Danmark har fået endnu en fond! Og endnu en gang er det Novopenge!
Siv Baumann, Novo-arving, har startet en fond sammen med billedkunstner Esben Weile Kjær og Marianne Torp, leder af Den Frie. Fonden hedder “*Fake Foundation*” og målet er, at den skal støtte den slags kunst, som Statens Kunstfond ikke støtter, i Baumanns ord, det skæve, lidt mere “punket” (og jeg der troede at punk var dødt,) og noget der stikker i flere forskellige retninger. Det bliver dog lidt speget, når Fake Foundation samtidigt har som krav, at kun billedkunstuddannede kunstnere kan søge fonden. Det er fedt at Fake Foundation vil støtte “kunst, som udfordrer billedkunstens format,” men samtidigt klinger det hult, når autodidakte kunstnere udelukkes fra at søge fondsmidler. Det virker modsætningsfyldte, når Esben Weile Kjær siger, at “der i Fake Foundation også ligger en lyst til at løfte en scene, altså løfte nogle subkulturer og løfte en kunstnerdrevet, ikkeinstitutionaliseret scene,” mens man samtidigt ekskludere de, der ikke har en baggrund fra institutionerne.
Baumann giver udtryk for, at “en fond bør støtte det, som den har lyst til,” og fortsætter: “Det er det, vi gerne vil, og det gør det også nemmere for kunstnerne. De bliver ikke mødt af alle mulige besværlige ansøgningsprocesser og krav til budgetafrapporteringer, som tager den kreative frihed ud af det at lave kunst.” Men hvordan undgår man så det bliver en stor vennefest, hvor de der kender Baumann og Weile Kjær, får bedre forhold end de der ikke gør? Man kan allerede kritisere Statens Kunstfond for at have problemer i kraft af at det danske kunstmiljø i forvejen er småt, og alle kender alle på kryds og tværs, så når Fake Foundation tropper op i miljøet uden fundats, eller nogen former for gennemsigtighed i hvordan pengene uddeles, udover til hvad fonden lige “har lyst til,” så vælter alverdens problemer frem.
Egentlig er Baumanns tanker omkring fonden, *ved første øjekast*, relativt sympatiske: Hvordan formidler man bedst en formue man ikke selv har gjort en dyt for at erhverve sig, og hvordan gør man det, med fællesskabet som mål. Baumann har, som mange andre før hende, valgt kunsten. Det er altid lidt “*feel-good*” over at læse om en eftertænksom arving. Samtidigt vil jeg dog gerne kritisere hvordan det kommer til udtryk. For, for mig, virker det til at en stor del af det, som Fake Foundation vil, handler mere om udtryk, end om indhold. Fonden blev lanceret med en stor fest, der er lavet merchandise med et Supreme/Barbara Krueger-inspireret logo, og i nogle af Baumanns udtalelser i interviewet, virker det til at man er mere interesseret i det, der på overfladen fremstår anderledes, end man er interesseret i det, der egentligt er anderledes. Når det ender med at blive en *in-club* for et institutionsfødt miljø fra særligt den københavnske kunstkreds, og man gør op med en række af de ting, der skal til for at en fond ellers laver beslutninger, bliver det svært at fremstå som en punket organisation, og i stedet bliver det en rig mæcæn omgivet af de, der vil have støtte. Og man kan risikere en sykofantisk udvikling, hvor et stadigt mere snævert miljø omkring fonden får lov til at definere fondens arbejde, ud fra hvordan det afspejler sig i billedøkonomien.
For det hænger sammen det hele. Umiddelbart deltager Fake Foundation virkelig meget i den billedøkonomi som Barbara Krueger, inspirationen for deres logo, ellers kritiserer. Man vil gerne fremstå punket og alternativ, og man vil gerne støtte anderledes projekter der bryder med formerne. Men hidtil virker det til at der er kommet en rig arving ind i et miljø, der fremstår “cool,” hvor alle gerne vil fremstå som værende “punk,” men hvis det kun er fondens forståelse af hvad der er punk der gælder, så mister kunsten muligheden for at folde sig ud. Dele af artiklen oser allerede af en idealisering af Peggy Guggenheim og Miuccia Prada, der selvfølgelig var kvinder i egen ret, men som også begge endte med at repræsentere status-quo bevarende opretholdelse af det eksisterende. Pradas kaldenavn fra kommunistpartiet blev navnet på et nyt brand i modegiganten!
Hvis Baumann ville den såkaldte frie kunst det godt, kom hun ud over den personlige involvering i fondsmidlernes anvendelse, og adskilte sig fra uddelingen. Oprettede en egentlig fondsstruktur, der gav flest mulige kunstnere, autodidakte som uddannede, adgang til midlerne.
Fake Foundation har muligheden for at vende min opfattelse, men umiddelbart virker det meget som selviscenesættelse af en Novo-arving, der gerne vil fremstå som værende en del af kunstmiljøet. Men skal der være en fremtid der, så skal man udover udtrykkenes og billedøkonomiens mest overfladiske indflydelser.
Royal_Jackfruit_98 on
Findes der noget mere Punk end at sutte på fond-patten?
