Non è stato un peccato per mio figlio che ha avuto una diagnosi: è stato un peccato che non l’ha capito prima

Det er ikke synd, det er manglende forståelse. Jeg har selv diagnoser, og jeg er ærligt blevet så kold i røven over deres eksistens, at jeg intet problem har med at sige det. Men det ved jeg, at andre har. Folk er dybt seriøst bange for at sige “Jeg har ADHD” eller “Jeg har autisme”, fordi folk har deres næse så langt oppe i røven, at de kan lugte deres dårlige ånde, og derfor er totalt ligeglade med, hvad der sker omkring dem.

ADHD er ikke en social dødsdom, og det er autisme heller ikke. Men de bliver fandme behandlet sådan. Og det er derfor, at jeg har sat mig for, at være så dødligeglad med folks holdninger til det. Nogle vil mene, at jeg tager det for seriøst, nogle mener, at det er godt jeg gør det, og så er der dem, der mener jeg gør det for opmærksomhed. Det sidste er helt rigtigt. Jeg gør det for opmærksomhed. Bare ikke den opmærksomhed de nævner. Men opmærksomhed omkring, at folk med diagnoser sagtens kan eksistere blandt alle andre. Det er ikke alle der kan det, og de skal selvfølgelig have den rette hjælp, men os der kan, vi skal ikke automatisk sættes i den hjælpeløse bås, bare fordi vores diagnoser hedder det samme. For de er ikke ens.

Folk har bare så elendigt svært ved at forstå spektre. Jeg talte med en pædagog på et tidspunkt, hvor vi begge var enige omkring denne problematik. De spektre der findes i psykiske diagnoser, ligner altså ikke de spektre, vi eksempelvis ser i lys spekteret. Det er ikke en mild-slem situation. Det er så mega komplekst, at en simpel “de mangler opdragelse”, ikke kan række til en promilledel af tilfældene.

Derfor bliver jeg ekstra glad, når andre som Sofie Klingberg også tager kampen op. Vi skal ikke gemme os, eller lægge skjul på dele af os, bare fordi andre sidder med manglende forståelse. Så alle andre, der også har diagnoser, og har overskuddet til at råbe højt; Gør det!!!! Folk har brug for læring, og den kommer kun, når vi snakker højt. Ellers lever fordommene kun i bedste velgående, for de ved ikke bedre.

>Har alle ikke efterhånden adhd,« spørger mange mennesker undrende, og forældre til børn med diagnoser anklages for at jagte en diagnose i stedet for at opdrage deres børn ordentligt

Det her er gået hen og blevet lidt en væltet skorsten for mig. “Jeg har også sådan lidt ADHD”. “Var nødt til at rydde lidt op, har sådan lidt OCD”. “Jeg kan lige Lord of the Rings bagfra, er sådan lidt autist”.

Nej. Man kan sagtens have en del af de samme træk, men folk med de her ting så snakker vi altså i en sådan grad at det fucker med dig liv.

Du kan også været lidt stresset fordi du har meget at nå, men folk der er gået ned med stress er fucking ødelagt.

Og det skal lige siges, at jeg heller ikke mener det skal gøres til en kæmpe ting man har ADHD eller noget andet.

Men lad os anerkende at nogen har det at slås med, det er ikke det samme som bare at have en del af de træk, eller at “vi har nok alle noget hvis vi tog til lægen”. På den anden side, så når man får diagnosen, så ved man hvad man har at kæmpe imod og må så prøve at få rutiner eller nogle hjælpemidler ud over medicin for at kunne fungere.

Jeg forsøger i hvert fald selv ikke at gøre det til en undskyldning. Men må også bare erkende at nogle ting er sgu lidt sværere end for gennemsnittet, og det er så min kamp.