Vi har samme problemstilling inde på livet i vores lokalområde. Der er godt nok forskel på, hvis flinke østeuropæere bosætter sig her og så på at have lejligheder eller huse, hvor der er jævnlig udskiftning af fremmede nærmest i still med AirBnB udlejning.
PS. Har andre problemer med skrifttypen på DR?
TonyGaze on
Jeg synes at vinklingen på historien her er en skam. I stedet for at handle om borgeres “frygt for invasion,” burde det handle om de forhold som arbejdskøbere tilbyder deres arbejdere.
Det er et tema som går igen og igen, og har gjort det længe, om det har været karlenes forhold på gårdene, eller om det var forholdene for tyrkiske og jugoslaviske gæstearbejdere, har arbejdsgivere _altid_ søgt at finde måder, at spare mest muligt på indkvarteringen af de arbejdere, der er i deres ansættelse. Ligesom der fortælles om i artiklen, med 11 mand på 7 værelser, blev der set lignende tal i 60’erne, og der blev bygget barak-lignende indkvartering til polske landarbejdere, såkaldte _polakkaserner_, i tiden før første verdenskrig. Det var og er kummerlige forhold at tilbyde sine arbejdere.
Det er et klassisk eksempel på det af mig så ofte citerede stykke af Marx’ _Kapitalen_:
> Kapitalen er derfor hensynsløs mod arbejderens helbred og levetid, medmindre den af samfundet bliver tvunget til at tage hensyn. På klagen over den fysiske og åndelige forkrøbling, en for tidlig død, overarbejdets tortur, svarer den: Skulle denne plage pine os, da den forøger vor lyst (profit)? [Goethe: »An Suleika«].
Der bør gribes ind, samfundet _bør_ tvinge kapitalen (arbejds”giveren”) til at tage hensyn. Der bør skabes ordnede forhold for udenlandsk arbejdskraft, så de ikke bliver en billig måde for arbejdsgivere til at undgå at leve op til de rettigheder og vilkår, som arbejdere i Danmark har tilkæmpet sig gennem årtiers kamp. Man kan starte med, at gøre det til at krav, at sørge for ordentlig indkvartering, d.v.s. *mindst* private værelser af ordentlig kvalitet, for sæsonarbejdere.
Der er også spørgsmålet om landsbyernes overlevelse, om hvad det, at leje ud så kortvarigt gør ved fællesskaber, osv. osv. Også her må kritikken lægges på arbejdsgivere, der bevidst udnytter landsbyernes billige huspriser til at skabe lejrlignende forhold (i den forstand at det ikke bliver faste bosteder,) i det, der ellers kunne have været landsbyfællesskaber. Det skader ikke kun landsbyfællesskaberne, men er også med til at gøre det sværere for de udenlandske arbejdere at få en fod indenfor i fællesskaberne, og på den måde gør det det også sværere for dem, at få andre forhold til området, end det, de har i deres socialiserede arbejdskraft på arbejdspladsen. Og det er også en skam: Det fører til degenerering af både de udenlandske arbejdere, der reduceres fuldt til deres arbejdskraft, og af landsbyfællesskabet, der går i opløsning grundet beboerudskiftninger.
Det er denne slags sammenhænge man taler om (som marxist,) når man taler om dialektik: altings relationelle karakter, at der er relationer og processer der forbinder relationer og processer. I dette tilfælde er der tale om hvordan at kapitalens interesser samtidigt leder til ødelæggelse af landsbyfællesskaber, og til undergravning af forholdene for arbejdere. De to ting kan ikke skilles ad.
2 Comments
Vi har samme problemstilling inde på livet i vores lokalområde. Der er godt nok forskel på, hvis flinke østeuropæere bosætter sig her og så på at have lejligheder eller huse, hvor der er jævnlig udskiftning af fremmede nærmest i still med AirBnB udlejning.
PS. Har andre problemer med skrifttypen på DR?
Jeg synes at vinklingen på historien her er en skam. I stedet for at handle om borgeres “frygt for invasion,” burde det handle om de forhold som arbejdskøbere tilbyder deres arbejdere.
Det er et tema som går igen og igen, og har gjort det længe, om det har været karlenes forhold på gårdene, eller om det var forholdene for tyrkiske og jugoslaviske gæstearbejdere, har arbejdsgivere _altid_ søgt at finde måder, at spare mest muligt på indkvarteringen af de arbejdere, der er i deres ansættelse. Ligesom der fortælles om i artiklen, med 11 mand på 7 værelser, blev der set lignende tal i 60’erne, og der blev bygget barak-lignende indkvartering til polske landarbejdere, såkaldte _polakkaserner_, i tiden før første verdenskrig. Det var og er kummerlige forhold at tilbyde sine arbejdere.
Det er et klassisk eksempel på det af mig så ofte citerede stykke af Marx’ _Kapitalen_:
> Kapitalen er derfor hensynsløs mod arbejderens helbred og levetid, medmindre den af samfundet bliver tvunget til at tage hensyn. På klagen over den fysiske og åndelige forkrøbling, en for tidlig død, overarbejdets tortur, svarer den: Skulle denne plage pine os, da den forøger vor lyst (profit)? [Goethe: »An Suleika«].
Der bør gribes ind, samfundet _bør_ tvinge kapitalen (arbejds”giveren”) til at tage hensyn. Der bør skabes ordnede forhold for udenlandsk arbejdskraft, så de ikke bliver en billig måde for arbejdsgivere til at undgå at leve op til de rettigheder og vilkår, som arbejdere i Danmark har tilkæmpet sig gennem årtiers kamp. Man kan starte med, at gøre det til at krav, at sørge for ordentlig indkvartering, d.v.s. *mindst* private værelser af ordentlig kvalitet, for sæsonarbejdere.
Der er også spørgsmålet om landsbyernes overlevelse, om hvad det, at leje ud så kortvarigt gør ved fællesskaber, osv. osv. Også her må kritikken lægges på arbejdsgivere, der bevidst udnytter landsbyernes billige huspriser til at skabe lejrlignende forhold (i den forstand at det ikke bliver faste bosteder,) i det, der ellers kunne have været landsbyfællesskaber. Det skader ikke kun landsbyfællesskaberne, men er også med til at gøre det sværere for de udenlandske arbejdere at få en fod indenfor i fællesskaberne, og på den måde gør det det også sværere for dem, at få andre forhold til området, end det, de har i deres socialiserede arbejdskraft på arbejdspladsen. Og det er også en skam: Det fører til degenerering af både de udenlandske arbejdere, der reduceres fuldt til deres arbejdskraft, og af landsbyfællesskabet, der går i opløsning grundet beboerudskiftninger.
Det er denne slags sammenhænge man taler om (som marxist,) når man taler om dialektik: altings relationelle karakter, at der er relationer og processer der forbinder relationer og processer. I dette tilfælde er der tale om hvordan at kapitalens interesser samtidigt leder til ødelæggelse af landsbyfællesskaber, og til undergravning af forholdene for arbejdere. De to ting kan ikke skilles ad.