Il bambino mal educato è l’ultima iniziativa dell’economia morale della socialdemocrazia

Det lugter lidt af ansvarsflugt. At Socialdemokratiet ikke vil tage ansvar for, de mange år, hvor de bare ikke har lyttet til lærerne. Måske det er et skridt i den rigtige retning, men det vil det kun være, fordi at der er intet der virker. Hård disciplin er kun et skridt fremad hvis man som regering har komplet fejlet. Det er den ‘lette løsning’, ikke den gode løsning. Den gode løsning er komplekst og kræver en reel indsats – at give lærer noget autoritet men ikke for meget. At tage en del af ansvaret, og give ressourcer til forældre såsom viden om eventuelle diagnoser (ADHD, autisme). Det er mere en balancegang imellem de to ekstremer – de manglende grænser versus den hårde autoritet.

Ideen om “PDO” som værende alene forældrenes ansvar er også fuldstændigt godnat. Børnene bruger jo godt en tredjedel af deres dag i institutioner, en halvdel af deres vågne timer. Så har man altså et massivt ansvar for børnenes opdragelse.

MÅSKE man skulle have lyttet til de der faktisk vidste noget, inden man implementerede det ene idiotiske tiltag efter det andet, baseret på mavefornemmelser og politikeruvidenhed. Nu står vi her og det hele sejler. Som altid.

Politikere er i sandhed det dummeste folkefærd der findes og deres uvillighed til at lytte og blive klogere, er en af se absolut mest ødelæggende og splittende kræfter i samfundet.

Socialdemokratisme er en totalitær ideologi. Man skal altid rette ind, lade sig overveje, underlægge sig sindelagskontrol og overvågning, og så skal den store alfaderlige socialdemokrat nok tage sig af dig, og tænke for dig. Det kan du jo nok forstå.

Der har ikke været en ledende socialdemokrat i 100 år, der ikke konstant taler ned til folk, og det er mig ufatteligt, at folk ikke kan se det. Eller hvis de kan, at det stadig kan være et af de største partier.