Preben Wilhelm sulla politica di cooperazione e la lotta di resistenza. Da Politiken, che oggi ha intervistato una serie di danesi ben noti incentrati sul periodo di occupazione.
Preben Wilhelm sulla politica di cooperazione e la lotta di resistenza. Da Politiken, che oggi ha intervistato una serie di danesi ben noti incentrati sul periodo di occupazione.
Preben Wilhjelm hedder han selvfølgelig. Autocorrect.
BrightEyedBadger on
Jeg ELSKER Preben Wilhjelm. En af de absolut mest intelligente og ordentlige politikere, vi har haft. Kæmpe helt.
ChinggisKhagan on
hvilket ansvar havde man overfor resten af verden?
esbenab on
Preben Wilhjelm sagde de bedst: “Det er ikke Dansk Folkeparti der er blevet stuerene, det er stuen der er møgbeskidt
TonyGaze on
Det er enormt interessant, hvad rolle samarbejdspolitikken fylder i den danske forståelse af anden verdenskrig. På den ene side var det ansvarlighed og den rigtige beslutning i lyset af den enorme overmagt tyskerne repræsenterede, men samtidigt ser vi også ind i en historieforståelse, der vil placere Danmark blandt de Vestallierede, på samme måde som andre tysk-besatte lande. Men de to ting kan naturligvis ikke forenes.
Man kan ikke på samme tid have en stat, der aktivt samarbejder med den tyske besættelsesmagt, helt op til kapitulationen (efter 1943 fortsatte stort set hele det civile statsapparat med at aktivt samarbejde med den tyske besættelsesmagt,) og *samtidigt* være et Vestallieret land. Den danske modstandsbevægelse—der bør hyldes for deres antifascistiske kamp—var, en af de mindste i Europa, også landets størrelse i betragtning. Modsat eksempelvis den norske, belgiske eller hollandske regering, valgte man fra den danske stats side, at samarbejde aktivt med nazisterne, i håbet om at holde på hårene.
Og det kan vi så diskutere, hvorvidt var den rigtige beslutning eller ej. Jeg har tidligere givet udtryk for mine holdninger. Men man kan ikke både holde på fortællingen om “den rigtige beslutning,” og idéen om Danmark som en allieret magt. Tvært imod.
Hvilke paralleller kan vi drage til i dag? Ville vi igen mene, i tilfældet af en besættelse—der er langt fra at være en reel trussel, der er ingen reelle trusler mod dansk territorium—at samarbejde med, eksempelvis Ruslands regime, var den rigtige beslutning? Hvor hurtigt ville et sådant budskab, fra VS’eren Wilhjelms arvtagere i Enhedslisten, ikke spinnes til naiv Putin-tro defeatisme?
Safe-Drag3878 on
300,000 amerikanere ligger begravet på europæisk jord. De døde i et fjernt kontinent, mange tusinde kilometer hjemmefra, for at bekæmpe nazismen OG redde Europa fra Sovietunionens kommunisme. De krydse Atlanterhavet for at befri Europa. I mellemtiden gad en nation som Danmark ikke engang at kæmpe for sin egen frihed. Vi har altid haft attituden at vi alligevel er for små, og at andre ligeså godt kan dø for os. Alle de friheder vi har i dag skyldes modige de modige allierede befolkninger, herunder Sovietunionen, England, Frankring, og USA. Det skyldes ihvertfald ikke nogen danskere!
6 commenti
Preben Wilhjelm hedder han selvfølgelig. Autocorrect.
Jeg ELSKER Preben Wilhjelm. En af de absolut mest intelligente og ordentlige politikere, vi har haft. Kæmpe helt.
hvilket ansvar havde man overfor resten af verden?
Preben Wilhjelm sagde de bedst: “Det er ikke Dansk Folkeparti der er blevet stuerene, det er stuen der er møgbeskidt
Det er enormt interessant, hvad rolle samarbejdspolitikken fylder i den danske forståelse af anden verdenskrig. På den ene side var det ansvarlighed og den rigtige beslutning i lyset af den enorme overmagt tyskerne repræsenterede, men samtidigt ser vi også ind i en historieforståelse, der vil placere Danmark blandt de Vestallierede, på samme måde som andre tysk-besatte lande. Men de to ting kan naturligvis ikke forenes.
Man kan ikke på samme tid have en stat, der aktivt samarbejder med den tyske besættelsesmagt, helt op til kapitulationen (efter 1943 fortsatte stort set hele det civile statsapparat med at aktivt samarbejde med den tyske besættelsesmagt,) og *samtidigt* være et Vestallieret land. Den danske modstandsbevægelse—der bør hyldes for deres antifascistiske kamp—var, en af de mindste i Europa, også landets størrelse i betragtning. Modsat eksempelvis den norske, belgiske eller hollandske regering, valgte man fra den danske stats side, at samarbejde aktivt med nazisterne, i håbet om at holde på hårene.
Og det kan vi så diskutere, hvorvidt var den rigtige beslutning eller ej. Jeg har tidligere givet udtryk for mine holdninger. Men man kan ikke både holde på fortællingen om “den rigtige beslutning,” og idéen om Danmark som en allieret magt. Tvært imod.
Hvilke paralleller kan vi drage til i dag? Ville vi igen mene, i tilfældet af en besættelse—der er langt fra at være en reel trussel, der er ingen reelle trusler mod dansk territorium—at samarbejde med, eksempelvis Ruslands regime, var den rigtige beslutning? Hvor hurtigt ville et sådant budskab, fra VS’eren Wilhjelms arvtagere i Enhedslisten, ikke spinnes til naiv Putin-tro defeatisme?
300,000 amerikanere ligger begravet på europæisk jord. De døde i et fjernt kontinent, mange tusinde kilometer hjemmefra, for at bekæmpe nazismen OG redde Europa fra Sovietunionens kommunisme. De krydse Atlanterhavet for at befri Europa. I mellemtiden gad en nation som Danmark ikke engang at kæmpe for sin egen frihed. Vi har altid haft attituden at vi alligevel er for små, og at andre ligeså godt kan dø for os. Alle de friheder vi har i dag skyldes modige de modige allierede befolkninger, herunder Sovietunionen, England, Frankring, og USA. Det skyldes ihvertfald ikke nogen danskere!