Combattere per l’imperialismo statunitense o per un ordine mondiale migliore?

Den verden vi levede i dengang excistere ikke længere. Det var svært at forestille sig at fascisme ville dukke op i USA 15 år senere. Men ja, det giver stof til eftertanke og jeg tror da også, at den tid hvor Danmark går i krig for USA er slut og kommer ikke tilbage i vores levetid.

Altså der er mangt og meget at kritisere AFR for, men han har nu da været ret klar i mælet her: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/fogh-til-cnn-trump-lyder-som-putin/10495002

Vi kan aldrig mere stole på USA som loyal partner. Den tid er slut. Trump har allerede brudt NATO’s artikel 1 og 2 (inden han er indsat) og det bliver kun værre herfra. Desværre er dette med fuld støtte fra flertallet af amerikanerne.
Det eneste argument han forstår er økonomisk krise, så boycot alle amerikanske varer fra Tesla til Coca Cola og Colgate.

Forstår endnu ikke at folk tager det seriøst når der kommer varm luft ud af Trump. Decideret ingenting han har talt om der er blevet til noget, og når det ikke bliver til noget, så distraherer han bare med de her udtalelser.

Set bort fra Jerusalem som hovedstad og skattelettelse til de rige, så var alle fire tidligere år bare udtalelser som disse.

Vi er dybest set gået i krig fordi USA gjorde det, og dét skulle vi åbenbart bakke op om.

Problemet er at USA ikke vinder krige.

Samtlige krige vi har haft fingeren med i har fejlet. Selvom tanken bag har været god, så har effekten ikke været som ønsket – og i visse tilfælde – som Afghanistan og mellemøsten, så har dét været komplet spild af tid – og menneskeliv.

Det er sgu som om at hver gang underlaget er sand, så er det håbløst at forvente andet end blodigt sand, og ingen reel forbedring.

Siden 2. Verdenskrig har der kun været to steder hvor vi burde have sat næsten alt ind. Jugoslavien i 90’erne, og Ukraine NU.

Det lykkes ikke godt nok på Balkan, og Ukraine har vi alle berøringsangst ved.

Længere væk end dét bør vi ikke sætte tropper medmindre vi har tænkt os at blive indtil civilisationen på magisk vis opstår…. 🫣

Jeg kan langt bedre forsvare dansk indblanding i Jugoslavien end fx Irak og Afghanistan. I førstnævnte var vi der som fredsbevarende styrke, i de to sidstnævnte var vi der ud af solidaritet med USA.

Men jeg er enig i, at vores involvering i Irak og Afghanistan nu får forræderiet til at føles værre.

Jeg ved egentligt ikke hvad der er “sandheden”, når det kommer til den vestlige indblanding i Mellemøsten.
Mange er enormt sure på USA for at trække os ind i de krige, og det er kritiseret rimelig voldsomt.
Og det har haft konsekvenser.

Jeg ville ønske at jeg vidste om det bare var godt eller skidt, men der er så ufatteligt mange nuancer, og i debatter omkring dette emne, er det sjældent at folk ser på det nuanceret.

Det følgende er nogle af mine overvejelser, og jeg opfordrer til at man udfordrer dem, konstruktivt. Min viden kan være mangelfuld, og jeg tager måske endda fejl på nogle punkter:

Personligt er jeg af den holdning, at vestlig indblanding har været med gode intentioner, men har været ringe i udførelse.
USA er blevet kritiseret for utroligt meget, men ofte når man kigger nærmere på de beslutninger der er blevet taget, og hvorfor, synes jeg nuancerne kommer frem. Folk har en tendens til at tro, at USA kun gjorde dit og dat for én årsag, og at den årsag var ond/dårlig. Men der er mange elementer involveret i de beslutningsprocesser der har været, og ting bliver sjældent besluttet og udført for én ting alene, men i stedet flere.

Vi har kigget mod USA for at lege verdenspoliti siden anden verdenskrig. Og de har ageret verdenspoliti. Og nu bebrejder vi dem for det.
Alternativet havde været at det var russerne eller kineserne der var den dominerende magt i stedet, og så synes jeg at jeg hellere vil have USA.

