkede. Møllelaug er intet nyt, de går tilbage til middelalderen, og lokale fællesskaber omkring fundamental infrastruktur, burde være den første tanke, som går igennem hovedet på planlæggerne. Men fokus er desværre for ensidigt på, at skaffe privat kapital til projekterne, der så skal tjene privat kapitals interesser. En kapitalisering på en grøn omstilling. Socialisering af projekterne er den bedste løsning.

Frivillige aftaler hele vejen rundt, de virker jo så godt!