2 commenti
Danmark har fået endnu en fond! Og endnu en gang er det Novopenge!
Siv Baumann, Novo-arving, har startet en fond sammen med billedkunstner Esben Weile Kjær og Marianne Torp, leder af Den Frie. Fonden hedder “*Fake Foundation*” og målet er, at den skal støtte den slags kunst, som Statens Kunstfond ikke støtter, i Baumanns ord, det skæve, lidt mere “punket” (og jeg der troede at punk var dødt,) og noget der stikker i flere forskellige retninger. Det bliver dog lidt speget, når Fake Foundation samtidigt har som krav, at kun billedkunstuddannede kunstnere kan søge fonden. Det er fedt at Fake Foundation vil støtte “kunst, som udfordrer billedkunstens format,” men samtidigt klinger det hult, når autodidakte kunstnere udelukkes fra at søge fondsmidler. Det virker modsætningsfyldte, når Esben Weile Kjær siger, at “der i Fake Foundation også ligger en lyst til at løfte en scene, altså løfte nogle subkulturer og løfte en kunstnerdrevet, ikkeinstitutionaliseret scene,” mens man samtidigt ekskludere de, der ikke har en baggrund fra institutionerne.
Baumann giver udtryk for, at “en fond bør støtte det, som den har lyst til,” og fortsætter: “Det er det, vi gerne vil, og det gør det også nemmere for kunstnerne. De bliver ikke mødt af alle mulige besværlige ansøgningsprocesser og krav til budgetafrapporteringer, som tager den kreative frihed ud af det at lave kunst.” Men hvordan undgår man så det bliver en stor vennefest, hvor de der kender Baumann og Weile Kjær, får bedre forhold end de der ikke gør? Man kan allerede kritisere Statens Kunstfond for at have problemer i kraft af at det danske kunstmiljø i forvejen er småt, og alle kender alle på kryds og tværs, så når Fake Foundation tropper op i miljøet uden fundats, eller nogen former for gennemsigtighed i hvordan pengene uddeles, udover til hvad fonden lige “har lyst til,” så vælter alverdens problemer frem.
Egentlig er Baumanns tanker omkring fonden, *ved første øjekast*, relativt sympatiske: Hvordan formidler man bedst en formue man ikke selv har gjort en dyt for at erhverve sig, og hvordan gør man det, med fællesskabet som mål. Baumann har, som mange andre før hende, valgt kunsten. Det er altid lidt “*feel-good*” over at læse om en eftertænksom arving. Samtidigt vil jeg dog gerne kritisere hvordan det kommer til udtryk. For, for mig, virker det til at en stor del af det, som Fake Foundation vil, handler mere om udtryk, end om indhold. Fonden blev lanceret med en stor fest, der er lavet merchandise med et Supreme/Barbara Krueger-inspireret logo, og i nogle af Baumanns udtalelser i interviewet, virker det til at man er mere interesseret i det, der på overfladen fremstår anderledes, end man er interesseret i det, der egentligt er anderledes. Når det ender med at blive en *in-club* for et institutionsfødt miljø fra særligt den københavnske kunstkreds, og man gør op med en række af de ting, der skal til for at en fond ellers laver beslutninger, bliver det svært at fremstå som en punket organisation, og i stedet bliver det en rig mæcæn omgivet af de, der vil have støtte. Og man kan risikere en sykofantisk udvikling, hvor et stadigt mere snævert miljø omkring fonden får lov til at definere fondens arbejde, ud fra hvordan det afspejler sig i billedøkonomien.
For det hænger sammen det hele. Umiddelbart deltager Fake Foundation virkelig meget i den billedøkonomi som Barbara Krueger, inspirationen for deres logo, ellers kritiserer. Man vil gerne fremstå punket og alternativ, og man vil gerne støtte anderledes projekter der bryder med formerne. Men hidtil virker det til at der er kommet en rig arving ind i et miljø, der fremstår “cool,” hvor alle gerne vil fremstå som værende “punk,” men hvis det kun er fondens forståelse af hvad der er punk der gælder, så mister kunsten muligheden for at folde sig ud. Dele af artiklen oser allerede af en idealisering af Peggy Guggenheim og Miuccia Prada, der selvfølgelig var kvinder i egen ret, men som også begge endte med at repræsentere status-quo bevarende opretholdelse af det eksisterende. Pradas kaldenavn fra kommunistpartiet blev navnet på et nyt brand i modegiganten!
Hvis Baumann ville den såkaldte frie kunst det godt, kom hun ud over den personlige involvering i fondsmidlernes anvendelse, og adskilte sig fra uddelingen. Oprettede en egentlig fondsstruktur, der gav flest mulige kunstnere, autodidakte som uddannede, adgang til midlerne.
Fake Foundation har muligheden for at vende min opfattelse, men umiddelbart virker det meget som selviscenesættelse af en Novo-arving, der gerne vil fremstå som værende en del af kunstmiljøet. Men skal der være en fremtid der, så skal man udover udtrykkenes og billedøkonomiens mest overfladiske indflydelser.
Findes der noget mere Punk end at sutte på fond-patten?