L’amicizia bene in Dr Studio: il femminismo non è uno spazio sicuro, ma un’ideologia che merita domande critiche, scrive Leny Malacininski.

Apolonia Sokol er desværre blevet et symbol på den slags feminisme, der ikke længere kæmper for ligestilling, men for konfrontation. Hver gang hun åbner munden, er det som om formålet ikke er at skabe dialog, men at provokere – at angribe, reducere og udskamme mænd som kategori.

Det mest frustrerende ved Sokol er ikke bare hendes indhold, men måden hun leverer det på: en selvretfærdig tone og en intellektuel arrogance, der kun efterlader plads til hendes eget verdensbillede. Hun pakker sit mandehad ind i kunstneriske og akademiske termer, men det gør det ikke mere overbevisende – kun mere trættende.

Når Sokol taler om feminisme, handler det sjældent om frihed for alle, men om vrede og kamp. Og ja, vrede kan være et vigtigt redskab – men når det bliver selve budskabet, uden retning, uden håb, uden nuancer, så mister det både sin troværdighed og sin værdi.

Hvis vi skal videre med ligestillingen, bliver vi nødt til at sige fra over for den form for aktivisme, der kun søger fjender. Og det gælder også – eller måske især – når den kommer fra folk som fnisende Apollonaris Søko.

Jamen forstår forfatteren da ikke, at det ene er en kritik af patriarkiet, og det andet er kritik af en underkuet minoritet? /s

Jeg synes lidt at Leny Malacinski laver den samme fejlslutning, som hun ofte gør, når hun vil “diskutere feminisme,” eller hvad det er hun vil. Og som mange andre borgerlige gør, når de vil “diskutere feminisme:” At de forfalder til en tom idé om at ville udstille det, de opfatter som et hykleri, uden egentlig at sætte sig ind i sagerne.

Jeg er ikke selv nødvendigvis tilbøjelig til Sokols positioner, mange af dem vil jeg nok betegne som fortsættelser af borgerlig ideologi, osv. osv. Men at Malacinski her forsøger at problematisere, at man ikke stiller et *forudindtaget* kritisk spørgsmål, det er sgu søgt. Jeg er ganske sikker på, at Sokol sagtens kunne have forsvaret sin praksis, med en konstatering af, at der i Frankrig er enorme forskelle på kønnenes positioner i samfundet, og at det, at aktivt hyre kvinder frem for mænd i sin kunstneriske praksis, er et forsøg på at rette op på den skævhed, samt at skabe et miljø omkring hendes kunst, der er med til at fremme kvinders position. Altså: Malacinski (og andres borgerlige forargelse) over at kunstnere (og andre,) prioriterer at, eksempelvis, hyre (eller give taletid til, osv.) kvinder (eller andre minoritetsgrupper for den sags skyld,) er fuldstændig tom for andet, end et forsøg på at udstille et hykleri, som ikke nødvendigvis er der. Et tomt forsøg på at bare kalde andre for hyklere, uden egentlig at gå ind i den mere kødfulde diskussion om de egentlige forhold praksisserne fungerer under, og en egentlig diskussion af forholdene for det. Jeg kan på mange måder godt forstå Sokols kommentar, som en der også er aktiv i kulturmiljøet, så vil der være mange mænd i mørke rullekraver der mener, at de jo er anderledes, fordi de har læst Simone de Beauvoir; men der kommer altså ikke flere kvinder til orde i kunsten, bare fordi mændene “også er feminister,” så at sige.

Så går Malacinski videre, og forsøger at fremstille DR som et særligt yderligtgående medie, fordi de, bl.a. “insisterer på at kalde slaver for slavegjorte.” Lad os lige slå fast: Brugen af begrebet “slavegjort,” og DR’s brug af det, er udtryk for den akademiske konsensus. Det bliver brugt af konservative såvel som progressive akademikere her i landet. At aviser som *Berlingske* og *Weekendavisen*, igen og igen, forsøger at gøre det til en eller identitetspolitisk kulturkamp, at man som public-service anvender de begreber, der bruges af eksperterne på området, forstår jeg ikke: Vil de borgerlige ikke, at DR holder sig til hvad eksperterne siger? Eller skal vi forstå, at de forskere der anvender begrebet, nationalt og internationalt, også “går til yderligheder i krænkelsesdebatten?” Er Malacinski (og de store konservative aviser) en dansk pendant til eksempelvis typer a la Trumps og Republikanerne i USA, hvor holdningen er, at universiteterne er venstreorienterede tårne af fordækte professorer, der forsøger at undergrave det danske samfund indefra? Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har udtrykt lignende holdninger, og har endda anvendt begrebet “kulturmarxisme” i et debatindlæg i *Information*: et begreb taget direkte fra nynazistiske konspirationsteorier.

