Il regista piange per la canzone di Martin Brygmann: Sono semplicemente così commosso

Jeg er enig med Wiedemann. Jeg har holdt min kæft på fx arbejdet ved hver eneste metoo-sag udelukkende fordi jeg har tænkt det samme og det er ikke comme il faut i en tid hvor man edermame har at rette ind og mene at krænkerne partout er klamme, dumme osv osv. Alle andre holdninger er uacceptable. 
Bevares. Det er de da. Men der er oftest tale om en offentlig rettergang hvor folk bliver henrettet i medierne. Uden ret mange beviser andet end ‘folk der husker’. Og hvis der er noget der er upålideligt så er det hukommelsens evne til at huske. Det er faktuelt og beskrevet i flere studier hvordan få år kan lave om på ganske meget i fortællinger – også kriminalsager. Det gør ikke sagerne mindre ulykkelige men det gør at dem der bliver dømt med eller uden rettergang er færdige. Og de er dømt for noget hvor deres stemme sjældent er hørt.

Samfundets rettergang med offentlig henrettelse er altødelæggende. Og det glemmer mange i deres dagligdag. 

Debatten om Martin Brygmann – og lignende sager – bliver ofte reduceret til en fortælling om en krænkende mand og et kvindeligt offer. Jeg mener, at vi bliver nødt til at inddrage en bredere dynamik, som sjældent nævnes, nemlig hvordan berømmelse og status i sig selv skaber et miljø, hvor mange kvinder aktivt opsøger kendte mænd med seksuelle tilbud. Det kan være biologisk betinget til en vis grad, men det ændrer ikke ved, at det påvirker mandens adfærd, fordi han igen og igen får bekræftet, at grænseoverskridelse bliver mødt med accept eller ligefrem opmuntring.

Når en mand i sådanne miljøer gennem længere tid belønnes for en bestemt adfærd, er det ikke mærkeligt, hvis han gradvist tager den for givet. Det gør selvfølgelig ikke overgreb mindre forkerte – men det gør mekanismen mere kompleks, end den ofte fremstilles. Jeg synes, det er vigtigt at kunne sige dette uden at undskylde den konkrete mand, men for at forstå den kultur, der former ham.

I Brygmann-sagen tales der kun om hans ansvar, ikke om den dynamik, som i årevis omgiver kendte mænd. Når en del kvinder i praksis træder ind i en rolle, hvor de tilbyder sig til berømtheder, uden at deres del af kulturen nævnes, mister vi en mulighed for at diskutere, hvordan mønstrene opstår. Hvis vi virkelig vil forebygge grænseoverskridende adfærd, er vi nødt til at kunne tale om hele systemet.

Patetisk at mange stadig ævler løs om at i hundredetusindevis af især kvinder/piger ofte med gentagne krænkelser i alle niveauer af grovhed og vedbliver at fokusere på hukommelsens svigt insinuerende lidt at overgreb og krænkelser og nedladenhed verbalt mimisk fysisk truende magtfuldt ikke huskes godt nok som om det er sket mindre eller slet ikke. Bavl og vrøvl. At høre folk have ondt af krænkere hvor ikke eeeeeennn eneste af de eller tidligere så kålhøgen, udafvendte, krakilske, åbenmundede, offentlige har haft nosser til at stille sig frem til samme offentlighed de før gerne brugte og tjente på og forklare sig el blot uforbeholdent undskylde er….klamt! At de SELV har ødelagt deres karriere er jo en bet i valget af offentlig goodwill i selvvalgt karriere. Der er intet i vejen for de kan ernære sig son skraldemand, nattevagt, sosu, rengøringsdit eller chauffør fx langturs eller gemme sig og under andet navn skrive sange til Melodigrnpriks og tjene til vejen og dagen….vi skal da aldrig have ondt af kyniske, lede, udspekulerede, klamme krænker svin misbrugende magt, position, kendthed, kontakter, fysik mm men derimod med de KRÆNKEDE, ofrene hvis hele liv og ikke kun karriere måsk blev smadret af….

…åh hvem va det nu som at der gjorde det der krænke noget…..