Siamo ancora Charlie?

PARIS – I dag er det præcis ti år siden, at to hætteklædte og svært bevæbnede islamister decimerede satirebladet Charlie Hebdos redaktion i Paris’ 11. arrondissement. 

Efter massakren lå klummeskriveren Elsa Cayat, chefredaktøren Charb, den økonomiske skribent Bernard Maris, korrekturlæseren Mustapha Ourrad, en livvagt, ejendommens vicevært, en tilfældig politibetjent og de kendte og elskede tegnere Cabu, Honoré, Tignous og Wolinski livløse tilbage i søer af blod.

I dag er det også ti år siden, at store dele af den vestlige verden delte sloganet »Je suis Charlie« for at vise den utvetydige støtte til ytringsfriheden som et af den frie verdens mest ufravigelige principper.

To store franske udgivelser markerer årsdagen for den tragiske og skelsættende begivenhed. Den første er Charlie Hebdos eget hyldestskrift til de dræbte, overdådigt illustreret med deres tegninger, genoptrykte kommentarer og deres mest løjerlige eller sydende bidrag: fra Charbs tegninger af NATO-kampflyenes »dumme piloter« og »intelligente bomber« under krigen i Kosovo til Cabus bøvede, misogyne, racistiske og reaktionære campister Les Salauds, der knarvornt kværulerede ud ad vognens vindue og var en af bladets kærkomne gengangere.

Næ. Selvfølgelig skulle de to gerningsmand spærres inde på livstid, men ligefrem at holde med Charlie Hebdo? Play stupid games, win stupid prizes.

Føler at det er de her tragiske hændelser, der er ilden vores ytringsfrihed og værdier bliver støbt i. Så det taber aldrig relevance.

Jeff Bezos siger nej.