Quando presto mettiamo giù i centri di lavoro, dovrebbe verificarsi un turno di paradigma basato sulla fiducia

Det kommer næppe til at ske, for passer det virkelig, at “Næsten alle mennesker ønsker at arbejde og bidrage til fællesskabet” – hvis det er til et hvilket som helst job? Personlig ville jeg faktisk hellere have været ledig end at arbejde i mindst tre af de jobs, jeg har haft.

Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg er ene om det. Når folk bliver spurgt ind til det, så vil de gerne arbejde, men de vil gerne arbejde i et afgrænset felt af jobs.

Vi får aldrig et tillidsbaseret paradigme. Det er en idé, jeg er klar til at forkaste.

Det jobcentrene – og virkeligheden de underliggende strukturer – fejler i, er at evaluere jobcentrene i hvor mange borgere de kan sende i ligegyldige aktiviteter. Uanset om det er workshops, praktikker, arbejdsprøvning, samtaler, løntilskud og hvad de ellers har kunnet finde på. Det er pisseligegyldigt. De her måltal illustrerer, hvad jobcenterne foretager sig (og i højere grad, *at de foretager sig noget*)

Hvis jobcentrenes indsats i stedet blev målt på hvor mange mennesker de får i **betalt, fastansat arbejde** i stedet for at betvivle lediges vilje til at søge arbejde, så havde fundamentet for succes været tilstede.

Det eneste, der ændrer sig nu er, at A-kasserne kommer til at sidde med aben. Jeg forudser allerede nu, at A-kasserne vil blive udsat for et pres for at dokumentere, hvordan ledige kommer tættere på arbejde.

Det, som denne skribent i fællesskab med jobcentrene fuldstændigt glemmer, er at der også skal være et marked for de mennesker, der søger et arbejde. En beskæftigelsesindsats skal også **skabe arbejde** fremfor bare at lege matchmaker, så måske skulle jobkonsulenterne og deres controller-overlords overveje strategier for, hvordan de inspirerer, opfordrer og udfordrer virksomheder til at ansætte, udvide og skabe mere værdi.

Det **godt at vi har en lille andel mennesker, der er arbejdsløse**. Alternativet ville være mangel på arbejdskraft, hvilket betyder at vores potentiale ikke bliver mødt.

Tillidsbaseret paradigme? Held og lykke. Spil med på at effekt skal dokumenteres, men inkluder borgerens helbred og jobmarkedets omstændigheder for at få et arbejde.

Jeg er på supplerende dagpenge for tiden.

Grunden til at jeg er på supplerende dagpenge, og ikke bare dovner den på fuld dagpenge, er at jeg gerne vil arbejde, jeg godt kan godt lide mit nuværende arbejde, også selvom det ligger cirka 80 kr under den timeløn jeg kan forvente med min uddannelse. Men lønnen er ikke vigtig for mig, så længe jeg trives og glæder mig til at komme på arbejde.

Jeg skal søge 2 job om ugen, og nu har jeg efterhånden søgt alle de stillinger der er inden for det område jeg helst vil arbejde, der er dog først samtaler til august og september. Jeg er allerede blevet indkaldt til en samtale til august med start i september.

Jeg sender stadig to ansøgninger af sted om ugen til arbejdspladser hvor jeg ikke ønsker at arbejde, og fortælle dem, at jeg kun vil være ansat der, hvis jeg får jobbet, til jeg finder det jeg ønsker mig. Det synes jeg virkelig ikke er fair over for en evt. arbejdsgiver. Først spammer jeg dem med en ansøgning, så skal jeg spilde deres tid ved en jobsamtale, og til sidst siger jeg op efter nogle ganske få måneder, fordi jeg har fundet det arbejde jeg virkelig ville have.. (Altså i tilfælde af, at jeg ikke skulle få det andet job, som jeg gerne vil have)

Forleden fik jeg svar på en ansøgning, til et job jeg ikke ønskede, og de fortalte at de havde fået mere end 50 ansøgninger, og at jeg desværre blev sorteret fra. Jeg har gået længe og tænkt på, hvor mange af de 50 ansøgninger egentlig ønskede det arbejde, og hvor mange af dem der bare havde sendt en ansøgning, fordi de var tvunget til det gennem dagpengesystemet.