Dernæst fremstiller Malacinski “Feminism*en*,”—i bestemt form—for det første, fejlagtigt som én homogen bevægelse eller tradition, og dernæst som “en ideologi, der ikke håndterer uenighed godt. Tolerancen over for kritiske spørgsmål er lav, og kritiske spørgsmål ødelægger den gode stemning,” hvilket, må jeg bare sige, bestemt ikke er tilfældet, hvis man er aktiv i feministiske foreninger. Diskussioner går højt blandt feminister, om emner som prostitution, i debatter om kønskvoter, i diskussioner om kønsidentitet, performativitet, spørgsmål om udtryk som “fødende kroppe,” osv. osv. Det er intellektuelt uærligt, at Malacinski forsøger at negligere den enorme forskel der er på forskellige feminister, for at fremmane et ensidigt fjendebillede.

Jeg er som sådan enig med Malacinski i, at det kunne være godt med et DR-program der tog fat i den feministiske bevægelse og forsøgte at komme under huden på den (ligesom det kunne være fedt med et program der tog fat i store diskussioner inden for kritisk teori.) Om *Parnasset* ligefrem skulle være det program, det ved jeg sgu ikke. Det virker mere til at Malacinski bare har fundet en udveksling hun kan forsøge at fremmane noget forargelse fra, og det er sgu ødelæggende for den offentlige debat. For lad os da være ærlige: Det er ikke nuanceret journalistik, som Malacinski her efterspørger. Hun vil have DR til at lave ladede spørgsmål som kan udstille et forestillet hykleri, uden en egentlig diskussion, hvor ethvert løst ord skal være en indgangsvinkel for angreb. Og det er ikke kritisk journalistisk, men pedanteri.

Lad os da diskutere feminisme, men lad os da gøre det på en ordentlig måde, uden generaliseringer, og uden at man tager overfladiske udvekslinger som et færdigt argument.

Apolonia Sokol virker godt nok som en sexistisk nar.
Fair nok at hun har haft trælse oplevelser med mænd, det er ikke hendes egen skyld og den slags skal bekæmpes.
Men måden man bekæmper den slags på, er fucking ikke at opføre sig som alle virksomhedsledere fra 1950’erne.
At få en mand fyret alene fordi han var mand… hvorfor er hun ikke i fængsel ?
Tak til DR for at få hendes menneskefjendtlige holdninger frem i lyset, håber at nogen oversætter interviewet til fransk og overleverer det til rette myndigheder.

Og så videre til skribenten selv, der skriver:

> Feminismen er en ideologi, der ikke håndterer uenighed godt.

Feminisme er jo ikke én ideologi.
Feminisme er basically en paraplybetegnelse for bekæmpelsen af den strukturelle forskelsbehandling, undertrykkelse og sexisme som kvinder stadigvæk oplever i vores samfund.
Feminisme for den enkelte kvinde tager ofte udgangspunkt i hendes egen situation og egne oplevelser, hvorfor der er cirka lige så mange versioner of feminisme, som der er kvinder.

Der er selvfølgelig strømninger inden for feminisme, der har nogle forme for fællesnævnere, som hovedsageligt er afledt af, hvor samfundet står på kønskampen generelt.
1. bølge handlede meget om ting som stemmeret, ejendomsret og personlig frihed
2, bølge var meget marxistisk farvet og handlede om ligeløn for lige arbejde og seksuel frihed.
3. bølge feminisme var farvet af 90’ernes opgør mod identitet og fastlåste positioner i samfundet når det kom til køn og seksualitet. Målet var at sætte individet fri fra en medfødt skæbne på baggrund af køn og seksualitet.
4. bølge – intersektionel feminisme basically 3. bølge vendt på hovedet, hvor det før galt om at udvaske linjerne mellem kønnene, går mange intersektionelle feminister det modsatte ærinde og forsøger at befæste deres egenartedhed, ved igennem intersektionel analyse at fremanalysere demarkationslinjer der afgrænser dem fra andre grupper. Hvor beskrivelser som: Hvid, heteroseksuel, cis-mand fra nordvesteuropa eller BIPOC queer non-binær femme-mand, tidligere var en beskrivelse af privilegier man søgte at ophæve, er det nu blevet identitetsmarkører som man forsøger at basere sin ideologi på. Hvilket ikke tjener andet formål end at balkanisere kønskampen og direkte gør det nemmere for et patriarki (eller materiarki for den sags skyld) at fastholde sin position i samfundet.

/RantOver

er det bare mig, men hver gang jeg hører eller læser ordet “Feminisme” så lukker jeg bare ned. Jeg gider dårligt at lytte og kan simpelthen ikke tage det seriøst mere overhovedet. jeg tænker blot jaja råb du bare men jeg gider hverken hører, lytte eller anerkende noget som helst du siger, fordi der er intet andet end at hade på mænd og skabe en ulighed mellem mænd og kvinder til kvindernes fordel.