Alle nationer/organisationer har gjort nogle mindre gode ting. Alle. Man kan ikke finde et eneste land, der er fejlfri i forhold til behandling af minoriteter, rettigheder og handlinger både indenrigs såvel som udenrigs. Vi kan ikke forlange eller forvente perfektion. Men vi kan opveje de gode og de dårlige ting med hinanden, for en helhedsvurdering. Men det er svært at balancere. Et eksempel er hvordan jeg anser amerikanerne som de gode, og russerne som de onde, og det er baseret på en vurdering af mange elementer. Men nogle af de ting ved Rusland som jeg hader, kan man også finde nogle symptomer af hos USA.

Et argument for “Global War on Terror” som jeg tit har hørt, er at det er sværere for terror-organisationer at udføre terrorangreb her i Vesten, hvis vi presser dem derhjemme hos dem selv. Men det er meget svært at måle. Det føles som om at terrorangreb kun intensiverede efter vi tog ned til sandkassen, og vi har skabt mange fjender. Så det kan måske endda have haft den modsatte effekt, end hvad var tilsigtet, hvad angår at “presse dem på hjemmebanen”.

Konsekvenserne af vestlig interventionspolitik er også svær at måle.
Det er nemt at måle det i antal mennesker der er døde, men mindre nemt at måle succesen. Vi kan ikke måle på, hvad vi har undgået, minimeret eller udrettet.
For nogle mennesker i Afghanistan, var de glade for at danske soldater kom ned og gav dem lidt pusterum, i den tid vi kunne formå at holde Taliban væk. Men andre var trætte af vores tilstedeværelse, og følte at vi kom med død og ødelæggelse, frem for fred.
For nogle var det godt at vi var der, for andre var det ikke. Folk døde. Men nogle folk fik også flere rettigheder, uddannelse og bedre sundhedssystem… well, indtil Taliban fik magten.
Men dette skyldtes mest at afghanerne selv fejlede i at kæmpe for deres land, trods den indsats vi har lagt i at få trænet de lokale. Man kan vel konkludere at afghanerne som helhed bare ikke gad det godt nok…

For nogle var det godt at vi ville give dem demokrati og andre vestlige værdier, og for andre var det ikke. Nogle ville have det, andre ville ikke. Så det er også svært at påstå at vi udelukkende tvang det ned i halsen på folk der ikke ville have det. Men antallet af folk der ville have det, og var villige til at kæmpe for det, var ikke stor nok.

Vores eget militær (NATO som helhed) har på en måde gavnet af det, under alle omstændigheder.
Vi vandt jo de fleste kampe. Det var bare ikke en krig der kunne vindes, på grund af naturen af guerilla-krigsførelse. Der blev anvendt nogle forkerte strategier, og afghanerne evnede ikke at holde Taliban nede da vi havde trukket de fleste styrker væk.
Men vi har fået kamperfaring ud af dette. Vi har fået testet materiel og taktikker.
Selvom det ikke er samme slags krig som i Ukraine, og som sandsynligvis bliver vores næste krig, så har vi stadig lært meget om kamp og om vores udstyr og taktikker. Det er meget værdifuldt. Måske er det ikke en værdi civile forstår, men det gør soldater.

Vi har også hjulpet vores allierede, og fået et tættere bånd med dem. At Trump så er ved at smide dét væk nu, er en anden sag. Men ro på, hvad angår Trump. Han kan ikke helt ruinere forholdet, selvom han prøver. Det er ikke så slemt at det ikke kan fikses når han ryger ud igen.

Vi hylder med rette USA for deres indsats i de to verdenskrige og i Korea. Vi udskammer dem med rette for deres indsats i Vietnam, Irak, Afghanistan og mange andre steder.

Der er forskel på krige, og det er helt ved siden af, at du sætter Afghanistan, Irak, eks-Jugoslavien og Libanon i samme boks. Der er kæmpe forskel.

Der var ingen danske soldater der døde i Kosovo eller Kroatien.