Chiama dai genitori ai genitori: coinvolgi più nella scuola dei tuoi figli

“Det er ikke for at løfte en pegerfinger.. men her er en løftet pegerfinger. “… øh ja okay.

Lidt provokerende, men overordnet set er intentionen vel fin nok… jeg ved ikke hvordan forældre vil tolke dette.

Folkeskolen er jo i forvejen i knæ, og ikke kan “tilbyde” så meget, og nu beder man så forældrene stramme endnu mere an.. ehhh i dunno.

Jeg tænker de fleste forældre vel gør det de kan, og det meste, med de ressourcer de har og det overskud de har. Det er vel lidt som resten af samfundet. De stærkeste løfter det tungeste læs… er det ikke den danske metode?

Jeg sad i bestyrelsen for børnehaven i 90erne og deltog aktivt i forældremøder, men jeg tror ikke mine børn opdagede det.

Til gengæld fandtes aula ikke. Kun skriftlige kontaktbøger

> Det handler blandt andet om, at forældrene skal blive bedre til at melde sig til lejrture, deltage i forældremøder, engagere sig i skolebestyrelsens arbejde og bage kage til skolefesten.

 

> – Det er jo folkeskolens rolle at være et bærende demokratisk fundament. Ved at forældre bidrager til folkeskolen, giver vi det videre til vores børn, siger Lise Reinholdt.

Jeg mangler lige en rød tråd mellem at være forældre for andres børn på en lejrtur og kage til skolefesten er at videregive “et bærende demokratisk fundament” til vores børn.

Nu er jeg selv forælder til et par børn i forskellige stadier i livet, og jeg må indrømme at skolerne gør det enormt svært at få lyst til at engagere sig i bestyrelsesarbejde.

Forældremøder med forældre der vil diskutere prisen på klassekammeraternes mobiltelefoner, hvad børn har med i deres madpakker (ikke at forveksle med skolens ret til at diktere det), endeløse snakke om hvor meget man giver for i fødselsdagsgaver …

Al respekt til dem som gider at engagere sig i ovenstående, så jeg ikke behøver.

Min far blev alene med mig og min søster. Og troligt havde han hver gang, der havde været det mindste, skrevet sirlige noter om det i kontaktbogen.
Min søster valgte så at pjække det meste af 9 klasse. Det var der ingen der fortalte min far om, der troligt troede at hun var i skole hver dag. Han fik det først af vide, da han fik et brev om, at hun var smidt ud af skolen.
Jeg har aldrig set en mand så bange før, som da min far troppede op på skolen og sparkede døren ind til skoleinspektørens kontor. Jeg tror muligvis at manden tog hjem og skiftede bukser, efter min far var færdig med at råbe af ham.
Min søster blev genindskrevet, og der blev lavet en klar aftale om, at han nu fik af vide, hver eneste minut hun ikke var til stede. Og hun forlod skolen med topkarakterer.

Jeg kan da huske at vi havde igennem det meste af skole tiden en forældre gruppe der bestod af frivillige forældre der sammen med vores klasselærer planlagde diverse ture og andet socialt, og som også hjalp med evt. transport osv.