Svend Brinkmann: Pertanto, il numero di diagnosi ADHD è esploso

Det er noget pjat

Min datter har adhd. 6 år gammel. Hun er helt fucked. Hendes liv er så svært for både hende og hendes familie. Hele vores liv er planlagt og tilrettelagt efter hende og kommer formentlig til at være det i mange, mange år.

At sige adhd ikke skal sygeliggøres, eller at det kun er et problem med kontekst og rammer er at negligere de udfordringer hun og hendes forældre kæmper med fra morgen til aften året rundt.

Jeg kunne ligeså vel have et handicappet barn, for i praksis er det hvad det kommer til udtryk som hos hende: et massivt handicap der begrænser hendes og hendes families liv i meget høj grad.

Jeg ved godt det ikke er sådan for alle, men for nogen er det.

>Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere “ADHD-venligt”, med stor sikkerhed vil være bedre for os alle.

Det er lidt sådan jeg ser det med alt det her inklussionshalløj, og især i folkeskolen. Jeg synes ikke nødvendigvis at der skal flere børn med diagnoser ind i den danske folkeskole, og jeg er stor tilhænger af en stærk specialskole, men mange af de redskaber der bliver brugt i specialklasserne er noget der også sagtens kan bruges i de almindelige klasser.

Det er ikke så tit jeg er enig med Svennedrengen her, men jeg synes det er en god artikel.

> Det nuværende samfund stiller større krav end nogensinde til individualitet, selvforvaltning og koordinering af mange komplekse opgaver i bestemte afgrænsede tidsintervaller. […]

> Desværre har vi mange forkerte rammer i det moderne samfunds skoler og arbejdspladser. Vi kræver, at alle selv skal kunne alt det, der tidligere var fordelt på flere hænder i familier og grupper.

> Hvis vi ønsker at vende udviklingen, skal vi derfor skabe flere samarbejdende fællesskaber, mere overskuelighed, mere tryghed, større accept af menneskers forskellige evner og egenskaber, flere rutiner og traditioner at falde tilbage i.

> Mange med ADHD trives for eksempel godt i forsvaret (og får først diagnosen, når de efterfølgende skal leve i det civile liv), og vi skal selvfølgelig ikke lave samfundet om til en kaserne, men vi bør overveje grundigt, om det er hensigtsmæssigt at fortsætte med at sygeliggøre så mange mennesker.

> Den gode nyhed er, at et samfund, der er mere “ADHD-venligt”, med stor sikkerhed vil være bedre for os alle

Jeg synes der er noget lidt selvmodsigende i Svend Brinkmanns afvisning af en karikeret socialkonstruktivisme tidligt i hans skriv her, og så hans meget socialkonstruktivistiske tilgang til emnet til sidst: at samfundet er med til at producere omstændighederne for psykisk sygdom. Jeg ved godt *hvorfor* Brinkmann lægger så udtalt afstand til socialkonstruktivisme, men det er bare en mærkelig ting at gøre, hvis man ikke følger igennem med det.

Det sagt, så er den lille psykoanalytiker jeg har inde i maven meget tilfreds med Brinkmanns pointe her. Ikke at det ligefrem er et nybrud, det er noget Freud-læsende typer har sagt i små 100 år nu. Brinkmann er millimeter fra at “genopdage” den kritiske psykoanalyse fra midten af sidste århundrede. Om han bare lader som om det er nye teorier (og ikke bare nye begreber,) han præsenterer os for, eller om ham i virkeligheden er ubevidst om psykoanalysens vilde verden, ved jeg ikke. Samfundspsykologien længe leve! At vores omstændigheder, vores *lieber Spätkapitalismus*, er med til at fremdrive og skabe de ting, vi diagnosticerer som psykisk sygdom, kunne man også spørge Brinkmann, om han nogensinde har læst Foucault? Eller er Brinkmann blot en bedrager der foregiver akademisk uvidenhed, påtager sig en fordummende folkelig forudsætning, i sine skriv, for at nå et bredere publikum? For så taler han da først virkelig ned til det brede Danmark, hvad jeg mener han ofte har for vane.

Jeg er enig med Brinkmann i, at vi bør se på vores samfundsindretning, at vi bør se på arbejdsdeling, individualismeideologier, fællesskabers fornyelse, opgør med anarkiet i produktion og distributionen, osv. osv. Brinkmann er igen millimeter fra at lyde som en marxist. Men hans eksempel med kasernen er bekymrende. At han ser til rigiditet og autoritet, som en del af løsningen, i stedet for at se til frie foreninger og autonomi. Der forlader Brinkmann den sti der kunne føre ham ud på en progressiv rejse, og falder tilbage ind, i det han selv kalder et sygeliggørende samfunds instrumentaliseringer og relationer. Han kan tilsyneladende ikke forestille sig en verden udover den, han så velvilligt kritiserer. En børnesygdom blandt mange reformister.